Slave af Danmark – afsnit 3

En mor ser blidt på sine børn om morgenen. Et flygtigt øjeblik, hvor hun trods de grusomme omstændigheder formår at vise omsorg for dem, der er hendes forbindelse til generationer før hende. 

I det tredje afsnit af DR’s Slave af Danmark sættes fokus på den slavegjorte kvindes fortælling. Det er en historie om et system, der i jagten på kapital har adskilt mennesker og deres efterkommere fra fællesskaber og kropslig autonomi. 

I serien ser vi, hvordan Regina (Ross Mangal Khan) konstant må behage Henrietta (Sofie Torp) og tage hensyn til hendes skrøbelighed som den hvide ”overherre” og kristne ”frelser”. Serieskaberne har her begået en genistreg, da Reginas liv ikke kun er en fortælling om fortielse, men også trækker en direkte forbindelse til nutidens benægtelse. 

For den opmærksomme seer er parallellen til den nordiske exceptionalisme og de mekanismer, der stadig begrænser afrikanere og deres diaspora, slående. 

Den nordiske exceptionalisme hviler på en selvopfattelse af moralsk overlegenhed og kan ses som en form for kollektivt hukommelsestab, når det gælder erkendelsen af kolonitidens fortsatte indflydelse på dagens samfund. 

Det bliver sat på spidsen, da Henrietta, efter først at have trafficked Regina til Danmark uden hendes børn, forlanger et ”tak” for at have bragt Reginas søn til hende. 

Samtidig følger vi det progressive par, der ihærdigt arbejder på at omdanne slaveriet til en bæredygtig, økonomisk vækst. Forretning som drivkraft bag afskaffelsen af menneskehandel forstærker den nordiske exceptionalisme. Det efterlader afro-danskere i en position, hvor de stadig forventes at være taknemmelige over for et samfund, der – ligesom Henrietta – endnu ikke har lært at undskylde. 

Regina må derfor nøjes med at gøre modstand gennem små, anarkistiske handlinger – som at spytte i vinen eller nægte at sige farvel til sin voldtægtsmand. 

Da Ludwigs søn (Gustav Dyekjær Giese) chikanerer hende, ser vi, hvorledes hendes undertrykkelse er socialt betinget og blevet viderebragt op gennem generationer. 

I 1950’erne fandtes der stadig over 80 kolonier, og fuld afkolonisering tager mere end én menneskealder. Derfor må vi indse, at kolonitiden har skiftet form og lever videre gennem modernisering, kapitalisme og globalisering. 

Trekantshandlen er i dag et globalt produktionskredsløb, der fører råvarer fra Afrika over Asien til Vesten. Henriettas ”tak” bliver særligt ironisk, når Vesten giver bistand til lande, hvis ressourcer man selv har plyndret. 

Danmarks deltagelse i dette gør det umuligt at opretholde et image som et foregangsland. Koloniale hierarkier trives fortsat, og de dehumaniserende fortællinger nægter – i modsætning til Thure Lindhardts Ludwig – at dø.

Der er rent faktisk flere mennesker, som er slavegjort i verden end nogensinde før – det inkluderer tvangsarbejde, menneskehandel og børneslaveri. Og selv om de gamle stævnsbønder ikke deltog i slaveriet, har deres efterkommere fået gavn af det. 

Den uophørlige objektificering af afrikanske kroppe er menneskehedens længste tragedie. Vi kan ikke forstå klimakrisen, migrationskrisen eller finanskrisen uden at spore dem tilbage til de vedvarende koloniale strukturer. 

Hvilket symbolsk valg, at serien blev filmet på Sicilien, hvor vestafrikanske migranter og flygtninge ofte fanges i bundet landbrugsarbejde. Det er Reginas, Louisas og Ciceros fortælling, levn og opofrelse, der har skabt den velstand, vi nyder i Danmark – en kendsgerning, vi ikke kan ignorere. 

Jeg spekulerer på, hvilken indflydelse denne serie vil have på fremtiden. Vil flere begynde at føle empati med dem, der presses ned i ballast over Middelhavet, ligesom fortidens børn søgte lyset over Atlanten? Vil vi droppe feticheringen af andres kroppe og holde fingrene væk? Vil vi have respekt for de sprog, der reflekterer en geografisk kontinuitet, og se dem som bevis på den koloniseredes kreativitet, robusthed og modstand? 

Fra Ghana til Vestindien og Danmark – den afrikanske diaspora bærer på en dyb, generationel melankoli, født af den systematiske adskillelse mellem moderlandet og dets børn. 

Vi skylder Regina og Louisas efterkommere at skabe forandring og bidrage til genforeningen med det liv, de er blevet berøvet. Slave af Danmark er et vigtigt skridt på den vej.