En streamingtjeneste skal gerne kunne forsyne sine abonnenter med true crime. Den populære genre har mange gange samlet folk foran tv-skærmen, og det ved Discovery Networks Danmark.
Medievirksomheden vil være landets førende på området og har derfor gransket en af de mest omtalte forsvindingssager i moderne tid.
Dokumentarserien har fået titlen Hovedmistænkt – Madeleine McCann-sagen og handler om Madeleine McCann, der som treårig i 2007 forsvandt fra forældrene på en solferie i Portugal.
Der er et godt stykke op til genrens højdepunkter, men tilrettelæggerne Peter Graae og Amalie Kaaris Lunds solide håndværk og detektivarbejde, der ligger til grund for dokumentarserien, resulterer i et gruopvækkende portræt af den formodede gerningsmand, Christian B.
Det er spændende tv – især hvis man ikke kender særligt meget til den opsigtsvækkende sag. I de to ud af tre afsnit, som denne anmeldelse er baseret på, bidrager serien kun momentvist med originale interviews og nye informationer.
Dokumentaren begynder i sommeren 2020, hvor det tyske politi valgte at navngive den hovedmistænkte Christian B – dog uden at sigte ham for forbrydelsen. Politiet har ikke håndfaste beviser, men en række forhold indikerer, at han kan være manden bag ugerningen.
I god afstand til det tyske retsvæsen, som tidligere havde dømt ham for pædofili og besiddelse af børneporno, huserede Christian B i den samme portugisiske kystby, hvor familien McCann var på ferie. Han stjal fra turister, solgte stoffer og voldtog en ældre kvinde.
Og han mobiltelefon var på gerningsstedet på det tidspunkt, hvor Madeleine McCann forsvandt!
Serien opruller det uduelige politiarbejde, der fra starten svækkede opklaringsarbejdet, og den dykker også ned i, hvad Christian B foretog sig de efterfølgende år.
Den i dag 44-årige, pædofile mand kædes sammen med en anden forsvindingssag af samme karakter. Og gennem hans uhyggelige adfærd i internettets mørke afkroge forstærkes mistanken om, at han må have haft noget med Madeleine McCann at gøre.
Dokumentaren, der allerede er solgt til en række lande, er et veldrejet studie i sexforbryderens natur. Stærkest er de dele, hvor det er lykkedes at grave noget nyt frem.
Som når en ekskæreste og en gammel ven giver et indblik i livet sammen med Christian B. Eller når tv-holdet formår at fange den fyrede portugisiske chefefterforsker i at lyve om sagens forløb. Det var efterforskeren, der i sin tid mistænkte McCann-parret for selv at have bortført datteren.
Visuelt er tv-dokumentaren ikke nogen stor oplevelse. Billedmaterialet er mildest talt beskedent. Det består hovedsagelig af gamle arkivbilleder, interviews, droneskud og dækbilleder af mennesker og bygninger.
Der er tilføjet slowmotion-effekter og dramatisk underlægningsmusik for at få pulsen hos seerne i vejret, men den type virkemidler virker ikke.
I betragtning af at der ikke kommer noget egentligt nyt på banen, er den danske afdeling af Discovery tæt på at love mere, end man kan holde.
Men en tv-dokumentar når bredere ud end de artikler, der er skrevet om Christian B, og derfor har serien bestemt sin berettigelse som en solid og velfortalt beretning om en skræmmende sag.
Kommentarer