Serieanmeldelse
07. okt. 2022 | 16:09

Sherwood

Foto | BBC
Faretruende spændinger får gemytterne til at blusse op i en forhenværende mineby, hvor en morder er på spil med bue og pil.

Politisk indigneret og intelligent serie om moderne Robin Hood-morder er engelsk krimi, når den er allerbedst.

Af Bo Tao Michaëlis

Om ikke lige siden grækerne, så i hvert fald siden Agatha Christie, har den engelske landsby været yndlingssted for handlingen i britisk krimikultur.

Godsejeren på godset, præsten i præstegården, nyrige i sportsvognen og villaen. Unge som gamle jomfruer i stråtækte hytter med te og sympati, mens folk og fæ mødes i pubben for at diskutere cricket og klokkeringning.

Detektiven ankommer enten fra det private eller politiet og skaber kosmos efter kaos forårsaget af et par mord.

Denne hygge-krimi er med tiden blevet svær at tro på. Der var ikke meget landsbyidyl i kulminernes Nordengland, da premierminister Margaret Thatcher i 1984 brutalt lukkede minerne og knækkede minearbejdernes fagforeninger.

Metoderne lignede mere Østeuropa end et demokratisk retssamfund. Man sendte spioner ind i minearbejdernes fællesskaber – muldvarpe, som kunne sladre og opildne til splid.

Arbejdskampene var således ikke kun mod et benhårdt politi, men også mod strejkebrydere. Det er på det bagtæppe, en skjult gerningsmand huserer i den fortræffelige BBC-serie Sherwood, som vises på DR.

Serien foregår ganske vist næsten 40 år efter Thatchers minelukning. Men i nutidens lille landsby i området Nottinghamshire er folk stadig splittet og ser alle fra London og omegn som fjender.

På egnen ligger den berømte Sherwoodskov, der som bekendt er Robin Hoods hjemstavn.

Serien begynder med, at en mand, som engang strejkede i den forhenværende mineby, skydes ned med bue og pil.

Drabet er begået af en vred ungersvend, der efterfølgende skjuler sig i den store skov. Ligesom fortidens fredløse helt slår han til med bue og armbrøst. Skyder han i flæng, eller er der et mønster i hans pileskydning? Hævn over fortiden, eller et oprør mod nutiden?

Samtidig kører en sidehistorie med et tilfældigt mord i en anglo-indisk familie, hvor faren ikke kan forstå sin nygifte svigerdatters krav om privatliv. Familiens slentrende konversation bliver aldrig dødspændende og hektisk, men fascinerer alligevel med en fortælling om små mennesker, hvis skæbne skaltes og valtes af større mennesker.

Ligesom et Kinder-æg byder Sherwood på hele tre historier.

Serien lægger sig trods al socialrealisme op ad den klassiske landsbykrimi og er sågar besat med skuespillere fra den faste stab, man kender fra serier som Lewis, En sag for Frost og Hercule Poirot.

En tilkaldt politimand fra London har et uforløst forhold til stedets sherif. De møder hinanden i 1984 på gerningsnatten, hvor urolighederne bogstaveligt bryder i brand.

Desuden serverer serien et stykke tragisk socialhistorie med politisk brod, når engelsk konservatisme møder liberalistisk og umenneskelig markedsøkonomi.

Det hele er snøret godt og grundigt sammen til en appetitlig, gennemstegt og opfindsom krimi-roastbeef, hvor intelligent dialog og regional folklore er perfekte ingredienser.

Kultstjernen David Morrissey er glimrende som minebyens mutte strisser med familiære lig i lasten. Fremragende Lesley Manville – kendt fra Mike Leighs film – gestalter skønt den rødvinsdrikkende, men retfærdighedssøgende enke efter det første mordoffer.

Altid sinistre Richard Glenister spiller den samspilsramte strisser fra London, der møder en kæreste fra fortiden.

Serien er filmet med diskret æstetik og alligevel turistvenlige billeder med den panorerende fotografering af grøn skov set for oven. Opklaringen flyder tålmodigt afsted. Mord med måde, beherskede sexscener og selv menneske- og biljagt udføres med britisk ro og værdighed.

Sherwood er med sin politiske indignation, episke vitalitet og engagement et stykke over det i forvejen høje niveau, vi finder i gode, engelske krimiserier.

Trailer: Sherwood

Kommentarer

Titel:
Sherwood

Land:
England

År:
2022

Serieskaber:
James Graham

Medvirkende:
David Morrissey, Lesley Manville, Richard Glenister, Clare Holman, Philip Jackson, Lorraine Ashbourne

Spilletid:
Seks afsnit af cirka 60 minutter

Anmeldelse:
Seks afsnit

Premiere:
12. august på DR1 og DRTV

© Filmmagasinet Ekko