Shimmer Lake

Normalt giver rækkefælgen sig selv. Først planlægges forbrydelsen, dernæst udføres den, og så følger opklaringen og måske endda pågribelsen af de skyldige.

Men ikke i Netflix’ veloplagte kupkomedie Shimmer Lake.

Den kan bedst beskrives som en sort-humoristisk film af Coen-brødene fortalt som Christopher Nolans Memento.

Shimmer Lake foregår over fire dage, fra tirsdag til fredag, men udmærker sig ved at være fortalt baglæns. Det betyder, at vi først ser og oplever kapitlet fredag, dernæst torsdag, så onsdag og til sidst tirsdag. Meget passende slutter filmen derfor med Tame Impalas sang It Feels Like We Only Go Backwards.

Den omvendte kronologi som et dramaturgisk greb er langt fra et nybrud.

Foruden Memento så tænk bare på Gaspar Noés rystende Irrérvsebile. Alligevel har instruktør og manuskriptforfatter Oren Uziel skabt et intelligent komediedrama. Shimmer Lake er Uziels debut som instruktør, men han har før skrevet manuskript til 22 Jump Street.

Udgangspunktet for handlingen er et bankrøveri, der går helt galt. I et lille bysamfund, hvor alle kender hinanden, røver den uduelige trio Ed (Wyatt Russell), Andy (Rainn Wilson) og Chris (Mark Rendall) den lokale bank.

De tre står i ledtog med Eds kæreste Steph (Stephanie Sigman), der har udtænkt planen, og Dawkins (John Michael Higgins), der er bankens direktør og byens dommer.

På den anden side af loven står den retskafne lokale sherif Zeke Sikes (Benjamin Walker), der ikke blot kender alle sagens implicerede fra skoletiden, men er bror til Andy.

Handlingen er derfor en speget affære, der bliver ekstra delikat, fordi vi præsenteres for begivenheder i omvendt rækkefølge. Uden det markante greb ville Shimmer Lake være en ret ordinær, måske endda forglemmelig film uden den store originalitet, men takket være et smart manuskript og en række elskværdige personager, er Oren Uziels film ret så underholdende og seværdig.

Det kræver nemlig en god portion aktivitet at stykke det dramaturgiske puslespil sammen, efterhånden som filmen giver én brikkerne.

Hele tiden skal man overveje, hvad der lige er sket, vende kronologien om i hovedet og omrokere filmens kapitler, så handlingen følger den lineære tråd, vi alle tænker så naturligt i.

Det er ganske enkelt underholdende og engagerende.

Samtidig er der ingen tvivl om, at Uziel har skævet nok så meget til tonen i Coen-brødenes Fargo.

Shimmer Lake foregår nemlig også i en amerikansk lilleby med lokale politifolk, hemmelige intriger og en unødigt besværlig omvej for at tjene det, der ligner nemme penge.

Dialogen er godt nok ikke det karakteristiske Minnesota-amerikanske med små pudsige udtryk, men det er til gengæld en spøjs blanding af noget meget seriøst og en knastør, tragikomisk humor.

Da sherif Sikes får hjælp af de to FBI-agenter Kurt og Kyle (ja, det hedder de), efterlyser de en sort Ford Camaro. Da en politimand ringer dem op, lyder svaret kort og godt: ”Nej, det er Camaroen, der er sort og den efterlyste, der er hvid.” Selvfølgelig med hentydning til amerikansk politis lidt for aggressive mistænkeliggørelse af sorte.

Shimmer Lake har en del skæve indslag, der bevidst afvæbner filmens til tider tunge og alvorlige handling.

Som når sherif Sikes makker Reed (Adam Pally) konstant må nedværdige sig selv og tage til takke med politibilens ydmygende bagsæde, der ellers kun er for kriminelle og anholdte, fordi Sikes altid skal give en af byens borgere et lift.

For tiden virker det, som om Netflix forsøger at udnytte et ledigt hul i filmmarkedet. De store blockbuster-film ryger naturligt fluks i biografen, ofte på bekostning af den velproducerede mellemstørrelse-film, der ikke er for stor og ikke for lille og skæv.

Her satser Netflix for tiden, og Shimmer Lake kan anbefales, især hvis man sætter pris på at få logikken vendt på hovedet.