Saw X

”I want to play a game,” har gjaldet ud igennem højtalere i snart tyve år, hvorefter en krop er blevet maltrakteret på makaber vis.

Fremgangsmåden i Saw-filmene har – med få variationer – altid været den samme.

Ofrene vågner op, enten fastspændt eller med en djævelsk anordning monteret på kroppen. Derefter får de at vide, hvor lang tid de har, inden fælden bliver udløst, og de mister livet.

Det bliver naturligvis skildret i al sin blodighed. For hvis der er én ting, man kan være sikker på med Saw-franchisen, er det masser af blod og gore.

Historierne har til gengæld sjældent været skarpe. Groft sagt er det kun den originale Saw – instrueret af James Wan (The Conjuring) og med manuskript af Leigh Whannel (The Invisible Man), som er en god film.

Men det ændrer Saw X, der finder sted imellem den første film og efterfølgeren Saw II.

Det betyder, at den oprindelige morder – den terminalt kræftsyge John Kramer (Tobin Bell) – kan være med til trods for, at han egentlig døde i slutningen af Saw III.

Men som gyserfans ved, er en skurks død aldrig ensbetydende med, at de ikke kan dukke op igen på et tidspunkt. Således har Kramer allerede medvirket en håndfuld gange gennem flashbacks og diverse stemmebeskeder, han nåede at lave før sin død.

Allerede efter få øjeblikke af Saw X står det dog klart, at noget er anderledes i den her omgang.

Den selvudnævnte dommer, jury og bøddel ligger på priksen til en røntgenmaskine. Hjernekræften bliver dømt uhelbredelig af det amerikanske sygehusvæsen.

Intet virker, og Kramers ansigt er tydeligt tyndt og mærket af den konstant og fremskridende, svækkende tilstand.

På nær en enkelt dagdrøm, hvor Jigsaw-morderen forestiller sig, hvad han vil gøre ved en langfingret hospitalsansat, udfolder filmen sig faktisk som et drama.

Endda med overrumplende positiv effekt.

Instruktør og franchise-veteran Kevin Greutert får sammen med manuskriptforfatterne Peter Goldfinger og Josh Stolberg effektivt sat John Kramer i scene som en antihelt.

Morderen fremstår decideret tragisk, og det er svært ikke at få medlidenhed med den alvorligt syge mand.

Tobin Bell leverer en fremragende præstation, hvor han fanger den skrøbelige side af John Kramer, der både er bange for at dø og samtidig knapt nok tør tro på en person fra sin cancer-støttegruppe.

Manden siger, han er blevet helbredt, og giver Kramer mirakellægens info. En rask tur til Mexico og en falsk operation senere går det op for seriemorderen, at han er blevet snydt af den veltalende norske Cecilia Pederson (Synnøve Macody Lund) og hendes hold.

Og den slags tager Jigsaw mildt sagt ikke pænt. Det bliver startskuddet for filmens leg, hvor svindlerne hver især skal forsøge at komme ud af de specialdesignede dødsanordninger.

Igen, fordi der blev gjort så meget umage i starten af Saw X med at få etableret John Kramer som kræftsyg stakkel, sidder man faktisk og hepper på ham.

At det er samme manuskriptduo som ved de to forrige kapitler i franchisen – Jigsaw og Spiral – er en kæmpe overraskelse.

Saw X er mere end den stereotypiske torturporno, som franchisen ellers er blevet indbegrebet af op igennem 00erne.

Ånden bevares med de ekstremt blodige dødscener og gruopvækkende underholdende påfund, samtidig med at der tilføres en god historie. Indvolde, der bliver brugt som reb, er et snasket højdepunkt.

Den sædvanlige spilletid for Saw-filmene på omkring 90 minutter er blevet udvidet til knap to timer.

Det er også lige på grænsen af, hvad filmen kan bære. Men hvis det er konsekvensen af den forbedrede historie, tager man gerne det med.

For Saw X er en skøn popcorngyser uden så mange dikkedarer. Når først Jigsaws spil starter, er det blod i litervis. Brugen af praktiske effekter går også direkte i splatter-feinschmeckerens hjerte, og så er der fine gensyn med andre personer fra Saw-universet.

Forhåbentlig bliver det her standarden for de kommende kapitler i filmserien.

Ganske vidst er der ikke annonceret nye film endnu. Men billige gyserfilm, der tjener godt med penge, har altid været en lukrativ forretning, som ingen producent ved sine sansers fulde brug har lyst til at lægge i graven.