I animationsfilmen Rød sker der noget vildt. Hovedpersonen Mei skriger, så det runger fra badeværelset. Hendes mor iler ud for at se, hvad der er los.
Bag bruseforhænget gemmer Mei sig. I løbet af natten er hun blevet forvandlet til en gigantisk rød panda. Men det er ikke det vildeste. Det er, at moren begynder at forsyne datteren med varmepude, Panodiler og bind.
Hun tror nemlig, at Mei har fået sin første menstruation.
Selv om cirka halvdelen af os har det, bliver menstruation sjældent italesat på film og endnu sjældnere på en så naturlig og fin måde som i Disney og Pixars nye animationsperle.
Men menstruationssnakken mellem mor og datter er kun en af mange ting, der gør Rød til en særlig oplevelse. Med legesyg animation har instruktør Domee Shi skabt en ungdomsfortælling, der både fremkalder grin og får tårerne til at vælde frem.
Rød foregår i 2002 i Toronto og følger den trettenårige, pligtopfyldende Mei Lee. Med rapper-attitude og håndtegn præsenterer hun sig selv i filmens første scene, hvorefter hun snubler midt på fortovet!
Mei bor i byens Chinatown med sine kinesisk-canadiske forældre, som hun hver dag efter skole hjælper med at drive et tempel. Hun har et særligt tæt bånd med moren, der svæver som en høg over Mei og propper en dumpling i gabet på pigebarnet, så snart hun træder ind ad døren.
Alt ånder fred lige, indtil Mei en dag vågner op som en kæmpe, lodden panda. Det viser sig, at der hviler en slags forbandelse over kvinderne i Meis familie, som begynder omkring teenagealderen.
Hver gang de ikke kan styre deres følelser, forvandles de til en rød panda!
Den eneste måde forbandelsen kan ophæves er ved et ritual, hvor pandaen skal uddrives. Men selv om pandaen er rimelig belastende i starten, begynder Mei lige så stille at holde af dyret og bruge det til sin fordel.
Sammen med sit trofaste slæng af venner tager hun betaling for pandakrammere og merchandise, så de kan skrabe penge sammen til en koncert med boybandet 4*Town – en pendant til grupper som Nsync og Backstreet Boys.
Vennernes fascination af 4*Town understreges sjovt, ved at de bogstavelig talt bliver blændet af et blad med bandet på forsiden.
Søskendeparret Billie Eilish og Finneas leverer ørehængere til filmens boyband, så man rent faktisk forstår, hvorfor Mei og vennerne er fans.
Det er ikke første gang, at Domee Shi kaster sig over relationen mellem mor og barn. I hendes charmerende kortfilm Bao, der vandt en Oscar i 2019, har en mor så svært ved at give slip på sin søn, at hun ender med at sluge ham. Det skal lige siges, at han er en dumpling.
I Rød ser vi forholdet mellem mor og datter fra Meis perspektiv.
Filmen skildrer præcist den besværlige pubertet. Man kan nærmest mærke ydmygelsen helt ind i knoglerne, da Meis mor finder tegninger af datteren sammen med en fyr. Hun opsøger ham og kræver svar på, hvad i alverden han har gjort ved hendes lille pige!
I en montage ser vi Mei skrige ind i sin hovedpude, planlægge sin flugt fra byen med hænderne til hovedet og give sit spejlbillede en peptalk.
Ens indre teenager krummer også tæer, da moren dukker op på Meis skole og vifter med menstruationsbind for øjnene af hele klassen.
Filmen dyrker i høj grad det kejtede og pinlige, og det er virkelig skønt.
Også visuelt flyder Rød nærmest over af fantasifulde idéer, der giver den sin eget udtryk og får én til at trække på smilebåndet.
Shi låner elementer fra animé, når personernes øjne bliver overdimensionerede og tårevædede ved synet af Mei som den røde panda. Det ville virke irriterende, hvis ikke pandaen var så nuttet animeret, at man også selv har lyst til at begrave hovedet i dens pels.
Enkelte scener klæber sig fast på nethinden. Som da Mei møder sin mor som teenager i en lysende grøn bambusskov, og man ser dem følges i stilhed, imens moren skridt for skridt bliver ældre.
Kommentarer