Serieanmeldelse
19. aug. 2021 | 06:43

Rainbow

Foto | Emma Line Sejersen
Fanny Leander Bornedal er skøn som Molly, der giver sig til at opsøge mødrenes gamle klassekammerater for at finde ud af, hvem hendes biologiske far er.

Charmerende ungdomsserie dykker med energi og visuel opfindsomhed ned i, hvordan det er at vokse op i en regnbuefamilie.

Af Kjartan Hansen

”I dag er det Mollys fødselsdag,” synger gæsterne i kor og venter på, at hun puster lysene på kagen ud. 

For bordenden sidder den attenårige fødselar lidt mut og stirrer mod kameraet. For ikke at ødelægge den gode stemning bevarer hun smilet så godt, som hun kan. 

Før den store dag havde hun et ganske særligt ønske, som desværre ikke gik i opfyldelse. Seriens hovedperson er vokset op i et kærligt hjem med to mødre, men den unge kvinde længes efter en tilknytning til sin biologiske far, som hun ikke kender. 

Imidlertid er mødrene ikke klar til at tale med datteren om det. Hvilket dog ikke stopper hende. 

Klinikken, hvor moren angiveligt havde fundet en sæddonor, afviser at have familien i sit system. Så bliver Molly for alvor nysgerrig. 

Med klassefotos af morens gamle slæng fra RUC som eneste ledetråd starter Molly stædigt sin egen optrevling af, hvordan hun kom til verden. Noget tyder på, at hendes far er på et af billederne. 

Fanny Leander Bornedal er skøn som Molly. Teenagepigen har ben i næsen og giver ikke op, når hun møder modgang. Gang på gang opsøger hun morens gamle klassekammerater for at stille dem ledende spørgsmål og nægter at stoppe, før de har svaret. 

Hun ankommer stærkt bevæbnet med et uskyldigt smil, hvide løgne eller ren stædighed, som hun bruger efter behov for at få sin vilje, når hendes spørgsmål mødes med tavshed. 

Mollys bedste ven Tobias (Nikolaj Groth) står hende bi. Foruden at udfylde rollen som hendes trofaste følgesvend giver samværet hende anledning til glimtvis at lægge tristessen til side. 

I skønne, håndholdte optagelser nyder makkerparret sommeren i København. Verden omkring dem forsvinder, imens de drikker billig øl og slavevodka fra kiosken, spiller fodbold i en park og taler om forældre. 

”Dine mødre er der altid. Og jeg har en lortefar,” minder Tobias hende om. 

I stedet for at give omsorg overfører Tobias’ far ham jævnligt penge og køber ham designer-sko og et iWatch uden særlig anledning. De ses kun sjældent, og det er længe siden, de har talt sammen. 

Således bliver det en gennemgående morale, at selv om man kender sine biologiske rødder, er det ikke ensbetydende med, at man får et sundt forhold til dem. 

Instruktør og manuskriptforfatter Johannes Pico adskiller sig fra andre serieskabere, der vil dykke ned i unges weltschmerz. Modsat generation Z-dramaer som Euphoria og Generation har Rainbow et markant mere lyst udtryk med plads til sorgfri ungdom og fremtidsdrømme. 

I en scene afleverer Molly en trøje, som hun har stjålet fra en af morens venner. I stedet for en konflikt udvikler episoden sig legende let til visdomsord på tværs af generationskløften. 

Det klæder ungdomsserien, at instruktøren og hans medforfatter Tomas Lagermand Lundme deler fortællingen mellem teenagerne og deres interesse for en ældre generation. De er ivrige efter at se, hvor forskellige medlemmerne af morens slæng som unge i 90’erne i årenes løb er blevet. 

Altid fremragende Thure Lindhardt stråler som engang ambitiøs aktivist, hvis helbred nu forhindrer ham i at forlade lejligheden. 

Der diskes op med originale virkemidler som at lade Tobias bruge sin mobil til at filme de fleste af seriens optagelser. Hans ansigt er derfor kun synligt, når han vender kameraet om eller filmer sit spejlbillede. Det giver følelsen af at følge Mollys eventyr på Snapchat. 

Selv om man aldrig er i tvivl om, at Molly har haft en god opvækst, hersker der i seriens første halvdel et ensidigt negativt syn på at vokse op i en regnbuefamilie. 

Det ændrer sig undervejs, men de indledningsvise problemer kommer til at fremstå som som en lovligt forceret måde at skabe drama. Men som et indblik i en bramfri teenagers fragmenterede liv fanger serien en ungdommelig energi, mens den viser, at familie også er noget, vi vælger.

Kommentarer

Titel:
Rainbow 

Land:
Danmark 

År:
2021 

Instruktør:
Johannes Pico 

Manuskript:
Johannes Pico, Tomas Lagermand Lundme 

Medvirkende:
Fanny Leander Bornedal, Nikolaj Groth, Thure Lindhardt, Peter Plaugborg, Jakob Fauerby, Caspar Philipson, Susanne Storm 

Spilletid:
Syv afsnit af femten minutter 

Anmeldelse:
Syv afsnit 

Premiere:
15. august på TV 2 Play

© Filmmagasinet Ekko