Snabba Cash

”Snabba cash” er svensk for hurtige kontanter. Penge, der ikke tjenes ærligt og redeligt med et 37 timers job i trædemøllen, men på gadehjørner og i dunkle gyder. 

Daniel Espinosas film Snabba Cash fra 2010 og to efterfølgere udspiller sig i mødet mellem forretningsmænd i skræddersyede jakkesæt og bandemedlemmer i Adidas-stribet joggingtøj. 

Den løst inspirerede Netflix-serie foregår ti år efter i et Sverige, der har ændret sig enormt efter den massive flygtningekrise i 2014. Undergrunden har skiftet etnicitet, og de to verdener er tættere på at kollidere end nogensinde før. 

I dette virvar forsøger tre personer at kæmpe sig fri fra bandemiljøet. 

Leya (Evin Ahmad) er en enlig mor med forretningsdrømme. Hendes afdøde mand var bror til en af Stockholms store bandeledere, der gerne vil holde kontakten til sin femårige nevø. 

Salim (Alexander Abdallah) er bryllupssanger det ene øjeblik og lejemorder for bandelederen det næste. Han ønsker sig langt væk fra en hverdag fyldt med paranoia. 

Tim (Ali Alarik) er en femtenårig grønskolling i banden. Han er etnisk svensk og i gang med en form for oprør mod sin kedelige far og en hård skilsmisse. 

Snart er de tre skæbner vævet ind i hinanden i jagten på henholdsvis et par tusind til en knallert, tyve tusind til et Rolex-ur og et syvcifret millionbeløb til en it-virksomhed. 

Liv er næsten lige så billige som pistoler, og angsten æder sig ind i selv de tryggeste stunder. De kalder det for ”ghettostress”. 

Med en mesterlig, håndholdt kameraføring holder serien kort snor til sine tre hovedpersoner. Det skal forstås bogstaveligt, for kameraet er sjældent mere end et skridt eller to fra sine skuespillere. 

Fotograferne Jonas Alarik og danske Erik Molberg Hansen har afskaffet metodens hovedpinefremkaldende rysten og indført en konstant forandring af kameraets fokusområde. 

Det simulerer det menneskelige blik og bringer os på linje med personernes desperation, der øges for hvert af plottets vendepunkter. Som et net, der bliver strammet om adrenalinpumpende dyr. 

Sjældent fungerer håndholdt så fremragende, i hvad der er langt væk fra Jason Bourne såvel som Dogme 95. 

Det tillader serieforfatter Oskar Söderlund at levere et dynamisk manuskript, der slipper godt fra at være langt mere udfordrende og sentimentalt end normalt. 

Salim kan sige til sin bandeleder, at han ikke længere føler sig som et menneske, og et bandemøde kan afholdes i et legeland blandt intetanende børn. 

Söderlund jonglerer frit og vovet med de tre skæbner og tilbyder både paralleller og kontraster mellem dem. Leya bliver smidt ind i en Ferrari af sin stenrige investor, og Salim bliver bortført i en splinterny Mercedes. 

Måske bliver det hele en tand for urealistisk under seriens mange skuddueller, hvor kameraet heller ikke kan følge med. Det fungerer bedre, når andenrangskaptajnen i banden smadrer en kvindes knæskal med en hammer. 

Serien tegner et spændende portræt af Sverige som land. Sammenlignet med danske film som Nordvest, Pusher og senest Shorta, finder vi en kriminel underverden, der er mere integreret i det svenske samfund. 

Der er ikke langt fra pita kebab til poke bowl, og i kampen om de nemme penge er det den stærkeste, der vinder. Den lov er sand, ligegyldigt hvilket samfund man befinder sig i, eller hvilket klassetrin man står på.