Skolen ved verdens ende

Der er film, som føles forudsigelige. Som ikke forsøger at være nyskabende, servere overraskelser eller en særegen fortælling. Og man sidder tilbage med en tam følelse af at have oplevet noget forglemmeligt.

Men der er også gange, hvor man kan mærke, at filmskaberen bevidst gør sig skyldig i uopfindsomhed, men udførelsen og resultatet føles ikke desto mindre ærligt og hjertevarmt.

Pawo Choyning Dorjis bhutanske Skolen ved verdens ende er en sådan film. Som produktion er den uden store armbevægelser og flamboyante virkemidler, og historien er set før – for eksempel i Bill Forsyths perle Local Hero – men alligevel funkler den i al sin enkelhed.

Den blev i år som den første bhutanesiske film nomineret til en Oscar for bedste internationale film, men måtte se sig slået af mesterlige japanske Drive My Car. Uanset hvad en flot præstation af et mildt sagt lille filmland.

Handlingen foregår i den lille landsby Lunana, der fjernt og ensomt er placeret i det bhutanske Himalaya – flere dagsvandringer fra nærmeste civilisation med elektricitet og internet!

Her bliver Ugyen udstationeret som lærer, da hans chef mener, at han har problemer med sin attitude. Det falder ikke i god jord hos den unge, håbefulde mand, der ikke just har forestillet sig et liv langt fra den moderne verdens bekvemmeligheder.

Ugyen bor i Bhutans hovedstad Thimphu med sin bedstemor. Og med et år tilbage af sin obligatoriske lærerpligt bruger han mere af sin tid på at skaffe visum til Australien, hvor han drømmer om at gøre karriere som sanger, end at dyrke det ærefulde erhverv som lærer.

Modvilligt drager han afsted på den lange rejse, hvor han møder sine to guider, yakhyrderne Michen og Singye. De tager imod ham med en begejstring, han ikke gengælder.

Ugyen virker mere interesseret i sin telefon ved aftenens første måltid. Og på den lange vandretur mod landsbyen er han mere i kontakt med sin iPod end den storslåede natur, der omgiver ham.

Et godt eksempel på det afkoblede, nutidige menneske, der aldrig rigtigt er til stede i sine omgivelser. Når han endelig er unplugged, er det for at brokke sig over rutens længde og stigningsgraderne.

Men langsomt opdager Ugyen landsbyen og naturens værdi. En aften rundt om bålet begynder de to guider at synge, og her lærer han for første gang, hvor stor en betydning sang har for livet i den lille landsby.

Selv om han ved ankomsten til Lunana fortæller, at hans ophold ikke vil være permanent, bliver mødet med den venlige, imødekommende lokalbefolkning og dens taknemlige børn et vendepunkt for ham.

Det er de små, hjertevarme øjeblikke, der gør Skolen ved verdens ende til en god filmoplevelse.

Som når hele landsbyen kommer deres nye lærer i møde to timer fra skolen eller Ugyens fine øjeblikke med den kvindelige yakpasser, der lærer ham den særlige sang. Og ikke mindst stunderne med børnene, der er så ivrige efter at lære, at de går hjem for at vække ham, så de kan blive undervist.

Det er Ugyens samvær med lokalbefolkningen, der giver filmen et præg af autenticitet og dokumentarisme.

Pawo Choyning Dorji indspillede filmen on location med kun ét kamera, var afhængig af soldrevne batterier og benyttede sig af lokalbefolkningen som skuespillere.

Fotografen Jigme T. Tenzing har ikke gjort brug af ekstravagante teknikker, men fokuserer linsen på de majestætiske bjerge i Himalaya i lange skud med et fikseret kamera, der fanger personerne i omgivelsernes pragt.

På denne måde præsenteres hovedpersonen op mod de rensende kræfter i den uspolerede natur – en slags visuel genfødsel.

Skolen ved verdens ende bevæger sig frem i en vandrers tempo: stødt og roligt.

Med hovedpersonens nyfundne glæde og øgede forbindelse med et land, et folk, en natur, er fortællingen genkendelig. Men trods den konventionelle historie rummer filmen ikke en falsk tone.