Det nærmer sig en tragedie, at den nye Pixar-film Sjæl ikke får premiere i biografen.
I stedet kan den streames på Disney+ fra 1. juledag, og det er bestemt en i særklasse god julegave. Det ændrer bare ikke på, at netop denne magisk smukke og vellydende film om nogen fortjener at blive set på det store lærred og ikke en støvet 40 tommer skærm, en fedtet tablet eller – gys – en smartphone!
Den begynder med mislydende musik og hverdagstrummerum. Musiklæreren Joe har svært ved at finde entusiasmen til at undervise.
Han er midaldrende og alene, og da han får tilbudt fast arbejde som musiklærer, er det ikke lykken, men et vemodigt farvel til drømmen om at blive professionel musiker.
Joe spiller nemlig jazzklaver. Han improviserer enkle og lækre melodier frem fra de sort-hvide tangenter, så al tankestrøm forstummer.
Men drømmen står på spring, da en tidligere elev får ham inviteret med i en populær kvartet. Desværre dør Joe på vej hjem fra prøven. Ja, filmens hovedperson dør inden for ganske kort tid, hvilket må siges at være en sjældenhed.
Men det slutter selvfølgelig ikke der.
Han ender på et andet plan, hvor han ad omveje ender i Førlivet. Det er her, sjæle får deres karaktertræk: manipulerende megaloman, omgængelig skeptiker og meget mere.
Det gør filmen tydeligt beslægtet med Pixars Inderst inde, hvor følelserne er håndgribeligt små væsner inde i en ung pige. Det er da også Pete Doctor, der står bag roret på begge film.
Sjæl er på mange måder en mere moden film end førnævnte, selv om den handler om menneskets inderste, inden den fødes og udvikler sig i en baby.
For ud over døden handler filmen også om livet, og hvad der giver det mening.
Filmen er indimellem visuelt ret abstrakt. Især de spøjse Jerrys, der bedst kan beskrives som streger, og sjælene, som er nuttede blobber, hvis farver er nærmest æterisk gennemsigtige. Som kontrast er New York meget klassisk – og charmerende – i sit efterårs-look.
De små sjæle skal finde deres gnist, før de kan rejse til jorden og blive født. Og Joe – der egentlig slet ikke skulle være dér, men i Efterlivet – bliver ved en fejl mentor for en genstridig lille sjæl, som ikke er spor interesseret i at blive født.
Den hedder 22, og i den amerikanske version er det Tina Fey, der lægger stemme til den. 22 kan selv vælge, hvordan dens stemme skal lyde, så hvorfor lige en midaldrende kvindes?
Fordi den er irriterende – hvilket Joe (Jamie Foxx) må give den ret i. Det er en subtil og elegant påpegning af noget af den usynlige sexisme, kvinder oplever.
Foruden at være en æstetisk fornøjelse og en lattermild omgang – det er noget med en kat, glæd jer! – står og falder meget med musikken.
Heldigvis slipper vi for de strabadserende skrålesange, som så ofte gør sig gældende i animerede film. Derimod er filmen fyldt med en masse lækker, New York-inspireret jazz og soul, der til lejligheden er skabt af Jon Batiste.
På det abstrakte plan er musikken lavet af en duo bestående af Trent Reznor og Atticus Ross, der normalt slår deres folder i det mere hårdtslående Nine Inch Nails, men i flere film har haft flair at skabe stemningsfuld musik.
Så mange stærke elementer på flere niveauer, men først og fremmest er det en rørende historie.
Det er nærmest uundgåeligt ikke at græde til en Pixar-film, for de kalkulerer tydeligvis med det.
Men filmen har virkelig mange vedkommende tematikker. Foruden hele meningen med livet berører den også forældres forventninger til deres børn. Det går godt i spænd med det grundlæggende spørgsmål, om man skal gøre det, man brænder for. Eller om man skal satse på noget, der koster mindre på det personlige plan, men giver overskud til andre ting.
Sjæl er ikke overraskende en fortælling om, at man skal huske at gribe og nyde livet. Men vejen til konklusionen er mere underfundig og eftertænksom, end man er vant til i en computeranimeret film.
Kommentarer