Hvem kunne være bedre til at byde velkommen tilbage i biffen end Quentin Tarantino?
Alle, fra balstyriske teenagedrenge til pernitne akademikere, kan fortabe sig i hans mesterligt underholdende filmunivers.
Alle elsker QT.
Det er i hvert fald præmissen i dokumentaren QT8: The First Eight, som genfortæller skabelsesmyten om supernørden fra videobiksen, der demonstrerede en overnaturlig forståelse for filmsprog, så snart han trådte bag et kamera.
”Der er ingen som Quentin,” siger en stemme i introsekvensen. ”Der er kun Quentin!”
Og så er tonen sat for en ukritisk hyldest, der ikke går et spadestik dybere, end hvad man kan læse sig til på ”trivia”-sektionen på IMDb.
Vi hører fra nogle af hans producere, men de mest kulørte dele af fortællingen står hans skuespillere for. Michael Madsen virker forfriskende ydmyg, når han siger, at han nær havde takket nej til Reservoir Dogs, fordi han ville have hovedrollen, der gik til Tim Roth.
”Jeg ville gerne lade Harvey Keitel slå mig ihjel, men jeg skal sgu ikke skydes af Tim Roth!” siger han.
Filmen er inddelt i tre kapitler, der i kronologisk rækkefølge opruller Tarantinos første otte film med interviews og enkelte, særligt saftige anekdoter genfortalt med animation.
Giraffen glimter ved sit fravær, men han er repræsenteret med bonmot-agtige citater undervejs. Såsom: ”Hvis bare du er tilpas forelsket i film, kan du lave én, der er virkelig god!”
Floskler og heltedyrkelse.
QT8: The First Eight føles, som om den hører hjemme i en samleboks med instruktørens første film på dvd.
Der er muntre anekdoter iblandt og endda enkelte, vi mangeårige fans ikke har hørt før. Men instruktør Tara Wood har så travlt med at hylde sit idol, at hun glemmer at fortælle, hvorfor han er kontroversiel.
Ganske vist opruller hun pligtskyldigt nogle af de anklager mod ham, der er kommet frem i lyset af hans samarbejde og venskab med Harvey Weinstein. Vi ser Uma Thurmans biluheld under optagelserne af Kill Bill, der efterlod hende med varige mén, og vi hører Diane Kruger fortælle, at han virkelig kvalte hende, da de optog Inglourious Basterds.
Men dårligt nok har vi hørt om det, før stjernerne selv fejer hans dårlige opførsel til side. ”Jeg tænkte: Hvis jeg dør i dag,” siger Diane Kruger, ”så er det da i det mindste Quentin Tarantino, der slog mig ihjel!”
Harvey Weinstein er klippet ind hist og her, akkompagneret af dyster musik. Han er filmens store, grimme monster, men var også Tarantinos bonkammerat og mæcen gennem alle de film, der tages under behandling.
”Jeg vidste nok til, at jeg burde have gjort mere,” sagde Quentin Tarantino, da #MeToo-kampagnen begyndte at rulle, og for Tara Wood er det undskyldning nok til, at sagen er lukket.
Det skyldes måske, at Harvey Weinstein var med til at sætte dette dokumentarprojekt i gang, mens Quentin Tarantino arbejdede på The Hateful Eight!
Også i præsentationen af materialet føles instruktøren ofte som en benovet mikrofonholder – forblændet af stjernestøv. Filmen når frem til den konklusion, at Tarantinos succes også skyldes et loyalt hold af filmteknikere, der har samarbejdet med ham siden begyndelsen.
Hvorfor hører vi ikke fra dem?
Quentin Tarantino er en fascinerende skikkelse, der rager højt op i det amerikanske filmlandskab. Få kunstnere har samme gennemslagskraft, og hans succes skyldes vitterligt talent, entusiasme og en prægtig, filmisk klæbehjerne.
Og så kan han snakke, hvorfor det nærmest er en forbrydelse, at han ikke selv udtaler sig i filmen.
Men Tara Wood er ikke interesseret i Quentin Tarantino. Hun brænder for ”QT”, kongen af cool og sprængfarlige oneliners. Hendes fanportræt er energisk og ofte underholdende – men det føles, som om det hører hjemme på YouTube.
Kommentarer