En nøgen kvindekrop omfavner en anden i et mørkt, varmt rum. Den ene er stor og varm med brystvorter som frokosttallerkner. Den anden mindre, skrøbeligere.
Kort forinden har førstnævnte betroet den anden med åbne og pigede øjne, at hun måske er forelsket i hende. Men hun ved det ikke helt, for må kvinder overhovedet have lyst til at have den slags intimitet med andre kvinder?
At være kvinde er at være forvirret over, hvad det er, man ser, og hvad det er, man føler. Der har altid været så meget at skulle leve op til. Frygten for ikke at være smuk nok. Frygten for at være for smuk og blive udsat for overgreb.
Den kulturelle idé om, hvad en kvinde skal være, er så langt væk fra, hvordan det faktisk er, at man indimellem kan tro, man er blevet gaslightet af hele verden.
Mange af os er nemlig så optagede af at passe ind, at være tynde, blide, seksuelle – eller aseksuelle – nok til, at vi kan leve op til de forestillede regler.
I Anna Hints rørende, sørgelige og hjertevarme dokumentarfilm Smoke Sauna Sisterhood, mødes kvinder omkring en sauna i en skov fra den koldeste vinter til en frodig sommer.
De taler grinende, grædende og indimellem også flirtende om, hvordan det faktisk er at være kvinde. Det er en påmindelse om, hvor heldige vi danske kvinder er, at vi er født netop her. For voldsomheden i kvindetraumerne er skruet gevaldigt op, selv om temaerne er de samme.
Vi oplever årets gang og de mange ritualer i saunaen. Den estiske saunakultur er 800 år gammel og på Unescos verdensarvsliste over umistelig kultur sammen med blandt andet franske baguettes og japansk dukketeater.
En af kvinderne samler urter, som hun bruger til at uddrive onde ånder ved at slå de andre nøgne kvinder på ryggen. En højgravid kvinde står struttende af liv og vasker sin store mave med saunaens varme vand.
Filmen er nærværende uden at blive for nærgående i sine håndholdte portrætter af kvinderne, der ofte vises uden, at man ser deres ansigter. Vi ser bryster, deller og smukke fugtperler på huden helt tæt på. Kvinderne sidder i skovbrynet og tisser sammen eller kaster hvinende med den hvide sne.
Det føles som at blive inviteret med ind, når man ser de mange nøgne kvindekroppe i alle afskygninger. Filmen leder tankerne hen på franske Portræt af en kvinde i flammer, der også har et venligt female gaze på kvinden, som hun faktisk er. I Smoke Sauna Sisterhood er det ikke ild, men damp, røg og små fugtperler, der smykker de naturlige og bløde kvindekroppe.
Kroppene er i samspil med skoven selvfølgelig en Moder Jord-allegori. Kvinderne fortæller hjerteskærende historier om abortskam, tæsk og voldtægt, og det er nærliggende at tænke, at volden – psykisk og fysisk – mod kvindekroppen også er en vold mod det naturlige.
”Jeg var fuldstændigt ligeglad med, at han tog det vigtigste, de havde fortalt mig, at jeg havde,” siger en kvinde grædende om sin mistede mødom, mens de andre kvinder lukker øjnene og rynker brynene. ”Jeg ville bare overleve.”
Bagefter synger kvinderne med ru og rå stemmer smerten ud i en særegen a cappella, mens de hamrer de bare fødder i saunabrædderne og skurrer huden med noget, der ligner en blanding af salt og urter.
Selv om filmen vil give oprejsning til kvinderne, sidder man tilbage tynget af sorg. De er nødt til at træde uden for samfundet, ud i skoven og ind i saunaen for at finde hinanden. I et patriarkalsk og kapitalistisk samfund som dét i den gamle Sovjetstat må et kvindefællesskab være et parallelsamfund, ligesom naturen er et sted parallelt med industrien.
Det er som at nyde synet af en samling skovånder, der med svulmende frodige kroppe grinende mødes i en magisk ring. Vel vidende at bulldozere indkredser dem fra alle sider.
Kommentarer