”Heste er der altid på gode og dårlige dage. De kan ikke give råd, men de er der bare.”
Sådan siger en af de unge piger, som medvirker i Eva Marie Rødbros dokumentarserie Ponylove. Den handler om en gruppe teenagepigers venskab, tanker om livet og vigtigst af alt: forholdet til deres heste!
”Selv om du ikke ejer den, så føler du, at du gør, og elsker den, som var det din egen. Og hesten ved ikke, hvem der ejer den, så du kan bare lade som om,” lyder det på et andet tidspunkt i DR-serien.
Med de sætninger sættes fingeren på den voksende samfundsfornemmelse, at mange unge mennesker i dag går rundt og mangler noget i deres hverdag. Hvad der mere præcist savnes, er for stort et spørgsmål at besvare i seriens ni korte afsnit af seks til ti minutter.
Men undervejs bliver vi lukket ind i stalden og tankerne hos en række forskellige piger. Og det er ikke kun heste, som snakken går på.
De firbenede dyr fungerer dog som bindeled mellem pigerne og deres tanker, som flyder mere frit, når pigerne er i nærheden af deres hest og veninder. Så bliver det lettere at få sat ord på følelserne, og er der noget teenagere har, er det stærke følelser på de højeste nagler.
Ponylove bliver dermed andet og meget mere end en serie om heste. Men det er tydeligt, at Eva Marie Rødbro selv har en enorm kærlighed til dyrene.
Instruktøren fortæller i serien, at hun selv er vokset op som hestepige, og at det har betydet meget for hende.
Det er den verden, hun gerne vil udfolde for publikum. Ligesom i sin Filmskole-afgangsfilm Os der valgte mælkevejen – som kan ses på Ekko Shortlist og var nomineret til bedste dokumentar ved Ekko Shortlist Awards 2016 – seriefortsættelsen Prinsesser fra blokken og amerikanske I Love You I Miss You I Hope I See You Before I Die gør instruktøren det med umådelig stor kærlighed til sine medvirkende.
Med sin korte spilletid er serien lettilgængelig med et nyt tema for hvert afsnit. Den dunkende populærmusik i slutningen af hvert afsnit matcher tit den specifikke handling – som når pigerne højlydt synger med på Medinas Synd for dig.
Sigtet med serien har været at inspirere unge piger til i højere grad at dyrke fysiske fællesskaber frem for digitale.
Men Ponylove holder sig hele tiden på pigernes niveau og presser ikke noget ind i serien, som ikke føles naturligt for de medvirkende.
Derfor går det ikke ud over troværdigheden, når der i et afsnit er en opstillet situation, hvor en af pigerne med en dyne omkring sig snakker om kærlighed og knuste hjerter i en trillebør, som hun efter samtalen falder ud af.
Det fremstår dejligt ligefremt og upoleret. Man kan virkelig se, at hestestalden er et tilflugtssted for mange unge piger. Et helle fra familien, drengene og lektierne.
Voksenlivet banker på lige udenfor, men her og nu har de deres heste og veninder og kan i tryghed gennemgå hinandens mange tanker og følelser.
Har man aldrig selv været hestepige, bliver man ikke hevet helt ind i seriens noget indforståede univers. Men i den knap så hestespecifikke afdeling er det sejt at høre en af de medvirkende fortælle om sin oplevelse med mobning – og om, hvordan hun lærte at være ligeglad, fordi hun er, som hun er.
Det er nemt at gøre grin med hestepiger, og guderne skal vide, at de stadig bliver drillet. Mange af pigerne i serien påpeger, at de nødigt vil fortælle andre, at de betragter sig selv som hestepiger.
Med Ponylove giver Eva Marie Rødbro ordet ”hestepige”, som i mange år har været et nedsættende udtryk, lov til at sadle om. Hun viser titlens piger som stærke, følelsesfulde og kærlige personligheder.
Kommentarer