Hvad er der tilbage, når den første, stormende forelskelse har lagt sig?
Tilværelsen som par er blevet hverdag. Med det følger kompromiser, hvilket netop er, hvad tredje og sidste sæson af Mikael Wulffs romantiske ungdomsdrama Perfekte steder kredser om.
I de første to sæsoner fulgte vi de to komplette modsætninger Rose (Sara Hjort Ditlevsen) og Tobias (Gustav Dyekjær Giese), som faldt pladask for hinanden. Hun som den flyvske pige i farvede outfits og han som den stive jakkesætstype, der trængte til at løsne op.
I tredje sæson er sommerfuglene væk, og hverdagens gang og fremtidsudsigter har fået parret til at overveje, om de stadig er gode for hinanden. Særligt en stor jobmulighed i Sverige har sået tvivl hos Tobias. Han spekulerer på, hvilken retning han gerne vil gå i sit liv.
Samtidig følger vi fortsat parrets vennegruppe og deres problemer med parforhold og identitet.
Der er i den nye sæson skruet en del ned for Roses påtagede fjollethed, som aldrig rigtigt føltes ægte. Og det klæder serien, at hun ikke kommer med så mange kunstigt mærkelige udsagn.
Desuden leverer Sara Hjort Ditlevsen flere gange i løbet af serien stærke, følelsesmæssige øjeblikke, og det er medrivende at se hende kæmpe med at bevare fatningen, når hun og Tobias diskuterer parrets fremtid.
Også resten af vennegruppen fungerer godt. Aske Bang og Sophie-Marie Jeppesen giver serien liv og charme som det friske og livsglade par Alex og MM. De har stadig problemer med udefrakommende fristelser, men alligevel kaster de sig med stor kærlighed til hinanden ud i fællesprojekter.
Særligt Sus Wilkins’ influencer Natasha får i denne sæson mere plads. Det er fængende at følge, hvordan hun kæmper for at finde sig selv og kærligheden i en overdådig, men overfladisk verden, hvor alt handler om at smigre sig ind hos de rigtige.
Gustav Dyekjær Giese er stadig en anelse stiv i betrækket som Tobias, og det er ikke meget, der i løbet af sæsonen ændres på mimikken.
Der sker heller ikke den store udvikling for karakteren, og det virker irriterende, at han ved sæsonens sidste afsnit stadig går med de samme spekulationer.
Serien er også meget ujævn. Flere steder er der godt skuespil og nogle stærkt medrivende øjeblikke, men så forfalder serien kort efter til så kunstigt spil og dialog, at det sender tankerne hen på en skolekomedie.
Det virker utroværdigt og overgjort, når Rose flipper ud på sin søster, fordi søsteren har brugt hendes flæsede, røde trøje, som Rose havde planlagt, at hun skulle have på ved et møde med Tobias.
”Jeg er grim,” jamrer hun halvhysterisk, så vi kan forstå, at hun er nervøs før mødet.
Her kunne serien godt have brugt noget af den ægthed og underspillethed, som vi kender fra Skam. Her bliver Noora, uden at sige et ord, ved med at gå rundt og rette på puderne i sofaen, så de står perfekt, inden hun skal have et lignende alvorligt møde med William.
Perfekte steder sigter mod laveste fællesnævner.
Tobias trækker sig mere og mere væk fra Rose på grund af arbejdet. De går og holder hånd, men da arbejdstelefonen pludselig ringer, slipper han hendes hånd for at tage arbejdsopkaldet.
Og hvis nogen stadig skulle være i tvivl, så fortæller popmusikken, hvad personerne føler hele vejen igennem.
”Super rich kids with nothing but fake friends,” synger Frank Ocean på lydsiden, mens Natasha drikker vin og indser, hvor kold en verden, hun befinder sig i.
Men som let underholdning en sen aften efter en lang arbejdsdag er Perfekte steder udmærket.
Kommentarer