The Sandman

Nogle kalder ham for Ole Lukøje (The Sandman). Andre for Drøm eller Lord Morpheus. Eller hundrede andre navne. For alle generationer i alle folkefærd kender ham lige så godt, som de kender hans søster: Døden. 

De er ikke mennesker, ikke dyr eller guder. De er inkarnationer af alle menneskers opfattelse af dem. De er eksistenser, der lever i kraft af alt levende. 

Neil Gaiman er en forfatter, der bruger fantasy-formatet til at fortælle historier om de højere væsener. Mange af bøgerne er allerede filmatiseret. 

Børnegyseren Coraline blev en vellykket stopmotion-film, American Gods er en serie om et slag mellem guder fra forskellige trosretninger, og senest har vi fået Good Omens, en miniserie om et umage venskab mellem en engel og en dæmon. 

Men Gaimans gennembrudsværk The Sandman (1989-1996) troede ingen kunne laves til levende billeder fra det tegneserieforlag, som mange – inklusive overtegnede – mener, er den bedste og mest originale tegneserie nogensinde. 

Her fortælles en historie om kampen mellem Drøm, der er et abstrakt koncept om summen af alle drømme, og menneskeheden. 

Drøm har det svært med menneskene og den verden, de lever i. Selv efter tusindvis af år har han svært ved at forstå dem. Og relationen bliver yderligere testet i begyndelsen af sidste århundrede, hvor en wannabe-magiker får held til at fange Drøm. 

Han holdes fængslet i mere end hundrede år og slipper først ud i nutiden. Da han vender hjem til sit drømmerige, er alt gået til grunde. Hans drømmeskabninger og mareridt er stukket af, og hans mægtige værktøjer er stjålet og spredt ud over hele verden. 

Missionen i første sæson af serieskaber Allan Heinbergs The Sandman er for Drøm at få alt tilbage til status quo. 

Det bringer ham forbi steder som Helvede, en kongres for seriemordere og en døgnåben diner, hvor John Dee gemmer sig med Drøms mægtigste ejendel: en rubin, der får drømme til at gå i opfyldelse.

Rubinen er ikke tænkt til mennesker. Den ødelægger Johns sind, forvandler ham til en psykopatisk seriemorder, der leger med dinerens gæster, får dem til at dyrke sex med hinanden og stikke øjnene ud på sig selv. 

David Thewlis’ præstation som John Dee læner sig op ad karrierens højdepunkt – ikke hans mest kendte rolle som Professor Lupus i Harry Potter-serien, men hovedrollen som den hjemløse dommedagsprofet Johnny i Mike Leighs sorthumoristiske Naked fra 1993. 

I begge roller får han indkapslet galskabens uforudsigelighed uden på noget tidspunkt at miste sin menneskelighed. Tværtimod forstærkes den, og præstationerne føles som en grundlæggende kritik af menneskehedens værste sider. 

Drøm spilles af Tom Sturridge. Han er deprimeret, selvglad og lige så egenrådig som en fransk konge i middelalderen. Hans søster, Døden (Kirby Howell-Baptiste), er derimod kærlig og på god fod med de fleste mennesker. 

Alligevel kan man ikke andet end at være fascineret af den almægtige herre, der betyder langt mere for os, end vi går og tror. Han er den første historiefortæller og dermed konge over alle fiktioner. 

The Sandman er en fænomenologisk udforskning af, hvad det vil sige at drømme. Serien når i mål med en historie, hvor Drøm må indse, at der er noget fundamentalt forkert med hans opfattelse af mennesker. 

Vejen derhen byder på mange afveje. 

I et fremragende afsnit dyster Drøm mod selveste Lucifer, hvor livet står på spil. I et andet afsnit mødes Drøm og en udødelig mand hvert hundredes år på den samme kro og får både Shakespeare og inkvisitionen på nakken. 

Samtidig er det et race- og kønsmæssigt åbent værk, der byder transkønnede, homoseksuelle og nonbinære karakterer velkommen, uden at der bliver gjort et stort nummer ud af det. Det var en stor begivenhed, da tegneserien gjorde det i begyndelsen af 90’erne, og disse beslutninger vækker endnu mere genklang i dag. 

The Sandman passer perfekt ind i de nye fantasy-trends med multiverser og decentrale fortællinger. Alligevel er den et friskt pust i genren. Og som fan af forlægget tør jeg godt love, at serien kun bliver bedre!