Russell Brand: In Plain Sight

”Du skal ikke være bange for din egen seksualitet. Men du bør nok være bange for min,” lyder det slibrigt fra Russell Brand, en af Storbritanniens største komikere.

På det her tidspunkt er han vært for sit eget aftenshow og sidder over for en nervøs, blond kvinde, der usikkert griner ad den lumre vittighed. Eller ubehagelige sandhed, hvis man skal tro de seneste beskyldninger mod kendissen.

Russell Brand er i 2010’erne efter et par ture i afvænning på toppen af verden. Han er kongen af komik og kendt i hele Storbritannien efter sin medvirken i et spinoff-show af realityprogrammet Big Brother.

Han har underholdningsindustrien i sin hule hånd og medvirker i blockbuster-film over for stjerner som Tom Cruise, Alec Baldwin og Kenneth Branagh og har alle de korrekte politiske holdninger.

Det var en anden tid dengang. I det her tilfælde mellem 2003 og 2013. Den replik har vi hørt en del i forbindelse med gamle #MeToo-sager.

Men det gør ikke karakteren af beskyldningerne mindre chokerende, når de i en lind strøm hagler ned over seeren i Russell Brand: In Plain Sight.

Udsendelsen er en del af det britiske Dispatches på Channel 4. Som en mere højprofileret udgave af danske Operation X har programmet kørt i flere årtier, og det er kendt for sin kulegravning af skandaler i blandt andet politik, sundhedsvæsnet og religiøse grupperinger.

Og det nyeste skud på stammen om Brand skriver sig direkte ind i historien som et af programmets største afsløringer.

In Plain Sight skildrer kronologisk stjernens spirende karriere og dermed tiltagende udnyttelse af alt fra villige groupies til intetanende praktikanter, assistenter og kollegaer.

Gennem anonymiserede interviews og rekonstruktioner bliver historien udfoldet i alle dens frastødende detaljer.

Vidner beskriver Brands manipulerende adfærd, hvor han efter første samleje vender på en tallerken.

”I starten var det sjovt, men da jeg ikke kunne komme væk, ændrede det sig. Han var nøgen og skubbede mig imod en væg,” fortæller en kvinde om en voldtægt, som får hende til bagefter at opsøge et traumecenter.

Et andet udsagn lyder: ”Han tvang sin penis ned i min hals. Jeg kunne ikke trække vejret. Jeg blev kvalt og græd. Og han sagde: ’Jeg ville jo alligevel bare se din mascara løbe.’”

I næste øjeblik klippes der til Russell Brand, som er badet i spotlight midt på en scene. Han roder lidt i sit karakteristiske fugleredehår, når han fortæller om et lignende scenarie. Fra hans synsvinkel, naturligvis.

Hans version af det ultimative blowjob er nemlig, når man som mand kommer ned og kilder der allerbagest i halsen, så ”mascaraen løber ned af kinderne på dem”.

Mønsteret gentager sig i programmet med en beretning fra et offer og optagelser af komikeren, der bruger et næsten identisk scenarie i sin standup-rutine.

Det har krævet et enormt arbejde at finde alle de ”indrømmelser”, Russell Brand slynger ud fra scenekanten. De bliver nøgternt præsenteret som blåstemplinger af hans egen adfærd.

Der er i det godt 80 minutter lange program rigtigt mange af dem. Ud over de anonymiserede anklager om overgreb stiller en række – også anonyme – medarbejdere sig frem.

Brand har blottet sig gentagne gange og med pikken fremme bedt om blowjobs. Han har tisset i en flaske og dinglet den foran en mindreårig, ligesom han offentligt har mobbet en kvindelig nyhedsoplæser, da han arbejdede som radiovært på BBC Radio 6.

I anden halvdel af dokumentaren fokuseres der på de manglende reaktioner fra arbejdsgivere. For det har angiveligt været kendt for mange i branchen, hvad Russell Brand kunne finde på.

Tidligere medarbejdere fortæller, hvordan komikeren med tiden skulle underskrive særlige kontrakter, hvori han lovede at holde fingrene fra de kvindelige ansatte.

Tilmed blev et større planlægningsarbejde sat i gang, da en tv-produktion fik koordineret en vagtplan, så der ikke var kvinder til stede på produktionen samtidig med komikeren.

Efter en nyhedsoplæsers udsendelser beskrev Brand i sit radioprogram på BBC, hvordan han ville ”tage hende” i hendes studie. Det blev en løbende joke og skete så ofte, at nyhedsoplæseren en dag fik nok.

Hun henvendte sig til BBC’s ledelse, men den gjorde aldrig noget ved det.

Det er svært ikke at få associationer til den mareridtsagtige sag om Jimmy Savile. Han var en elsket vært, der blev betragtet som et ikon i den britiske underholdningsindustri, lige indtil det efter hans død kom frem, at han var pædofil. Kynisk udnyttede han sin berømmelse og jobbet som vært for et børneprogram til at komme i kontakt med mindreårige.

Heldigvis – hvis man kan sige det – har det slet ikke været på samme niveau med Russell Brand, hvis yngste offer er seksten år. Men der er ingen tvivl om, at det er en sag, som vil koste job.

For der er tydeligvis blevet dækket over komikerens adfærd, fordi man ikke var klar til at slagte sin guldfugl og publikumsmagnet.

I sidste ende er der kun én person, Russell Brand kan takke for anklagerne. Nemlig sig selv. For uanfægtet om komikeren har gjort alle de ting, han bliver beskyldt for, har han igennem tiden haft en yderst problematisk adfærd over for kvinder.

Også i en grad, hvor en reel lidelse som sex-afhængighed ikke kan bruges som en bekvem undskyldning.