Ægteparret – den ældre Mort Rifkin, professor i filmvidenskab, og hans yngre kone Sue, pr-medarbejder i filmbranchen, er sammen taget til den spanske filmfestival i San Sebastian.
Hun er på job med en ung, fransk filminstruktør, Philippe, som hun har mere end professionel interesse i.
Husbonden er med som det tynde øl. Eller rettere det tredje hjul til et engagement med konen og hendes protege.
Mens hun promoverer om dagen og især natten, dalrer hendes mand formålsøst rundt i byen. Så får han ondt i hjertet og opsøger en læge, der viser sig at være en smuk kvinde i et ulykkeligt ægteskab.
Hun vil gerne vise ham sin by. Det gøres på en dag, hvor alt siden vender og drejer sig i alle andre retninger end de gængse hjemme i USA.
Efter en del ligegyldige film er Rifkin’s Festival faktisk en af Woody Allens bedre i lang tid, selv om meget af handlingen er kendt stof.
Hovedpersonen diskuterer sit hypokondriske helbred, det at være en sand jøde, om gud er død og andre traumatiserende temaer og komplekser. Samt de store filmkunstneres egenart og inspiration for Allen selv.
Og som mange af Allens senere film foregår Rifkin’s Festival i en europæisk kulturby. Vi har været i Paris, London, Rom og Barcelona, nu er turen kommet til San Sebastian, og det handler igen om at være en simpel amerikaner i det sofistikerede Europa.
Mens Mort således indser, at han er den indbildske hanrej på udebane, gennemlever han i drømme og dagdrømme sit liv som sort-hvide scener fra Woody Allens store forbilleder.
Det starter med Morts liv som en parodi på Orson Welles’ Citizen Kane, hvor Rosebud bliver til Rose Budnick. Så bevæger vi os op igennem livet, som om François Truffaut, Jean-Luc Godard, Federico Fellini, Claude Lelouch, Luis Buñuel og især Ingmar Bergman har sat det i scene.
Bergman får hele tre sekvenser. Persona, sågar på svensk uden undertekster, Ved vejs ende med Mort som den gamle professor, der smerteligt ser tilbage, og endelig Christoph Waltz som den sortklædte, skakspillende Døden i Det syvende segl.
Dertil kommer, at Woody Allen også citerer egne film. Så der er nok at gå efter, hvis du er filmbuff.
Rifkin’s Festival er på mange måder en metafilm. Den udspiller sig ikke bare under en filmfestival, men drejer sig også om film som enten dyb livsanskuelse eller overfladisk underholdning.
I en scene for svorne cineaster forsvarer den unge franske instruktør de amerikanske instruktører Frank Capra og John Ford med deres folkelige håbefuldhed og ukuelige Hollywood-humanisme, mens Mort hylder den intellektuelle, men spekulative europæiske film, der har gjort mediet til mere end levende billeder.
Woody Allens værker pendler mellem de to fløje.
Hans tilbagevendende hang til banal eksistentialisme om livet som et suk i sivet, melder sig lidt rigeligt her. Men understreger for mig igen, at hans hjemmebane bestandigt er det amerikanske underholdende. Han vil både gavne og fornøje.
Den altid seværdige karakterskuespiller Wallace Shawn har overtaget Allens rolle som den sarkastiske og superneurotiske Jeronimus. Det gør Shawn faktisk godt. Han spiller solidarisk den enfoldige amerikaner, der erkender, at han står tilbage på tilværelsens perron, mens andre er steget på toget til en ny station i livet.
Gina Gershon (Bound) er fremragende. Med distancerende charme og kærligt klarsyn er hun den modne hustru Sue, som ikke vil forlade festen før tid. Endelig er Elena Anaya – kendt fra Almodóvar-film – den smukke læge, som er gift med en sidebollende hidsigprop af en kunstmaler.
Rifkin’s Festival er skabt, mens Woody Allen har befundet sig i karrierens største krise. På grund af adoptivdatteren Dylan Farrows beskyldning om et seksuelt overgreb for 29 år siden er instruktøren persona non grata i Hollywood.
Efter verdenspremieren på San Sebastian i september 2020 er den kun blevet vist i biografen i ganske få lande. De tider, hvor Allens film på forhånd var sikret dansk distribution, er også forbi.
Det er da heller ikke nogen stor film. Men skulle Rifkin’s Festival blive 85-årige Allens sidste, er det ikke den værste at gå på.
Kommentarer