En ung kvinde, der pyntet efter bedste rokoko-mode og alt for mange lag skørter, skændes med sin bror.
Året er 1761, og søskendeparret sidder i en drosche på vej fra den lille nordtyske by Mirow til London.
Hun vil helst aflyse turen og fortæller broren om hvalbarderne i korsettet, der sidder så stramt, at enhver forhastet bevægelse eller dyb vejrtrækning vil kunne lemlæste hende.
Med sammenbidt ansigt og henkastede øjne lader den utilfredse, syttenårige sig dog tale til fornuft. De fortsætter trods ubehaget, for de skal til hendes bryllup med Kong Georg III af Storbritannien.
Serien udspiller sig som en forløber for Netflix’ populære kostumedrama Bridgerton, der handler om kærlighed og intriger blandt 1800-tallets britiske adel.
Med fokus på den unge Dronning Charlotte (India Amarteifio) og hendes ægteskab med kongen (Corey Mylchreest) er der mange ligheder med den oprindelige series romantiske fortællinger.
Men i anledning af, at hovedpersonen bliver Storbritanniens første brune dronning, tildeles udvalgte af tronens brune undersåtter adelige titler og privilegier.
Det er kimen til den antiracistiske utopi, man som seer tager for givet i den oprindelige serie. Men det skaber også splid blandt den etablerede elite.
Som en af de ny-adlede vil Lady Danbury (Arsema Thomas) gerne være loyal over for dronningen, som hun oven i købet har et spirende venskab med. Ikke desto mindre er hun ambitiøs og vil se, hvor langt hun kan stige op i rænkespillet.
Der er mere på spil i Queen Charlotte: A Bridgerton Story, men serieskaberne Shonda Rhimes og Julia Quinn – der har skrevet ungdomsbøgerne om Bridgerton-slægten – bevarer letheden og det moderne tilbageblik på historisk pomp og pragt.
Hoffets allerede opulente indretning tilsættes mere sprudlende farver, moderne popmusik spilles af klassiske symfoniorkestre, og kostumerne kombinerer traditionel afrikansk udsmykning med europæisk rokoko.
Serien er allermest betagende, når øjenkontakten mellem Charlotte og Georg erstatter unødvendige replikker. Deres spirende kærlighed kommer til udtryk med en vals til en strygerudgave af Beyoncés Halo.
Georg III er historisk kendt som Storbritanniens gale konge. Et bedaget, stigmatiserende øgenavn, som med seriens moderne briller behandles mere skånsomt og nuanceret.
Levendegjort af Corey Mylchreest er han bogligt begavet, smuk, charmerende og ambitiøs. Han er som et fejlbarligt menneske i stand til at elske og blive elsket.
”Jeg er meget god til at knappe op,” lyder hans stemme kåd, når dronningen i hendes gemakker, sensuelt oplyst med et par stearinlys, viser sig frem i en pikant natkjole. Kjolens 1000 knapper er det eneste, der adskiller dem.
India Amarteifio er charmerende som Dronning Charlotte. Hun indfanger ungdommens hovmod og gejst, og samtidig udstråler hun visdommen, som også er til stede hos Golda Rosheuvel, som spiller den ældre udgave af dronningen i begge serier.
Det er næppe tilfældigt, at Michelle Fairley – bedst kendt som den herskersyge helikoptermor Catelyn Stark i Game of Thrones – spiller kongens overbeskyttende mor, enkedronning Augusta.
Hun befaler portrætmalerne at male dronningen lysere, end hun er, og er meget optaget af sine kommende børnebørns hudfarve. Det virker direkte inspireret af Meghan Markles udtalelser om racisme ved det britiske hof.
Med få undtagelser blev virkelighedens Dronning Charlotte også malet så hvid som nyfalden sne.
Kortvarigt kæmper serien med at finde sin egen stemme, der adskiller sig fra Bridgerton, med en mere eksplicit skildring af racisme og ulighed.
Men det lykkes Queen Charlotte: A Bridgerton Story at forvandle netop den slags historiske uretfærdigheder til medrivende spænding og underholdning i et forførende, smukt og mangfoldigt rokokounivers.
Kommentarer