Første sæson af Reservation Dogs – anmeldt til fem stjerner i Ekko #89 – sluttede med, at to af hovedpersonerne, Elora Danan og Jackie, kørte mod Californien uden resten af gruppen.
I starten af anden sæson følger serien deres roadtrip.
Imens leder vennerne Willie Jack, Cheese og Bear hjemme i landsbyen efter én, der kan bryde den fejlslagne forbandelse, som de har fået en selverklæret troldmand fra den lokale bar til at kaste på Jackie.
For udenforstående lyder det nok komplet uforståeligt. Man bliver da heller ikke taget i hånden af serien om livet for de indfødte amerikanere, der udgør titlens reservatshunde.
Det tager nogle afsnit, før men er inde i jargon, udtryk og familieforhold. Men det er skønt at føle, at man som seer kan gå på opdagelse frem for at være under opdragelse. Derfor giver en tidsinvestering i serien tifold igen.
I fortsættelsen lykkes Reservation Dogs med at få sit miljø til at vokse ved at give mere plads til nogle af dem, der stod i baggrunden i første sæson.
Vi får indsigt i flere personer, og de unges syn på livet i reservatet bliver mere nuanceret. Hvor første sæson handler om at flygte, gælder det i anden sæson om at finde ud af, hvad man flygter fra.
Elora, Bear, Cheese og Willie fungerer godt som en lille bande i første sæson. Billedet af dem i jakkesæt er næsten blevet synonymt med seriens visuelle identitet.
Men de kommer virkelig til hver deres ret, når serieskaber Sterlin Harjo og hans berømte partner Taika Waititi i anden sæson bryder hovedpersoner op og lader dem eksistere og interagere mere med andre end hinanden.
Sæsonens stjerne er Willie Jack (Paulina Alexis), der virkelig får lov til at stråle som både ondsindet teenager og livsklog fortæller.
Eloras afdøde mor Cookie får også en gennemgående sidehistorie, der belyser, hvordan de voksne har håndteret sorg og skyld gennem årene. Temaerne arv, ansvar og slægtskab forløses endnu bedre med inddragelsen af forældregenerationens traumer.
De fire venner begår langt mindre kriminalitet i anden sæson og er begyndt at bygge op i stedet for at rive ned, som ånden William Knifeman lærte Bear, at man skal. Men det klæder sæsonen, at den ikke glorificerer det amerikanske lavtlønsarbejdsmarked, bare fordi det er en lovlig måde at tjene penge på.
Reservation Dogs holder fast i sin stil og tone.
Serien har stadig et hverdagsagtigt præg med et frisk pust af noget spirituelt. Kameraarbejde og klipning bliver brugt til at fremkalde ånder, forfædre og hallucinationer, så de spirituelle elementer visuelt og narrativt glider sømløst ind i det almindelige liv.
Der balanceres på imponerende vis mellem vanvidshumor, underspillet komik, almindelig tristesse og dyb fortvivlelse. Især seriens ottende af ti afsnit, hvor reservatbetjenten Big og autoophuggeren Kenny Boy deler et syretrip, burde ikke fungere, men gør det alligevel.
Afsnittet byder på en kontrastfyldt blanding af Bigs smertefulde minder og opdagelsen af en kolonialistisk sekt, der har sex med døde fisk. Det kommer til at hænge sammen, fordi universets uforudsigelighed og tonale sving bæres af karaktererne og de medvirkendes alsidighed.
I løbet af serien får både de stille, de skøre, de dumme og de sure lov til at vise en anden side af sig selv, fortælle en god joke eller vokse lidt som mennesker.
Reservation Dogs er først og fremmest en fantastisk serie, fordi den har et elskeligt persongalleri, som den ved, hvad den vil med. Der er masser af spændinger og konflikt, men som regel bliver det set fra begge sider.
Valget mellem at blive, hvor man er vokset op, eller sikre sin egen fremtid, er sjældent blevet så indtagende skildret som her.
facebook
twitter
Kommentarer