”Han er det fremtidige lig,” lyder det ildevarslende i starten af det ellers så solbeskinnede, 80’er-nostalgiske franske kærlighedsdrama.
Sommeren ’85 er baseret på en engelsk roman fra 1982 af Aidan Chambers med en mere dyster titel: Dance on My Grave.
Instruktøren er ingen ringere end franske, ekstremt produktive François Ozon (8 Kvinder, Ung og smuk), der på Cannes-festivalen i sidste måned allerede lancerede en ny film, aktiv dødshjælp-dramaet Everything Went Fine.
Alexis (Félix Lefebvre), en smuk, purung mand, bliver i et uvejr reddet fra at drukne i en bådulykke af den handlekraftige, dragende og lidt ældre David (Benjamin Voisin).
Efter redningsaktionen kommer Alexis hjem til David for at sunde sig. Han klædes af og bades af Davids både nervøst sitrende og grænseoverskridende mor (Valeria Bruni Tedeschi), der året før er blevet enke – ligesom David er blevet faderløs.
Moren opfordrer Alexis til at blive ven med David. Hendes søn trænger til en ægte ven.
Venner og kærester var de nok blevet alligevel, for tiltrækningen mellem de to unge mænd er der fra første øjeblik. Alexis er skrøbelig og jomfruelig, men har indre dæmoner, mens David er fordærvet og erfaren, med et mere sårbart sind, end han vil røbe.
David udfordrer Alexis.
Han tager ham med på halsbrækkende motorcykelture, først med hjelm, siden uden. Om de har sex med eller uden gummi, melder fortællingen intet om, da Alexis som filmens fortæller lader os blive foran den lukkede dør til soveværelset, mens de har deres første nat sammen.
Den smukkeste nat i Alexis’ liv.
Filmen foregår i 1985, det store aids-år, men aids og frygten for den dengang dødbringende sygdom nævnes ikke med et ord.
Bogen, som filmen er baseret på, nåede også at udkomme, før aids blev en kendt realitet. Trods filmens fiksering på det morbide er der en uskyld til stede i portrættet af de forelskede og eksistensplagede unge.
Der er lykkelige montager af Alexis og David i båden på søen, hvinende i et omrejsende tivolis rutsjebane og i intim nærdans på et diskotek.
Men døden er til stede hele tiden.
David indgår en livspagt med Alexis. Den, som lever længst, skal danse på den andens grav. Der hænger billeder af døde fra det gamle Egypten på Alexis’ væg, og han er lidenskabeligt og videnskabeligt optaget af livets slutning uden at have mødt døden i virkeligheden. Det kommer han til.
Filmen bør ikke mindst ses for sine vibrerende troværdige præstationer af de to hovedrolleindehavere samt af Philippine Velge som den engelske au pair Kate, der får en afgørende plads i skæbnedramaet.
Historien er ret beset meget lille, men følelserne er store: besættelse, jalousi, svigt og sorg.
Det er oplagt at sammenligne med Call Me by Your Name, der søreme også foregår i 80’erne og handler om en sommerromance mellem to unge mænd.
Sommeren ’85 er skævere, og så har den et vildt plottwist. Men først og fremmest er den mørkere.
Jeg husker mit eget 1985 som et rædselsår. Det undergrundsmiljø, jeg havde været en del af, var på nedtur. Jeg oplevede et selvmord tæt på. Og angsten for sygdom var tæt på at invalidere mig.
Så for mig er det mærkeligt at se den her film, der foregår på samme tid i et maritimt og lyst univers, men hvor følelserne er lige så heftige og dystre som i den neonoplyste storby.
Filmen forestiller at være Alexis’ skrevne fortælling om det, der skete. Det fjerner den fra ren realisme til noget mere stiliseret, af og til let manieret og kunstigt melodramatisk, som godt kan irritere, men som er Ozons bevidste valg.
The Cures smukke In Between Days spiller hen over forteksterne, mens Rod Stewarts corny og opløftende 70’er-hit Sailing bliver symbol på den vilde og skæbnesvangre kærlighed mellem Alexis og David.
Filmen er som en blanding af de to sange. Melankolsk, medrivende, lidt for meget og romantisk med stort R.
Kommentarer