Sjældent har en film med danske aner været omgærdet af så meget mystik som Serena.
Siden optagelserne i 2012 har Susanne Biers historiske kærlighedsdrama med Hollywood-kæledæggerne Jennifer Lawrence og Bradley Cooper ligget bemærkelsesværdigt stille.
Rygterne florerede om problemer i produktionen. Det efterlod en undrende presse med spørgsmål værdige til fortællerstemmen i The Julekalender:
Hvad lavede Bradley Cooper under sit hemmelige besøg i København? Har Jennifer Lawrence egentlig så travlt, at hun ikke har tid til at indtale sine replikker? Og hvad er det for nogle larmende fly, de har i Prag, som kan forsinke en produktion i to år?
Traileren var lige så mystisk som forløbet, og de fleste kommentarer lød i al sin enkelhed: ”Hvad handler den her film om?”
”En vild, vild kærlighedshistorie,” har Bier kaldt Serena, og kærlighedskonflikten vises da også i overgjort symbolik i anslaget.
Bradley Cooper spiller tømmerbaronen George Pemberton, der er på jagt efter en sjælden puma i North Carolinas skove. Jagtfællen fortæller Pemberton, at det vilde dyr ”æder hjertet først” og ”ender med at jage dig”, hvortil George svarer: ”Jamen, jeg vil ha’ én!”
Hvad man ønsker, skal man få, og da George ser Serena (Jennifer Lawrence) til et ridestævne, sætter han efter hende til hest og indhenter hende med ordene: ”Jeg synes, vi skal gifte os!”
Romancen punkteres dog hurtigt i en uelegant montagesekvens. Klip til elskovsscene, klip til rådhus, klip til elskovsscene igen.
Så er den ged barberet, og vi kan komme videre i fortællingen om hr. og fru Pemberton i det herrens år 1929.
Men efter deres første rendezvous reduceres temaet om den vilde kærlighed til en gentagelse af replikken: ”Jeg elsker dig så højt,” der allerede første gang lyder som et forsøg på at springe over, hvor manuskript-gærdet er lavest.
Trods filmens egennavn-titel virker Bier og manuskriptforfatteren Christopher Kyle mere interesseret i at fortælle historien om George Pemberton og hans bedste ven, Buchanan (David Dencik), der sammen driver en tømmerhandel i bjergtagende Smoky Mountains.
De to venner er kyniske, men sympatiske når de på grisk maner udrydder skovområder og bestikker politikere, imens deres modstandere forsøger at oprette en nationalpark. Fotograf Morten Søborg mestrer naturen, og især hans optimale udnyttelse af lyset ophøjer skoven til en gudesmuk, nærmest mytisk medspiller i melodramaet.
David Dencik viser endnu engang topform i rollen som den storrygende Buchanan, der nærer stor kærlighed – måske venskabelig, måske mere kødelig – til George og derfor langsomt opbygger et had til Serena. Jalousien ulmer under Buchanans arrogante overflade, men Dencik giver os lige præcis nok til at forstå karakterens bevæggrunde.
Efter et dramatisk opgør skifter filmen desværre igen fokus til parforholdsfortællingen, som pludselig kompliceres af Georges uægte barn.
Her knækker filmen. For barnet dumper ned i historien lige så uplanlagt, som hvis storken havde bragt det.
I en tidlig scene i filmen ser vi vor egen Kim Bodnia langsomt trække en gravid kvinde hen til den togvogn, som de nygifte Pembertons ankommer i. Konteksten til optrinnet står hen i det uvisse, eller også ligger den og roder på klippegulvet.
Men halvvejs inde i filmen dukker bastarden pludselig op og gør Serena sygeligt jaloux. Det virker ufrivilligt komisk, fordi vi hverken er blevet forberedt på det følelses- eller fortællemæssige plan.
Christopher Kyle har tydeligvis haft svært ved at vægte materialet fra Ron Rash’ bogforlæg af samme navn, og det gør manuskriptet mere end usandsynligt.
Det er svært at se, hvordan Serena, der præsenteres som en stærk og kynisk forretningskvinde, pludselig forvandles til et skingert, kærlighedshungrende og først og fremmest sindsforvirret kvindemenneske.
Og nu er det slut med at gå rundt om den varme grød, som Bier og co. sandsynligvis har gjort i et par år.
Serena er blevet klippet til døde. Enkeltscenerne er lige så højdramatiske og patosfyldte, som vi kender dem fra Biers hånd med brand, mord, blod og den føromtalte puma. Men når de sættes sammen, fungerer de ikke, fordi dramaet og konflikterne ikke introduceres på en troværdig måde.
Først er det en historie om episk kærlighed, så om en amerikansk iværksætterdrøm og til sidst om en kvindeskæbne på en deroute så melodramatisk som filmen selv.
Derfor er det svært at lade sig rive med i en fortælling, der ellers skulle fremmane de helt store Hollywood-følelser.
Kommentarer