Et sted i Jane Campions The Power of the Dog er et brusende melodrama, som vi kun aner bag forstillet høflighed og angstfulde fortielser.
Personerne viser ikke deres følelser, men i uforsigtige øjeblikke glemmer de at skjule dem.
Filmen foregår i en machoverden i opbrud. Det storslåede bjerglandskab i Montana er i 1926 generationer væk fra den hårdhudede cowboyverden, som den bryske og uvaskede ranchejer Phil Burbank længes efter.
Han bærer stolt et lag af støvet sved som et trodsigt bevis på sin maskulinitet – og som en hørm, der holder andre på afstand.
Phil er i sit es i en tidlig scene, hvor han på en kro, til stor morskab for sine medhjælpere, mobber den følsomme tjener Peter. Men Phils ondskabsfuldhed giver bagslag, da hans bror George senere vender tilbage for at trøste drengens grædende mor, Rose.
Jesse Plemons og Kirsten Dunst danner også par i virkeligheden, og der er en helt naturlig ømhed over deres kurmageri som George og Rose. Deres forhold føles som et helle i filmens trykkende atmosfære.
Fotograf Ari Wegners bjergtagende, ravgyldne landskaber og Jonny Greenwoods forførende strygermusik skaber en stemning af indebrændt melankoli.
Da George kører sin nye brud hjem til ranchen, stopper de et øjeblik i bakkelandskabet. Hun lærer ham et par haltende dansetrin, før han bryder sammen i hendes arme. ”Det er så rart ikke længere at være alene,” snøfter han.
Det er et rørende øjeblik, men det er også afslørende. George ser Rose som en løsning på sin ensomhed. Filmens mennesker ser konstant forbi hinanden, og Jane Campion sætter fingeren på, hvordan frustrationer spreder sig som en pest.
Rose har svært ved at leve op til sin mands forventninger, da hun flytter ind på Burbank-brødrenes enorme ranch. Ikke mindst, fordi skinsyge Phil bekriger hende med alle våben.
Da George beder hende spille klaver for guvernøren, klimprer hun ubehjælpsomt, mens Phil i et tilstødende værelse spiller rent på sin banjo. Snart bliver samme melodi et sadistisk ledemotiv, da han fløjter den for at nedgøre hende, indtil hun slår sig på flasken.
Benedict Cumberbatch har aldrig været bedre end som den hadske meningstyran Phil, en sjælden skiderik i skuespillerens karriere fuld af sympatiske intellektuelle.
Phil opretholder sit skrøbelige selvbillede på andres bekostning, men Cumberbatch spiller ham med forståelse for en livslang selvfornægtelse.
Phil har en klassisk uddannelse bag sig, men han har kun afsky til overs for den moderne verden, hvis kasseformede automobiler er ved at trænge ind på prærien. Han liver kun op, når han taler om sin gamle cowboymentor Bronco Henry – og da han gradvis erkender et slægtskab med Roses søn, ranglede og kejtede Peter, der midtvejs gennem filmen vender tilbage fra sine medicinstudier.
Peter er på en måde filmens pirrende gåde, og Kodi Smit-McPhee spiller ham med et stenansigt. Phil bløder op over for ham, når historien samler sig om deres komplekse, betændte forhold. Måske er Peter den af dem, der er mest afklaret med sig selv.
Jane Campion slog allerede med The Piano fast, at hun har et af branchens mest følelsesmæssigt præcise billedsprog.
Det folder hun forrygende ud i The Power of the Dog med dvælende nærbilleder, der fungerer som stemningsmættede nedslag i personernes psykologi. En lædersadel poleres, blodstænk på kornaks og mørke skyer, der hænger tungt over højdedragene.
Kolæder og menneskehud. De betagende billeder er fulde af fortrængt homoerotik.
Men The Power of the Dog er nærmere Terrence Malicks sanselige Days of Heaven end Ang Lees homodrama Brokeback Mountain. Jane Campions fortællestil er sensuelt tilbageholdende, og hendes film er skabt som flygtige, potente smugkig gennem et nøglehul.
Kommentarer