Riget Exodus

Lars von Triers film har ofte været lettere at beundre end at holde af.

Det gælder særligt hans seneste storværker, Nymphomaniac og The House That Jack Built, der er provokerende diskussionsfilm med mange lag og flere sidespor.

Men med Riget kommer han sit publikum i møde. Både i de to gamle sæsoner, hvor han steg ned fra kunstfilmens bjerg for at forkynde sine landsmænd et folkeligt gennembrud, og i Riget Exodus, hvor han går på kompromis med virkeligheden for at færdiggøre sin kultdyrkede hospitalsgyser.

Der ligger en vigtig pointe i, at serien ikke hedder Riget III. Tredje sæson af Riget kunne umiddelbart ikke realiseres, da for mange af skuespillerne var gået bort.

Riget Exodus er med sine fem afsnit derfor at betragte som et ekstranummer og en nådegave til gamle fans, der – som Bodil Jørgensens søvngænger Karen i seriens metaindledning – har følt sig snydt af de forrige sæsoners infernalske og irriterende nævenyttige cliffhangers.

”Det er da ikke nogen slutning!” korser hun sig og fikserer sig selv til sengen for at falde i søvn.

Det husker hun måske fra Idioterne, for hun er den samme Karen, der dengang lærte at mærke sig selv i mødet med sin indre idiot. En uvæsentlig detalje, men helt i tråd med seriens tematik om at følge gamle historier til dørs.

Karen vågner om natten og tager en skæbnens taxa til Rigshospitalet – bestilt af det gode eller det onde. Hun føler sig kaldet dertil af Lillebror, der drukner, og hvirvles snart ind i hospitalsgangenes sepia-søsyge tosserier.

På neurokirurgisk afdeling har den tiltrædende overlæge Stig Helmer Jr. arrogant foragt for skvatdanskernes medicinske niveau, men får en kølig modtagelse og øgenavnet Halmer af sine danske kolleger: Kun halvt så god som sin far, der blev spillet af legendariske Ernst-Hugo Järegård.

Men Mikael Persbrandt er god. Særligt i scenerne, hvor hans svenske kollega Anna (Tuva Novotny) lægger heftigt an på ham, før hun runder af med de fem ord, man frygter i enhver kontorflirt: ”Du hører fra min advokat!”

Det fører ned til dametoiletterne, hvor Alexander Skarsgård i rollen som en advokat har praksis. Samme sted rådgav skuespillerens far, Stellan Skarsgård, i rollen som en anden svensk advokat Helmer Sr. til at benægte og forhale alle beskyldninger.

I en morsom scene hyler advokaten som en ulv, mens den yngre Helmer forklarer, hvordan han og kollegaen nøje forhandlede antal lårballer, der måtte klaskes. Men piben fik en anden lyd, da han sendte hende samtykkeerklæringen. Advokaten råder ham til at indgå forlig, da han også repræsenterer den krænkede part.

Lige dér tænker man, at Järegård ville have spillet scenen på samme måde som Persbrandt: forfjamsket, indigneret, arrig.

De nye karakterer er parafraser over de gamle med væsentlige forskelle.

Den danske overlæge Dr. Pontoppidan (Lars Mikkelsen) er et nøk mere udspekuleret end joviale Moesgaard, mens den koleriske Dr. Naver (Nikolaj Lie Kaas) veksler faretruende mellem den imødekommende Dr. Krogshøj (Søren Pilmark) fra Riget og den arrige zombie, han forvandles til i Riget II.

Som da han lover Karen, der er indlagt for at få ”studset frontallapperne”, enten at skære hendes hjerne til biksemad eller hver dag at fodre hende med kattetunger.

Det nye hold af skuespillere er skarpe og skægge, og de gamle spøger også i kulisserne.

Mogge (Peter Mygind) scooter rundt på gangene med omvendt propelkasket og egne ærinder, og Dr. Krogshøj skuler omkring med skriggrøn hanekam. Sygeplejersken Camilla (Solbjørg Højfeldt) har samme livstrætte attitude, lægen Judith (Birgitte Raaberg) er nu på kardiologisk, og sekretæren Fru Svendsen (Birthe Neumann) hvirvler stadig omkring og i vejen for hospitalets løbske egoer.

Henning Jensen fylder mest i sin glansrolle som Bob, direktøren for det hele, der bjæffer forurettede dessiner, mens han forgæves lægger syvkabale på computeren og græmmes over, at Skejby med deres partikelkanon har overhalet Riget som landets førende sygehus.

Riget Exodus er et selvsikkert slingrende værk, der føles som en exodus – en udvandring – af det tankemylder, som må have hobet sig op i Triers hoved: Hvor skulle historien gakke sig hen, og hvilke offentlige instanser og samtidshyklerier fortjente en kærlig opsang?

Serien er fuld af sprælsk satire over krænkelseskultur, kønsneutralitet, bureaukrati, gammelmandsvælde, digitalisering, djøf’ere og ikke mindst sig selv, når den med det drilske metagreb sætter en kile imellem publikum og fiktionen. Og da det hele truer med at gå op i hat og briller i det kunstneriske venstrehåndsarbejde, som Trier engang kaldte originalserien, træder ånderne i karakter.

For sideløbende med svenskerkrigene på neurokirurgisk forsøger Karen sammen med Bulder (Nicolas Bro), der egentlig hedder Balder, at finde frem til Udo Kiers godsindede dæmonbaby Lillebror, som hun kan mærke, har brug for hende.

”Det er til jul, det sker,” varslede Morten Rotne Leffers’ opvasker i Riget II, og den nye serie foregår netop i adventstiden, inden porten til Riget skal åbne sig på ny. Kaos hersker, som ræven i Antichrist sagde til Willem Dafoe, der her dukker djævelsk op for at føre an i de forbandedes dansetrup.

Undervejs kunne man ønske, at Trier ville sit publikum det lidt mere ondt end godt.

Han kan forurolige og forstyrre som ingen anden instruktør, men selv om Karens jagt på mysteriernes løsning fører til nogle af seriens mest skrækindjagende billeder, er u-hyggen langt hen ad vejen til at overse.

Riget Exodus er særligt gavmild i de sidste afsnit, hvor alle tråde samles i en passende grandios finale, og Trier og hans blændende filmhold efter bedste evne og humør forsøger at besvare de brændende spørgsmål, vi har siddet inde med i 25 år.

Han styrer skuden i mål med overlegent håndelag og en lang karrieres erfaring med det monumentale. På sin egen måde og med et djævelsk glimt i øjet.