Streaminganmeldelse
21. juni 2020 | 23:01 - Opdateret 23. juni 2020 | 10:22

A Rainy Day in New York

Foto | Vittorio Storaro
Chan (Selena Gomez) og Gatsby (Timothée Chalamet) mødes en regnvejrsdag på Manhattan, som Woody Allen mere end nogen anden har formet i offentlighedens bevidsthed.

Woody Allens seneste newyorkerfilm er et substansløst alderdomsværk, der mageligt har lagt sig ind imellem Netflix’ andre usjove, romantiske komedier.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Dybt at falde. 

Efter flere års skandale, hvor stjernerne har undsagt filmen og biografdistributørerne kastet den fra sig, er Woody Allens seneste film i al ubemærkethed blevet smidt på Netflix, der endnu engang tjener som Hollywoods forgyldte skraldespand.

Jeg opdagede kun A Rainy Day in New York, fordi den for mig ukendte person, der snylter på min Netflix og åbenbart har hang til pladderromantik og tomme reality-kalorier, gav op halvvejs igennem at se den, og algoritmen foreslog, at jeg så den færdig.

Det var der for så vidt ingen grund til at gøre.

Ikke nok med, at filmen er et fantasiløst genopkog af Allen’ske karakterer og vittigheder. Den er faktisk desværre også et argument for, at den engang så morsomme og indsigtsfulde menneskekender burde gå på pension.

Rollelisten er måske nok tætpakket med skuespiltalent, men ingen af karaktererne føles som virkelige mennesker.

Timothée Chalamet er en fremragende skuespiller, men han er – trods pjuskhåret charme – ingen god Woody-suppleant i den ene hovedrolle som den selvoptagede speedsnakker med det usandsynlige navn: Gatsby Welles.

Og Elle Fanning, der spiller hans kæreste Ashleigh, bruger det meste af filmen på at være hvinende benovet over de fine kredse, ældre mænd med smag for blåøjede, lyshårede pigebørn lukker hende ind i.

Gatsby har netop vundet stort i onlinepoker og planlægger en solrig dag med ødsle Manhattan-eventyr for dem begge. Dog på behørig afstand af hans mor, som er for snobbet, selv for tweed-klædte Gatsby, der som det mest selvfølgelige namedropper europæiske tænkere over for sin tomhjernede kæreste.

Hans planer bliver forpurret, da Ashleighs eksklusive interview med en genial, selvhadsk filmskaber udvikler sig til en række halvlumre møder med filmbyens elite.

Gatsby støder i mellemtiden på en gammel bekendt, der er i færd med at optage en kortfilm, og han bliver modstræbende hvervet til at kysse med Chan (Selena Gomez), hvis søster han plejede at date.

Man får ingen point for at gætte, hvordan kabalen går op til sidst, for det er hende, han står med på plakaten.

På sin vis er A Rainy Day in New York behageligt velkendt. Den aldrende instruktør er stadig en charmerende guide rundt i den storby, han er rundet af, og som han mere end nogen anden har formet i offentlighedens bevidsthed.

Og enkelte af hans far-vittigheder aflirer også et smil. Som når Ashleigh fortæller om sine forældres begejstring, da de første gang var på Manhattan: ”Mine forældre kunne dårligt nok tro, at man kunne købe både en Birkin-taske og et Rolex-ur fra et tæppe på gaden. Og for kun 200 dollars!”

Det er manuskriptet, der får Woody Allens film til at briste eller bære. Ikke mindst fordi den produktive veteran har samlet et hold af branchens dygtigste håndværkere omkring sig.

Mesterfotografen Vittorio Storaro har været en uvurderlig samarbejdspartner siden Café Society. Her øjner han historiens potentiale for regnvåd romantik, og bringer den frem med en ekspressiv brug af gylden belysning og bløde skygger.

Særligt et køligt helle på det majestætisk finkulturelle Metropolitan Museum of Art lader Timothée Chalamet og Selena Gomez finde en sprække ind til den spirende romance mellem rollerne.

Ganske som i et andet museumsbesøg i mesterværket Manhattan bliver mødet med andres kunst en anledning for os til at forstå Woody Allens. Instruktøren har aldrig lagt skjul på sine referencer. 

Instruktøren har gennem sin lange karriere signeret nogle af filmhistoriens vittigste, morsomste og mest rørende skildringer af menneskedyrets kærlighedskvababbelser – fra Annie Hall over Hannah og hendes søstre til Små og store synder. At han omtrent hvert år har skabt en ny film, har gjort ham til en af branchens mest produktive filmskabere, og i sine gyldne perioder har han ramt mere plet end ved siden af.

Men A Rainy Day in New York slår From Rome With Love som hans mest dilettantiske og intetsigende lystspil til dato. Det er en uoplagt selvparodi, der selv efter de senere års fade melodramaer og komedier er forbløffende intetsigende.

Det er også en film, der er påfaldende ude af trit med tiden, selv hvis man ser nådigt bort fra det faktum, at Elle Fanning går som en stafetstav mellem fyre, der er mindst tyve år ældre end hende.

Tag nu bare måden, Chan punkterer Gatsbys rosenrøde forestillinger om forholdet til hendes søster: ”Hver gang du ringede, og jeg tog telefonen, stod hun og viftede med armene: ’Jeg er her ikke!’”

Det er pudsigt, at en mand med børn i tyverne tilsyneladende ikke har hørt om mobiltelefoner. Eller måske har han bare glemt dem?

Skandalestemningen omkring Woody Allen har efterhånden gjort ham til lidt af en paria i filmverdenen, og mange vil af principielle årsager lade A Rainy Day in New York passere ubemærket.

Resten bør gøre det samme, men af andre årsager.

Trailer: A Rainy Day in New York

Kommentarer

Titel:
A Rainy Day in New York

Land:
USA

År:
2019

Instruktør:
Woody Allen

Manuskript:
Woody Allen

Medvirkende:
Timothée Chalamet, Selena Gomez, Elle Fanning, Liev Schreiber

Spilletid:
92 minutter

Premiere:
1. juni på Netflix og andre streamingtjenester

© Filmmagasinet Ekko