SEX

Solen står højt over København. Byens universitetsstuderende har sommerferie, nætterne er lange og lyse. På dunkle bodegaer danser lysegrå cigaretrøg i luften, når eftermiddagssolen står skævt ind fra et vinduesparti.

Rastløse studerende får aftenens første kolde fadøl. De unge mennesker cykler, bader, danser. De har sex. Eller nogle af dem har.

Cathrines sommer lider under en seksuel tørkeperiode. Kæresten Simon (Jonathan Bergholdt Jørgensen) er hendes bedste ven, og de to er virkelig gode som venner, men i lang tid har Simon ikke haft lyst til sex. ”Jeg er der bare ikke lige nu,” som han siger, lige før han drillende tisser i det brusebad, Cathrine troede, de skulle have hed sex i.

Sommerjobbet på Sexoplysningen, en telefonlinje for seksuel rådgivning, er ladet med ironi. Cathrine giver hele dagen gode råd om sex, men har ikke selv noget.

Der er faktisk overraskende lidt sex i SEX. Der er kun to scener. Til gengæld er serien et spændende studie i, hvor meget magt det lille ord kan have i vores hverdag og for vores handlinger, når vi mangler det.

Cathrine føler sig ikke bekræftet af sin kæreste, og hvis kærlighed gør blind, gør sex endnu mere blind. I sin sult efter opmærksomhed og orgasmer indleder hun en famlende flirt med Selma fra Sexoplysningen.

Selma har fregner og rød Pixie Cut-frisure, hun er kærlig, kæk og besidder en sexet afmålthed. Rollen leveres vidunderligt underspillet af Nina Terese Rask, hvis brune øjne sender uv-stråling sammen med sommersolen. Og som Cathrine er Asta Kamma August fyldt med sødme, hendes ansigt er spillevende. Hun er sulten, liderlig og stressryger sig igennem hudsult, man næsten kan fornemme i hendes fingerspidser.

Det skyldes ikke mindst instruktionen af Amalie Næsby Fick, der er uddannet på Filmskolens animationslinje, tog afgang med Ekko Shortlist-hittet Ztriwer og var med til at skabe Den utrolige historie om den kæmpestore pære. Med SEX viser stortalentet, at hun også behersker live-action-formatets naturalisme uden at give køb på sin visuelle kreativitet.

En magisk scene foregår på arbejdspladsens tag, hvor Cathrine og Selma drikker champagne, mens de varmer hænderne over en glødende brødrister, der romantisk oplyser deres ansigter i rødt. I det hele taget er Nicolai Loks billeder summende sommervarme og elektriske – ligesom de tekstbeskeder, der bøjet i pangfarvet neonlys projiceres op på vægge og andre overflader.

Til gengæld tager æstetiseringen overhånd i seriens første sexscene, der badet i lilla lys bliver banal og filmagtig. Her er vi langt fra den sitrende ægthed i Adèles liv, og brugen af De Dødeliges underlægningsnummer, Sig det, bliver distancerende med sin udpenslende sangtekst.

Den anden sexscene er langt mere overbevisende. Den foregår over få minutter på et klinisk hvidt toilet på arbejdspladsen. Efter Cathrines forsikring om, at det ikke skal ske igen, bliver lokalet elektrisk af latente lyster, der forløses overivrigt af de to.

SEX er skrevet af Clara Mendes – der går på Filmskolen – og hun gør en dyd ud af at vise menneskelighed i sine karakterer.

De laver aftensmad, har tømmermænd og smækker sig selv ude af lejligheden. I et telefonopkald med sin bedste veninde Nanna (Sara Fanta Traore) synker Cathrine sammen på trappen til opgangen og lader en klodset kombination af tårer og lidt salat med dressing falde fra henholdsvis øjenkrog og mundvig, men hun tragikomisk trøstespiser en shawarma.

Det virkelighedsnære bliver særligt slående, når serieskaberne kompetent kringler sig uden om kønnede klichéer. Det er den drengede Simon, der ikke har lyst til sex, og den lidt butch-agtige Selma får følelserne i klemme.

Det ville være interessant at følge karaktererne videre i en anden sæson, som skaberne drømmer om at lave. Med et endnu større mod i skildringen af den faktiske sex kan serien gå hen og blive progressiv popkunst.