En ukendt morder i spøgelsesmaske er på spil.
Sådan er åbningsscenen i alle Scream-film siden den første fra 1996. Det gælder på en måde også instruktørerne Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gilletts nye kapitel i slasher-franchisen.
Duoen har overtaget tjansen efter afdøde Wes Craven. Og hvis man har deres seneste Ready or Not – en herlig omgang dødsgemmeleg med verdens værste svigerfamilie – i erindringen, forstår man, hvorfor de er perfekte arvtagere.
I åbningsscenen i den nye film – en næsten tro kopi af originalen – er teenageren Tara (Jenna Ortega) alene hjemme, da hun modtager et telefonopkald.
”Hvad er din yndlingsgyserfilm?” spørger den forvrængede stemme i den anden ende.
Svaret er hverken John Carpenters klassiker Halloween, Cravens A Nightmare on Elm Street eller Stab, som er den fiktionelle gyserserie i Scream-filmene.
Det er The Babadook fra 2014. En moderne perle, der hører under kategorien ”elevated horror” eller intelligent horror, som det groft oversættes til.
Vi befinder os i en ny tid, og Tara dør ikke i åbningsscenen, som det ellers har været traditionen. Hun er nemlig blot lokkemad for at få storesøsteren Sam (Melissa Barrera) til at komme tilbage til byen Woodsboro.
Grunden findes i fortiden og hændelserne i den første Scream-film. Derfor bliver de oprindelige hovedpersoner – Sydney (Neve Campbell), Gail (Courtney Cox) og Dewey (David Arquette) – trukket tilbage til endnu et opgør med en psykopat i Ghostface-maske.
Der er en mere snørklet forklaring på, hvorfor tingene sker, men som altid er den nye film båret af meta-jokes, masser af drab og afsløring af morderen.
”Meta-slasher-whodunnit,” som en af horror-nørderne i filmen kalder genren.
Scream er fyldt til randen med referencer. Til andre gyserfilm, men især til den originale Scream, og bedriften er, at legen med genren aldrig ender i uskøn fan-service.
Det gibber decideret i én, når Nick Cave & The Bad Seeds æggende og ildevarslende sang Red Right Hand, der bortset fra Scream 4 har været fast inventar i franchisen, lyder under det første drab.
Men til trods for de mange lighedspunkter er der klare forskelle mellem den nye og de gamle film.
Mordene er langt mere eksplicitte. Lemlæstelser og opsprætninger bliver vist i yderst grafiske detaljer, og blodet strømmer nærmest fra lærredet som en tsunami.
Mest markant er forskellen i personerne.
I starten var der en god portion af naivitet hos de unge hovedpersoner. Mordene medførte et tab af uskyldighed og blev dermed en slags overgangsrite mellem ung og voksen.
I 2022 har de unge styr på det hele.
Ikke alene har de mere styr på deres horrorfilm-trivia – de fleste i hvert fald – men de er også mere fremsynet. Selvfølgelig skal man have et eller andet slags våben på sig, når der render en maskeret morder omkring.
Brugen af de gamle karakterer fungerer også overraskende godt. Især Dewey, der er blevet stukket og skudt utallige gange igennem de fire foregående film, gør et varigt indtryk.
Han er ikke længere en splejset politiknægt fra etteren, men en gammel og garvet Ghostface-nedkæmper – ikke helt ulig hajjægeren Quint fra Jaws.
Med så mange gode elementer er det ærgerligt, at et af omdrejningspunkterne i Scream er decideret dumt.
Det vil uden tvivl blive diskuteret heftigt. Uden at afsløre, hvad det drejer sig om, taler det ind i Scream-franchisens grundlæggende tematik om, hvordan fortidens gerninger stadig kan påvirke én i nutiden.
Ellers må den femte film siges at være den perfekte requel – en sammentrækning af ”reboot” og ”sequel” – hvor universet går i andre retninger og tilføres personer, samtidig med at det gamle bliver fortsat.
Scream anno 2022 er kort sagt en værdig afslutning på en æra og en blodig begyndelse på en ny.
Kommentarer