Ozark – sæson 3

”Man skal aldrig lade en god krise gå til spilde,” proklamerer Wendy Byrde bestemt til sin chokerede mand Marty.

Hun har fået blod på tanden efter magt og mammon. Det mexicanske Navarro-kartel, som Marty hvidvasker penge for, befinder sig en større bandekonflikt, og Wendy vil bruge den til at få en direkte linje til den uhyrlige Navarro.

Hun er langt fra den ærbødige, men utro hustru, vi mødte i første sæson og i anden sæson prøvede kræfter med Ozarks politiske arena fuld af bestikkelse og pengeafpresning.

I slutningen af den sæson gik hun i clinch med paniske Marty, som var klar til at hoppe om bord på en vandflyver med kone og teenagebørn og efterlade det kasino, de netop havde fået etableret. Men Wendy ville hellere blive og høste frugten af det arbejde, familien havde gjort.

Tredje sæson begynder seks måneder efter åbningen af familien Byrdes flodbådskasino. Deres teenagesøn og -datter er direkte involveret i forældrenes lyssky forretninger. Wendy og Marty bestikker hver især deres uduelige parterapeut. Og Wendy begynder at udvide samarbejdet med Navarro-kartellet bag Martys ryg.

Hun er med andre ord blevet en rigtig girlboss, som kun har øje for nummer ét. Og som så mange andre serier med magtbegærlige kvinder er hun skrevet komplet utroværdig.

Laura Linney griner højrøstet som en anden Palpatine fra Star Wars, når hun i rollen som Wendy endnu engang agerer stik imod sine ægtemands ønsker. Vi får aldrig en større forståelse for hendes motivation. Hun er bare en modstander for den forbitrede, men snusfornuftige Marty – på samme måde som Lori er det for Rick i The Walking Dead og Skylar for Walter i Breaking Bad.

Men selv om Wendy er en af seriens nøglepersoner, er hendes karakter langt fra det største problem for tredje sæson.

Serieskaberne Bill Dubuque og Mark Williams virker til at have glemt, hvad der oprindelig gjorde deres serie spændende.

Der er chokerende lidt om den lurende bandekrig eller kasinoet. Her er ingen lækre montager af Hawaii-skjorte-beklædte Florida-turister, der bliver rippet under de blændende lys fra enarmede tyveknægte.

Og kasinoet bliver knap nok vist – bortset fra den altruistiske FBI-agent Maya, der er Martys moralske engel, samtidig med at hun overvåger hans kriminelle aktiviteter, og en forkælet idiot fra den lokale Kansas-mafia, som giver problemer for Martys partner Ruth.

I stedet bruges der ugudeligt lang tid på Wendys lillebror Ben – et problembarn, som ud af det blå kommer på uvelkomment visit.

Han falder pladask for den bestemte og håndfaste Ruth og involveres naturligvis i søsterens fordækte foretagender. Men broren lider af bipolaritet. Og som familien Byrdes monstrøse advokat, isdronningen Helen, siger: ”Kartelbranchen er konservativ. Der er ikke plads til mentale lidelser.”

Som det alt for tit ses i Hollywood-produktioner, er fremvisningen af mental lidelse himmelråbende overdrevet. Skuespiller Tom Pelphrey snotter og glammer som en gal køter, så snart han føler sig truet. Umotiveret angriber han folk og går i sort, når det mindste problem viser sig.

Det er som at se I Am Sam igen.

Filmen fra 2001 med Sean Penn tegner forstemmende et billede af mennesker med mentale lidelser som inhumane og farlige, og små tyve år senere er serieskaberne åbenbart ikke klogere.

Dovent bruger de den klichéfyldte figur til at sætte fut under hovedpersonerne. Det er særligt frustrerende, når man tænker på, hvor gode de i de første to sæsoner var til at sætte Marty og Wendy i pressede situationer, der var konsekvensen af deres egne dårlige valg.

Men det er også svært at skulle koge ti timers suppe på en historie, der for længst er fortalt. Naturligvis slutter sæson tre med en cliffhanger.