Paradise Hotel – sæson 17

Paradise Hotel er i dag næsten det samme, som da jeg så programmet hjemme i mine forældres stue i Østjylland og lærte, at jeg hverken var smuk, seksuel eller udadvendt nok til at leve op til idealerne.

Reality-serien er ikke sundt tv, men med voksne øjne syner man en sandhed om tilværelsen, som det er umuligt at forstå, når man er ung og ny i verden.

Livets paradis er i starten af tyverne, som alle deltagerne stort set befinder sig i. Alting står i fuldt flor, de vil aldrig blive smukkere, og der er stadig tid til at begå snesevis af dumheder.

Man kan prøve det hele af. Og det gør de så sandelig også.

Udskejelserne på det mexicanske hotel har fyldt i sladderspalterne på glitrede magasiner i årevis. Reality-serien – hvis første sæson blev vist i 2005 – har været det store trækplaster for først betalingskanalen TV3 og siden Viaplay, hvor værten Rikke Gøransson har ført hundredvis af deltagere gennem konkurrencen frem mod den endelige dyst.

Her skal parrene, der har spillet sammen gennem sæsonen, teste deres tillid og enten dele en kvart million eller snuppe hele puljen selv.

Egentlig er konkurrencen ikke særligt spændende. Måske forstår jeg bare ikke, hvad det går ud på – som Dronninggambit for dem, der ikke ved en skid om skak.

Det er relationerne og psykologien rundt om, der er interessant – tilnærmelsesvis.

Det klæder i hvert fald ikke Paradise Hotel at se tre afsnit i træk, som jeg har gjort på baggrund af denne anmeldelse. Det er en god måde at riste hjernen på. Helt modsat intensionen bliver serien faktisk lidt kedeligt at se. Til gengæld skal man nok blive forarget.

Kameraer placeres under kvinder, der tager squats, så man næsten får frit udsyn op under trussekanten.

Samtidig overtrædes ikke bare denne anmelders, men også deltagernes seksuelle grænser. Det er ikke okay at vise den slags i tv, der henvender sig til unge.

”Det er det, de gør, så det gør jeg da bare også,” siger den mere forsigtige Léa, da tidligere Paradise-vinder Anne Plejdrup med hånden presser hende ind i en kysseleg mellem hende selv, hotellets smukkeste pige og en aalborgensisk drengemand, der mest af alt er heldigt publikum til pigernes grænsesøgende tungeslaskere.

Alle deltagerne er kropsfikserede grænsende til det analt-infantile. Paradise Hotel er et univers, hvor charme og skønhed er de højeste dyder, men der lægges også vægt på det gode kammeratskab.

I den rørende DR-dokumentar Vi spiller spillet får man indtryk af, at Paradise Hotel måske i virkeligheden er en slags højskole for den lavere middelklasses børn.

Der dannes venskaber og parforhold for livet i et univers, som afskåret fra omverdenen flyder i alkohol.

I Vi spiller spillet ser Ulven Peter, en af de mest berømte og berygtede Paradise-deltagere, med våde øjne tilbage på tiden med muligheder og de mange kvinder, han tiltrak som bier til boblende sodavand.

Han illustrerer tabet af ungdommen med dens muligheder, hormoner, søde selvoptagethed og besættelse af det andet køn. På det mexicanske hotel har man håb og næsten endeløs tid i bagagen.

Det bedste ved Paradise Hotel er kærlighedshistorierne, og sådan én er der også i denne syttende sæson.

Anne Plejdrup bedyrer naivt, at hun ikke er til kærlighed. Hun vil kun have bollevenner. Niklas siger kort efter til sin partner, at han tror, man skal passe på med hende Anne P. Hun er en taktisk spiller og ikke til at stole på.

Via Instagram ved seerne, der nok hører til dobbeltskærm-segmentet, at kærligheden vil ramme dem som et tog.

Og man skal være mere end almindeligt kynisk for ikke at synes, at det er sødt, når to så nye mennesker finder noget så ældgammelt som kærligheden.