Roselil og stentrolden

Et eventyrligt univers møder publikum i den danske tegnefilm Roselil og stentrolden. Det trækker på alle de bedste barndomseventyr og føles, som om det strækker sig uden for lærredets rammer.

Vi præsenteres for Sommerlandet i en skøn og livligt animeret sekvens, hvor dyrefamilier lægger sig til ro, mens sangeren Pil synger blid pop. Man føler sig hensat til Elefantens vuggevise og Hans Scherfigs stemningsfulde dyrebilleder.

Da dagen gryr, står den lille blomsterfe Roselil op med solen, så hun kan flyve rundt og åbne blomsterne, mens hendes ven honningbien kan slubre nektar i sig.

Roselil er en venlig og hjælpsom sjæl, men hun savner en ven. Så da hun hører, at musefamilien er fortørnede, fordi de ikke kan finde en brud til sønnen Karl-Gustav, foreslår hun, at hun kan gifte sig med ham.

Men Karl-Gustav er en smule betænksom. ”Kan du bage lige så mange tærter som min mor?” spørger han.

Da Roselil vender hjem ved solnedgang, møder hun Silke Sommerfugl, der er klækket fra den puppe, der hang i Roselils rosenbusk. Silke synes, det er noget pjat at blive gift, men hun har mere eventyrtrang end Roselil.

Ikke mindst, fordi en Stentrold fra Mørkebjergene er dukket op i Sommerlandet og forvandler dyrene til sten med sit Medusa-blik.

Roselil og stentrolden er en filmatisering af den populære Roselil-serie af Josefine Ottesen, der konkurrerer med Lene Kaaberbøl om tronen som Danmarks fantasydronning.

Historien er dog noget mindre episk og alvorlig i denne søde børnefilm, hvor der er lige akkurat nok på spil til, at de mindste ikke mister opmærksomheden, og ikke så meget, at det bliver for skræmmende.

Da Silke forsvinder i den mørke skov, vover Roselil sig derind for at lede efter hende. Her møder hun den storpruttende skovtrold Dunder og Kloge-Ugle, der har svar på det meste. Men han bliver helt kulret og tror, at alle små væsner er lækre mus, når han drikker for meget svampesaft.

Roselil og stentrolden er fuld af herligt kulørte figurer og en opbyggelig mytologiverden, hvor smukke elverfolk kan være hovne, og hæslige trolde kan være gode nok på bunden.

Det er på flere måder en gammel historie, men debutanten Karla Nor Holmbäck disponerer den perfekt over fornuftige 75 minutter i godt selskab og med skægge påfund.

Som scenen, hvor Roselil sidder fast i et spindelvæv og en nødstedt flue himler med øjnene over hende, da hun råber højt nok til at vække edderkoppen.

Historien vækkes til live med en ren streg og sprudlende livlig, håndtegnet animation. Det er en vaskeægte tegnefilm, leveret af det hæderkronede danske produktionsselskab Dansk Tegnefilm i samarbejde med A. Film (Hjælp! Jeg er en fisk) og fortalt i en charmerende simpel stil, der leder tankerne hen på Cykelmyggen og Dansemyggen.

Musikken kan virke en smule overgearet til det ellers meget tilforladelige eventyr, og Pils sange er nok mere inderlig pop til radioen end mindeværdige ørehængere, man nynner på vej ud fra biografen.

Til gengæld er stemmeskuespillet finurligt med en blanding af spæde røster og erfarne kræfter.

Augusta Gjerluf Mikkelsen er god som den lille Roselil. Hun er skrøbelig og usikker, men også fuld af kærlighed og gåpåmod. Katinka Krarup Munksnæs giver den seje Silke Sommerfugl kant i stemmen, og Villads Christrup er kært oprigtig som ædedolken Karl-Gustav.

Undervejs får de følgeskab og modspil af navne som Aske Bang og Bodil Jørgensen. Ghita Nørby rabler morsomt som den neurotiske Stentrold, der, i en sød sløjfe på Roselils ensomhed, samler på forstenede dyr for at have nogen at tale med.

Roselil og Stentrolden er nemlig meget forstående ud over at være et ganske indtagende lille børneeventyr, man sagtens kan holde ud at se – igen og igen – med familiens allermindste.