Prey for the Devil

Startscenen i Prey for the Devil viser tydeligt filmens sans for at skabe isnende uhygge med overdrevne visuelle effekter.

Det er et flashback, hvor hovedpersonen Ann som barn holder sin dæmonbesatte mor på den anden af døren, mens moren banker løs. Til sidst brydes døren op, og i samme øjeblik klippes der væk.

Så langt, så godt – og skræmmende. Men det er analogien mellem moren og dørhåndtaget – der går fra fungerende til ødelagt – der virkelig sætter gyset i perspektiv i et uhyggeligt nærbillede.

I resten af Prey for the Devil følger vi den nu 25-årige nonne Søster Ann (Jacqueline Byers), som i den grad føler guds kald for at blive eksorcist. Hun er endnu ikke sluppet fri af skylden og sorgen efter at have mistet moren til en frygtelig dæmon.

Reglerne er dog klokkeklare: Dæmonuddrivelse er forbeholdt de mandlige præster.

Men da antallet af besættelser pludselig stiger på verdensplan, må kirken ty til nye løsninger. Her kommer en herligt ivrig og snarrådig Ann ind i billedet. Hun får lov til at komme i træning på en eksorcisme-skole og ender ansigt til ansigt med en dæmonisk kraft, som har taget plads i en ung pige.

Den ser ud til at trække spor til Anns mors dæmon.

Man kunne ønske, at den tyske instruktør Daniel Stamm havde skruet ned for de evigt benyttede og ofte dårlige gysereffekter. Han kunne med fordel have fulgt danske Tobias Lindholms tilgang i det psykologisk gribende drama The Good Nurse.

På den måde havde Stamm haft muligheden for at løfte emnet eksorcisme op på et nyt plan og fortsætte traditionen fra genrens hovedværk: William Friedkins Eksorcisten.

Det blev senest gjort, da James Wan brød igennem med gys på højt plan i hans The Conjuring-univers. Vi mennesker har alle dage været voldsomt fascineret af ondskaben, hvad end den manifesteres i dukker, objekter eller menneskekroppen selv.

Prey for the Devil ligner på mange måder en gyserfilm som de fleste andre, men der er en forfriskende ærlig tilgang til familierelateret sorg, som udfoldes i et velskrevet manuskript.

Samtidig bliver man konstant holdt oppe på dupperne af de åbenlyse, men effektive jump-scares, der er taget direkte ud af gyserdrejebogen.

Det er umuligt ikke at mærke pulsen stige, når man hører Søster Anns afdøde mors stemme hvisle ned ad gangen. Og det er hjertebankende spændende, når Ann i fuldt nonneudstyr sniger sig ind til en eksorcisme-time med den venlige Fader Quinn, spillet af Colin Salmon.

Når filmen dykker ned i de mørke mysterier om eksorcismens interessante historie, får filmen virkelig dybde.

Desværre er de visuelle effekter undervejs af en så amatøristisk karakter, at illusionen brister en smule. Selvfølgelig er det svært at skildre følelsen af at være besat og mærke djævlens tilstedeværelse uden at falde tilbage til udgaver, som er set før.

Men det er svært at lade sig rive med af unge piger, der kravler rundt på loftet, skriger skingert og bliver overtaget af djævlen, når det er set bedre og flottere mange gange før.

Værst bliver det i Prey for the Devil,da en patient i kirkens institution for besatte skifter fra at være uhyggeligt stille til pludselig at danse rundt med en lang, klam tunge viftede ud af munden. Det skal forestille ondskabens greb, men ligner mest en dårlig efterligning på YouTube.

Prey for the Devil harmonerer ikke helt, men dedikationen vil formentlig glæde både hardcore gyserfans og begyndere indenfor genren.