Biografanmeldelse
13. feb. 2020 | 00:38

Sonic the Hedgehog

Foto | Paramount
Rumvæsenet Sonic har været nødt til at stikke af fra sin egen verden, men på Jorden er det charmerende blå lyn helt alene.

Filmversionen af spilklassiker handler om, hvad ensomheden gør ved én, men byder også på en hysterisk morsom Jim Carrey.

Af Claus Nygaard Petersen

”Pling! Pling! Pling! Pling! Pling!!

Lyden af et blåt hulepindsvin, der indsamler guldringe ved at løbe igennem dem, var fast inventar, når jeg fik fri fra skole som knægt.

Det var på Sega Megadrive-konsollen, at jeg fordrev flere timer i selskab med hurtigløberen Sonic. Teknologien til at gemme, hvor langt man er nået i spillet, eksisterede ikke dengang, så jeg har faktisk aldrig gennemført et spil.

Men efter at have set Sonic the Hedgehog er lysten til at forsvinde ind i universet vendt kraftigt tilbage.

I den her version er Sonic – med stemme af Ben Schwartz – et rumvæsen, der har været nødt til at stikke af, da hans hurtighed er usædvanlig.

Uden noget selskab på Jorden har den lille charmtrold lært alt, hvad han ved, ved at iagttage (læs: spionere) beboerne i den lille by Green Hills, USA.

Yndlingsbeskæftigelsen er at kigge med ind ad vinduet hos politibetjenten Tom Wachowski (James Marsden) og hans kone Maddie (Tika Sumpter), når de holder filmaften. Typisk består menuen i hjemmebiografen på komedier eller actionfilm – lige præcis det, et blåt pindsvin ønsker allermest.

Men det er også ensomt at være den, der står udenfor og kigger ind.

Med sin enorme fart har Sonic mulighed for at underholde sig selv ved at lege, at han er flere personer. Når han sprinter rundt og spiller baseball helt alene, er det underholdende, men også lidt hjerteskærende.

Glidende ind på pladen, så han laver den spilvindende homerun, funkler hans øjne af momentan lykke, der forsvinder som dug for solen, da han rækker hånden op til en high-five – i dét øjeblik gør det at være alene meget, meget ondt.

Da pindsvinet forårsager en strømafbrydelse på det meste af den amerikanske vestkyst, sender militæret den geniale, men også gale Dr. Robotnik (Jim Carrey) af sted.

Derefter er Sonic jaget vildt og må endnu en gang tage flugten, selvfølgelig i et hæsblæsende tempo.

Filmen handler dybest set om, hvordan ensomhed påvirker én.

Hvor Sonic har et godt hjerte og ønsker venner, er Robotnik den diametrale modsætning. Han er blevet den vanvittige videnskabsmand, der betragter andre mennesker som spild af oxygen og noget, der kun er en hindring for ham.

Jim Carrey fanger alle nuancerne af den misantropiske galning. I et løssluppent og dog kontrolleret kaos leverer han en præstation, der leder tankerne hen på tidlige roller i Ace Ventura: Pet Detective og The Mask.

Den får ikke for lidt med exceptionel, fysisk komik, men skuespilleren formår også at tilføje et subtilt skær af brutalitet, så man rent faktisk tror på, at han vil slå ihjel for at nå sit mål.

Det giver en herlig undertone til mange af de ellers hysterisk morsomme scener med Carrey, hvor en verbal udveksling mellem Robotnik og Tom Wachowski er en af de bedste.

En lang række fornærmelser, hvor Tom har sagt noget om amning til Robotnik, munder ud i replikken: ”Tvær det endelig ud i mit forældreløse ansigt!”

Det lykkes også for Ben Schwartz at levendegøre Sonic. En kombination af teenage-uskyld og frækhed gør den blå sprinter til en karakter, man både har lyst til at hænge ud med og læse superheltetegneserien The Flash med. Men man får også lyst til at lægge armen omkring ham og sige: ”Du er min ven!”

Efter alle disse år tror jeg, at det er tid til at fyre op for Segaen igen og hilse på en gammel ven.

Trailer: Sonic the Hedgehog

Kommentarer

Titel:
Sonic the Hedgehog

Land:
USA

År:
2020

Instruktør:
Jeff Fowler

Manuskript:
Patrick Casey, Josh Miller

Medvirkende:
James Marsden, Ben Schwartz, Adam Pally, Jim Carrey

Spilletid:
100 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
13. februar

© Filmmagasinet Ekko