”Kan du ikke høre dit barn skrige?”
Det spørger en søvnløs nabo, der afbryder Jennis fest en nat i december. Musikken spiller så højt, at den overdøver hendes nyfødte søn, som ligger i barnevognen alene på svalegangen.
Scenen er ganske kort, men sigende for serien, som er skrevet af danske Mette Heeno.
I det forhutlede, dunkle sociale boligbyggeri i Stockholm bor flyvske Jenni (Josefin Asplund) sammen med kæresten Salle (Ardalen Esmaili) og deres to børn. Her bryder naboerne sig mere om egen nattero end andres ve og vel.
Men den splittede, unge hovedperson er samtidig mellem moderrollen og ungdomslivet. Hun er langt fra færdig med at feste og være ung.
Og Jennys stofmisbrug under den første graviditet har skadet datterens høresans. Ikke desto mindre forestiller Salle sig, at kæresten kan blive en gammeldags husmor.
Familiens indre splid kommer op til overfladen juleaften, hvor den fem uger gamle søn Lucas forsvinder sporløst.
Imidlertid har blandt andre den danske sygeplejer Maria (Maria Rossing) bemærket, at ikke alt er, som det skal være hjemme hos den socialt udsatte familie. Som serien skrider frem, involveres hun og andre i en optrevling af, hvad der i virkeligheden skete med det forsvundne spædbarn.
Første afsnit af den socialrealistiske krimiserie udspiller sig på dagen, hvor det går op for Jenni, at sønnen er væk. Men så skrues tiden tilbage til før fødslen.
Lige så stille ser vi hændelsesforløbet, hvor personernes veje mødes, og den opmærksomme seer kan gætte sig frem til, hvad der er sket med Lucas.
Grebet lånes fra Billy Wilders klassiker Sunset Boulevard, hvor slutningen også afsløres, før vi ser begivenhederne, der går forud. Efter 71 år føles det dekonstruerede tidsforløb stadig dugfrisk og som spændende alternativ til flashbacks eller en klassisk, lineær fortælling.
Lyd spiller en væsentlig rolle i Sneengle. Som når Salle reagerer på telefonbeskederne fra Jenni aftenen før sønnens forsvinden.
I baggrunden hører vi barnet græde, imens Jenni tigger kæresten om at komme hjem. Undervejs bliver hun mere og mere ophidset, før hun ude af sig selv truer med at smide sønnen ud af vinduet.
Få minutter senere kommer den næste besked, hvor vi hører hende græde, imens Lucas er fuldstændig stille.
Men støjen af skænderier og barnegråd i lejligheden bliver også for meget for datteren Nicole, der slukker sit høreapparat for at gøre verden tavs.
Alt det rabalder er en naturlig del af elendigheden i den slidte lejlighed, hvor lyset altid er dæmpet som for at beskytte en stofmisbrugers sarte øjne.
Josefin Asplund er fremragende som den ubemidlede Jenni, der doper sig for at undslippe moderskabets smerte. Selv under graviditeten tigger hun om stoffer, imens hun kalder barnet, som sparker i maven, for et uhyre.
Hendes modsætning finder vi i Maria, der, selv om hun for nylig er flyttet fra København til Stockholm, gør alt, hvad hun kan for at bevare forholdet til sin handicappede bror. Og så er der politibetjenten Alice, der tager orlov for at passe sin mand, som har haft en blodprop.
Således vil Sneengle vise forskellige former for omsorg eller mangel på samme i ulige miljøer. Desværre kommer den også til at udstille en usympatisk og moralsk forladt underklasse modsat en godhjertet og hjælpsom middelklasse.
Tre afsnit inde i serien er klasseskellet ikke blevet mere nuanceret, men iscenesættes af sociale markører. Både hjemme hos Maria og Alice ser vi puder, gardiner og møbler i varme farver og en varietet af stof og træsorter. Når de spiser, serveres måltidet på porcelæn og gerne med et glas vin til.
I det sociale boligbyggeri er alting lavet af plastik.
I en scene pynter lille Nicole, forskønnet med plastiksmykker og billig glimmer, et hvidt plastikjuletræ med plastikpynt i en lejlighed, der er fyldt med plastiknips. Imens spiser moren i køkkenet gårsdagens takeaway fra en plastikbeholder.
Den manglende interesse for det, der ligger bag underklassens plastik er uheldig. Men Sneengle vinder med sin medrivende optrevling af mysteriet.
Kommentarer