Pleaser

Mor Mette, veninden Mira og samboen Le går langsomt i rundkreds om Molly, der er placeret paf på en stol midt i lokalet. De tre skiftes til at give komplimenter og kærtegn til lyden af meditativ delfinmusik.

De kærlighedsbader hende. 

I sorgen over sin nyligt afdøde far har Molly isoleret sig på sit værelse, og kærlighedsbadet er et forsøg på at heale hende. Der er også lommeletter, som Mira har købt til formålet. 

Efter to-tre komplimenter løber tårerne ned ad Mollys kinder. Men det er ikke fordi hun bliver rørt over deres gestus. Tværtimod bekræfter de ufrivilligt en ubehagelig sandhed: Molly har så travlt med at være en pleaser, at hun har svært ved at være sig selv. 

”Molly gør rigtigt meget for at få andre til at føle sig tilpas ved at tilpasse sig ethvert miljø, hun er i,” lyder en af komplimenterne. Og Mor Mette tilføjer nærmest anklagende: ”Molly gør mig glad, når hun har tid til mig.” 

Mollys adfærd har resulteret i, at hendes nærmeste ikke forstår hende. Men der er en udløbsdato på pleaseren.

Pleaser er Girls, men på Østerbro. Det er Bridget Jones, men i 2020. Molly er en størrelse medium, men ”hvis hun gad, kunne hun være så tynd”, som hun selv siger i en virkelig velskrevet før-jobsamtale-samtale med spejlbilledet.

Stine Bjerregaard Rosenfeldts Molly har lyserødt, afbleget hår. Det har ligesom fået en lidt tvivlsom rosa tone. Håret kunne også godt bruge en shampoo med volumeneffekt.

Hun er noget af det mest virkelige og menneskelige på DR Fiktion i disse år – ulig Doggystyles Asta, der meget gerne vil opfattes som ypperligt uperfekt, men egentlig er så cool, kaotisk på den sexede måde og virkelig god på selfies.

Molly er virkelighedens uperfekte unge kvinde.

Hun bor sammen med Le, som serien igennem føles lidt perifer. Men så er det jo godt, at Molly har Mira og det mest pinligt påtagede venindevenskab, man mindes at have set.

Mollys egentlige bedste ven er Jens, som er kæreste med Mira. Alligevel kommer flere til at sige ”Mollys Jens”, for de to har altid haft noget særligt sammen, der aldrig rigtigt er blevet forløst. Men måske er deres hensyntagen til Mira mest af alt en dårlig undskyldning for ikke at skride til handling.

Mollys Jesus-kompleks har fulgt hende, siden hun var barn. Hun siger for meget ”ja” og for lidt ”nej”. Mollys far er alkoholiker og ødelagt, mens Mollys mor umiddelbart fremstår som den gode forælder. Men i virkeligheden er hun omklamrende og afpresser Molly med flødekager og lommepenge over MobilePay.

Faren dør af druk. Dét bliver dråben, der får Mollys bæger til at flyde over og det afgørende skub ud af pleaserrollen. Det er på én gang akavet og ubehageligt, medrivende og forløsende at følge Mollys rykvise løsrivelse og tiltagende ægthed.

Pleaser brillerer først og fremmest i sin tragikomik. Stine Bjerregaard Rosenfeldts manuskript og instruktion (sammen med Ricco Wichmann) er båret af en intelligent, underspillet og tør humor, der især blomstrer i samspillet mellem Molly og Jens.

Skuespilleren og serieskaberen – der er uddannet fra DR Talentholdet – har formået at fange det samme som Julie og Jesper i 29-30-31-32-serien. Samtlige scener med Mor Mette er på samme tid pinlige og perfekte, mens Sofie Stougaard leverer den mest velskrevne mor siden Mette Horns ikoniske Agnete i Max-serien.

Pleaser er konsekvent malet i en sygelig pastel-palet. Men bag sin støvede rosa og Ganni-HAY-Stine-Goya-æstetik er serien på mange måder dyster.

Stine Bjerregaard Rosenfeldt mistede selv sin far som 24-årig og belyser i sit portræt af sorgen den bidende ambivalens i at sørge over en forælder, der både har elsket og svigtet stort.

Når Molly bliver presset, indsnævres og grynes billedet. Som da vi i afsnittet Kalvehalesuppe får indtryk af en giftig og fuld far, der på forunderlig vis er både rørende, morsom og kvalmefremkaldende.

Det er virkelig noget, Pleaser lykkes med: At fortælle om sorg, men også være meget, meget sjov.