Er pirater stadig seje?
Den kækt svajende Jack Sparrow, med dreadlocks og eyeliner og altid en fashionabel fjer på, var engang indbegrebet af cool, men han er blevet dummere for hver film, i takt med at Johnny Depp har forfinet gestikken til en manieret shtick.
I denne femte ombæring virker han som et kryds mellem en tungnem Indiana Jones og en falleret glamrocker. Men det har også sin charme.
Som da han forsøger at kravle over et hegn i stærkt fordrukken tilstand. Han vipper til den ene side og vipper til den anden – og falder så, med et enkelt, resigneret ”pokkers!”, på hovedet i en mudderpøl.
Der er ellers ikke meget nyt under den caribiske sol i seriens femte kapitel, der igen handler om en mytisk skat og en overnaturlig skurk med et gammelt horn i siden på Kaptajn Jack.
Skatten er Poseidons trefork, en magisk dims, der kan bryde alle havets forbandelser. Skurken er Capitán Salazar, en sejlivet piratjæger, der for år siden blev dræbt af den purunge dæksmatros Jack, men som stadig gør vandene usikre for ærlige sørøvere.
Javier Bardem er naturligvis veltilpas i skurkerollen. Salazar er modbydeligt skælmsk, og hans besætning af halvfordærvede halvdøde ligger i fin forlængelse af spøgelsespiraterne i seriens første kapitel, Curse of the Black Pearl.
I det hele taget klæder det historien at skue tilbage til de tidligere films eventyrlighed. Det gælder historien – denne gang er det Henry Turner, søn af Will og Elizabeth fra de første film, der agerer straight man over for den udsvævende Jack – og det gælder tonen, der særligt i første akt er mere vittig og veloplagt end i de senere film.
Roret er overladt til nordmændene Joachim Rønning og Espen Sandberg, kendt for Max Manus og den Oscar-nominerede Kon-Tiki, og de er håndfaste stemningsmanere.
Da den unge Henry som den første støder på Salazars fordømte pirater, sidder han i skibskachotten for ulydighed. Sørøverskibet toner sig næsten umærkeligt frem fra tågen, piraterne slagter de britiske soldater, og Henry følger slaget fra sin celle, hvor blodet drypper ned fra sprækkerne mellem dæksplankerne.
Man må gang på gang tage sin trekantede sørøverhat af for seriens produktionsdesign, der maner ”den gyldne piratæra” frem for hver en dollar af filmenes svimlende budgetter.
Særligt filmens første akt er svært god underholdning: veltimede vittigheder falder slag i slag og tjener som afbræk i de enormt orkestrerede action-sekvenser.
I Jacks introduktionsscene forsøger han at røve en bank ved at hive hele bankboksen ud gennem muren. Men den er stærkere end antaget, og pludselig trækker hans besætning hele bankbygningen bag sig gennem gaderne i den lille havneby, mens Jack halser bagstiv bagefter med ordensmagten i hælene.
På toppen af et hustag møder Jack den kvindelige hovedrolle, der også er på flugt, selv om hun protesterer, at hun ikke er ude på ballade. ”Sikke et trist liv,” replicerer Jack kækt og skubber hende ud over kanten.
Så længe filmen er respektløs og fræk, er man bragende godt underholdt, men det varer kun, indtil plotmekanikken sparkes i gang. Man taber gejsten i anden akt og pusten i tredje, hvor der fyldes på med action og uhyrlige farligheder, indtil søslagsspektaklet udfolder sig på bekostning af karaktererne.
Det er bare mindre spændende at se femten statister i simultan fægtekamp end at se to veletablerede karakterer i drabelig nærkamp, og serien lider under sin insisteren på, at større og travlere per automatik er bedre.
Der er heller ingen spor af den mættede uhygge, der gjorde, at man fik den første film tæt ind på kroppen. Spøgelsespirater er lige så almindelige i disse farvande som hjemmebrygget rom og en rusten kniv i ryggen.
facebook
twitter
Kommentarer