Tretten fodboldspillere – alle teenagere fra ungdomsholdet Vildsvinene i provinsen Chiang Rai i det nordlige Thailand – blev i 2018 fanget i det karstiske hulesystem Tham Luang Nang Non i den nationale skovpark Tham Luang-Khun Nam Nang Non.
Hele verdens øjne blev rettet imod Chanin Wibunrungrueang, Phanumat Saengdi, Duangphety Phromthep og deres ti kammerater, som sammen med holdets træner Ekkaphon Chanthawong pludselig var i livsfare.
De var rejst ind i det 10,3 kilometer lange system af huler, som straks efter deres entre blev oversvømmet af vand på grund af monsunens regn.
Det originale nyhedsformat bliver normalt kaldt for ”barnet i brønden” og stammer fra den engelske presse, som engang dækkede en historie om et barn, der var faldet i en brønd, og som det så ud til, at ingen kunne hjælpe ud.
Den historie har vi siden hørt igen og igen og igen.
Mennesker ender i problemer et eller andet afsidesliggende sted – i en brønd, en ubåd, på en bjergtop eller som her dybt inde i en hule afskåret fra omverdenen af oversvømmelse. De kan ikke hjælpes, og imens uret tikker, følger vi alle de ofte fejlslagne forsøg på at redde de nødstedte.
Instruktørerne Elizabeth Chai Vasarhelyi og Jimmy Chin fortæller historien på en spændende måde, fordi de starter med totalt kaos i titelsekvensen, inden de ruller hele historien kronologisk ud, samtidig med at de begynder et uventet sted.
I England sidder den pensionerede brandmand og huledykker Sir Richard William Stanton – der blev adlet for sin indsats – og hører om ulykken. Og sammen med en række kolleger tager han ned og hjælper The Royal Thai Navy med at få drengene ud.
Selve redningen er dramatisk, fordi drengene skal bedøves og så at sige sejles ud med dykkermasker på under vand. Man frygter, at de vil dø undervejs. De kan slå hovedet imod en klippe, de kan tabe masken, bedøvelsen kan være for stærk til de små drenge – én af dem vejer bare 29 kilo på grund af de to ugers sultekur i undervandsgrotten.
Rent teknisk er filmen lavet af enestående optagelser.
Dykkerne tog fra starten kameraer med ind i grotten, og billederne af drengene, som efter to uger ser dykkerne dukke op af vandet, gør enhver tilskuer nærmest flæbende.
”Vi er sultne. Har I noget med, vi kan spise? Må vi komme med ud?” spørger drengene, som samtidig igen og igen siger ”thank you”.
Billederne går verden rundt.
Siden kan man på grund af dykkernes dokumentation følge redningen – og alle problemerne – live. Men samtidig bruges der nyhedsklip fra hele verden og nogle ret fantastiske 3D-modeller, så man for alvor begynder at forstå, hvor afsindigt et sted, drengene er endt.
De er dybt, dybt inde i kalkstenshulen.
Af en eller anden besynderlig grund får drengene slet ingen stemme i filmen – bortset fra de små replikker og brudstykkerne, vi hører om deres sammenhold.
Det er for eksempel drengene selv, der beslutter, at den dreng, der bor længst væk, skal ud først. Så den, der bor næst længst væk og så videre. For så kan de give besked til familierne i landsbyerne, når de alligevel kommer forbi på vejen hjem!
Omvendt tegner filmen et overraskende fint billede af dykkerne og deres personlighed. De er alle sammen nørder, indadvendte og en af dem bekender åbent, at han faktisk nok er følelsesmæssigt afstumpet og bedst til at være helt alene.
Men pludselig tager skolegårdens mobbeofre revanche. På skift lyser de op i et smil og fortæller om, hvordan det er at gå fra at være marginaliseret og weird til at være dagens helt.
”Jeg blev valgt sidst til cricketholdet, men jeg blev valgt først til huleredningsholdet,” som en af dem stolt siger.
Filmen er rørende og interessant, men det er, som om spændingen ikke rigtigt indfinder sig. Måske fordi man på forhånd ved, at det hele lykkes. De eneste, som på tragisk vis undervejs omkommer, er to voksne dykkere.
Kommentarer