Biografanmeldelse
27. juni 2021 | 10:37

A Quiet Place 2

Foto | Polly Morgan
Evelyn Abbott (Emily Blunt) gør alt, hvad hun kan, for at forhindre sin søn (Noah Jupe) i at sige en lyd, der vil få monstrene til at dukke op.

Historien og budgettet er større i opfølgeren til genistregen A Quiet Place, men når døden kommer tordnende i de naturskønne omgivelser, er det stadig ubeskriveligt skrækindjagende.

Af Helen O’Hara

A Quiet Place kom som lidt af en overraskelse i 2018, og det gør kun forventningerne til fortsættelsen endnu større. Ikke mindst, fordi vi nu har måttet vente et helt år længere end forventet på at få den at se.

Filmenes grundidé – blinde monstre fra det ydre rum jager alt og alle, der giver lyd fra sig – er stadig lige skræmmende. I den første film fokuserer instruktør og hovedrolleindehaver John Krasinski stramt på én families minutiøse overlevelsesrutine midt i rumvæsnernes postapokalyptiske jagtmark.

Men i A Quiet Place 2 maler han på et større lærred og skubber de overlevende hovedpersoner i nye og skræmmende retninger.

Filmen indledes med et flashback, der giver et glimt af Krasinskis nu afdøde patriark Lee Abbott. Det viser, hvordan hans familie overlevede rumvæsnernes første angreb.

En idyllisk amerikansk provinsby flås itu af de nærmest usårlige rumvæsner, og efterfølgeren er således fra start mere actionmættet end den første film. Fortsættelsen introducerer også Emmett (Cillian Murphy), en anden hårdfør, selvhjulpen familiefar, som bliver central for historien.

Efter det lille sidespring fortsætter filmen næsten nøjagtigt, hvor den første slap.

Sammen med sin nyfødte baby og sine halvstore børn, Regan og Marcus, forlader Evelyn Abbott (Emily Blunt) familiens havarerede hjem i håbet om at finde husly andetsteds i ødemarken. De følger signalbål, som verdens få overlevende tænder hver nat, og når frem til Emmett, der gemmer sig for monstrene i en forladt fabrik med et par lydtætte gemmesteder.

Han er fortvivlet. Han har mistet sin familie og er gået i hak.

Regan er ikke tilfreds med bare at gemme sig, men vil benytte det våben, der hjalp dem til at undslippe monstrene i første omgang. Hun begiver sig afsted efter et mystisk radiosignal, som kan føre dem alle i sikkerhed – eller bringe dem i endnu større fare!

Det er måske ikke helt så elegant et setup som i første film, der var mere fokuseret. Denne gang er familiemedlemmerne ofte adskilt, men Krasinski klipper frem og tilbage med sikker hånd, mens han strammer skruen med chokerende jump scares.

Mens Regan rejser ud for at redde verden, og Evelyn søger efter en måde at holde sit barn skjult, efterlades Marcus alene med spædbarnet. Hvert familiemedlem må overkomme sin sorg og frygt – og enhver trang til at nyse.

Evelyns stålsatte beslutsomhed er en naturlig udvikling for hendes figur og en skærende kontrast til den sorgramte Emmett, der tegner det ene billede efter det andet af den familie, han har mistet.

Noah Jupe formidler præcist Marcus’ skælvende panik, mens Millicent Simmonds’ Regan er mindre mut og mere målbevidst i denne omgang. Emily Blunt og Cillian Murphy er noget tilknappede i deres roller – de unge skuespillere får lov at bære historien.

Fortsættelsens højere budget betyder, at vi ser mere af de edderkoppe-ækle rumvæsner, men ellers er filmen næsten ubærligt smuk. Fotograf Polly Morgan indfanger landskabets solspættede skønhed og holder de rastløse personer i fokus i lange Steadicam-optagelser.

Når døden kommer tordnende i de naturskønne, fredelige omgivelser, virker det mere skrækindjagende end noget knirkende spøgelseshus nogensinde ville kunne være.

Det, der gør filmens monstre så frygtindgydende, er vores bevidsthed om, at vi mennesker er meget højlydte dyr. Det er også derfor, A Quiet Place 2 er en perfekt film til biografen. For hvert et stykke raslende slikpapir, hvert et forsigtigt host i salen, føler man sig ængstelig og sårbar.

Historien er større i denne omgang, men John Krasinski skaber stadig mareridt ved at aktivere vores urfrygt for selv den mindste lyd.

Trailer: A Quiet Place 2

Kommentarer

Titel:
A Quiet Place 2

Land:
USA

År:
2021

Instruktør:
John Krasinski

Manuskript:
John Krasinski

Medvirkende:
Emily Blunt, Cillian Murphy, Millicent Simmonds, Noah Jupe, Djimon Hounsou

Spilletid:
96 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
1. juli

© Filmmagasinet Ekko