Hvorfor ser vi fodbold? Det spørgsmål stiller enhver fodboldfan sommetider sig selv.
Spørgsmålet simrer også under en ny DR-dokumentarserie. Den ser fodbold som krig. Træneren rykker spillerne frem. Vinderen har ret. Ud fra den tankegang er det på sin plads med schwungtitlen Ricardo – Verdens bedste træner.
Richard Møller Nielsen med det iltre temperament og de underholdende sprogbilleder stod bag en af de største fodboldsensationer i historien. Danmark kom til EM på et afbud i 1992. Og vandt.
DR-journalist Jonatan Placing har tilrettelagt et hyldestportræt over fire afsnit. Desværre er fortællingen ude af fokus.
I det første afsnit, ”Faneflugt”, ser vi, at det er Michael og Brian Laudrups selviskhed, som gør Ricardo upopulær. Det koster hele Danmarks landshold kvalifikationen til EM-slutrunden. Senere kommer vi dog med, idet der udbryder krig på Balkan.
Heldigvis er landstræneren et fynsk bøgetræ, som ikke svajer i mediestormen. Han har forudset udtagelsen og er klar til at hjemtage pokalen.
Gik man og troede, at en fodboldtræners vigtigste evne er at udnytte spillernes kompetencer og få dem til at fungere som et symfoniorkester, kan man godt tro om.
Laudrup’erne forlader landsholdet. De passer ikke ind. Brian vender tilbage, men Michael bliver i FC Barcelona. Her er han en af verdens bedste spillere.
Senere argumenterer Richard Møller Nielsen for vilje frem for ”boheme-mentalitet”.
Det er en mærkværdig præmis, når vi i dag ved, at Danmark blandt andet vandt EM, fordi Ricardo satte spillere som Brian Laudrup og Flemming Povlsen fri i de afgørende kampe.
Han var menneskekender. Den kvalitet træder kun frem få gange i Ricardo – Verdens bedste træner.
Da landsholdet begynder at vinde, oplever vi i tilbageblik den modstand, landstræneren møder på de indre linjer. Andet afsnit, ”Ydmygelsen”, fortæller om, hvordan han nær aldrig havde fået jobbet.
Ricardo – Verdens bedste træner ser på sin hovedperson som manden med de vise sten. Efter kampene tager han spillerne med på McDonald’s og spiller minigolf.
Det er ikke første gang, den ikoniske træner sættes under filmisk lup. I Sommeren ’92 spiller Ulrich Thomsen massevis af facetter frem i ham. Flere rekonstruktionsscener i de to første afsnit af Ricardo – Verdens bedste træner ligner en kopi.
Men så sker der noget!
I tredje afsnit, ”Jernvilje”,krydsklippes der mellem hovedpersonens fynske opvækst og EM-semifinalen mod Holland. I glimt svimler det menneskeligt og fodboldfantastisk for øjnene. Hidtil usete billeder og lydklip hjælper til.
Ricardo fortæller selv. Kimen til den kyniske vindermentalitet bunder i bitterhed. En smule perspektiv dæmrer med afstikkere til trænerens inspirationskilder fra den vesttyske fodboldskole. Hjemmevideomateriale blander sig med stemmer, der analyserer hans personlighed.
Det sprælske fordufter dog igen, da fjerde afsnit, ”Triumf”, indfinder sig. Klaphat-hyldesten vender tilbage. Det ligner et forsøg på at vække nationalfølelsen inden EM-slutrunden i Tyskland i juni-juli.
Richard Møller Nielsen forblev bitter, fordi vi ikke værdsatte ham ordentligt. Men er kollektivfornemmelsen, hvor alle skal indpasse sig det fælles bedste uanset metoden, virkelig essensen af fodboldens magi? Og hvordan flugter det med et fodboldmenneske, der gik sine egne veje?
Fodbold er en kompleks sportsgren. Den kan diskuteres filosofisk, men også forstås uden nogen idé om, hvad reglerne er. Og det må lige så gerne ligne ballet som krig. Ellers ville vi ikke blive forført af spillet.
Ricardo – Verdens bedste træner finder aldrig ind til sin egen kerne. Den vil hellere hylde end finde frem til, hvilket fodboldmenneske Ricardo var.
Vi får aldrig noget svar på, hvorfor han skulle have været verdens bedste fodboldtræner, som serien hævder.
Kommentarer