”Hvad er det værste, der kunne ske?” spørger en af Bjørn og Louises venner til en parmiddag, da de overvejer en weekendvisit hos de hollandske ferievenner, de mødte i Toscana.
Replikken er et skadefro vink med en vognstang om, hvad familien – og publikum – har i vente. Samtidig er det et godt signalement af den høflige handlingslammelse, der ligger til grund for Christian Tafdrups satiriske gyser Speak No Evil.
Vi vil jo nødig tro det værste om hinanden, og da Bjørn og Louise ankommer til hollændernes hus langt ude på landet, er der mange små grænseoverskridelser, de er ivrige efter at slå hen.
Deres vært Patrick har vel bare glemt, at Louise er vegetar, da han insisterer på, at hun lige skal smage det vildsvin, han har stegt for at byde dem velkommen. Og hans kone Karin ville selvfølgelig ikke træde nogen over tæerne, da hun opdrager gæsternes datter Agnes til at lægge gaflen til venstre, kniven til højre.
Dansen om den gode stemning er kosteligt og penibelt udpenslet, inklusive det danske pars angstfyldte reaktion, da det hollandske par vil have dem til at overlade deres datter til en mandlig babysitter, der har brun hud og hedder Mujadin.
Christian Tafdrup er en skarp iagttager af hverdagens trakasserier og en besk satiriker, der kan udpege de bedste smertepunkter at stikke kniven ind. Fem år efter, han hudflettede ulige parforhold i En frygtelig kvinde, udleverer han den sociale disciplin at præsentere sit ”perfekte parforhold” for omverdenen.
Magtkampen mellem Bjørn og Louise kører på et noget lavere blus end i En frygtelig kvinde. De har accepteret den gensidige irritation som en præmis for et vellykket forældreskab og føler sig af samme grund provokeret af deres bramfri hollandske modparter, der både kan danne fælles front ved parmiddagen og snave som teenagere på dansegulvet.
Særligt Bjørn lader sig totalt tromle af den skråsikre alfahan Patrick. Danske Morten Burian og hollandske Fedja van Huêt har en særlig dynamik, der uundgåeligt leder tankerne hen på den feje og skvattede familiefar i Ruben Östlunds Force majeure, der hverken kan tale eller brøle sig til den respekt, han længes efter.
Louise er mere forstandigt tilbageholdende, men Sidsel Siem Koch viser dygtigt, hvordan også hendes frustrationer og længsel ulmer under overfladen. I en anspændt bravurscene står hun sårbart nøgen i brusebadet, da Patrick vader ind på badeværelset og højlydt børster tænder.
Hun sitrer, men siger ingenting. Bagefter går hun ind og har sex med Bjørn, hvor de vender det døve øre til deres datters kalden. De bliver begge påvirket af deres hollandske modparters grænseoverskridende adfærd.
Allerede fra startteksterne, der akkompagneres af Sune Kølsters bragende strygermusik, står det klart, at den lille kernefamilie går en grum skæbne i vente. Fotograf Erik Molberg Hansen maner en angstpræget forventning frem med stiligt underbelyste billeder.
Gysermekanikken er drysset med løs hånd ud over socialsatiren, som da hollændernes generte søn Abel (stærk præstation af Marius Damslet) åbner munden på vid gab og afslører, at han ikke har nogen tunge. En fødselsdefekt, forklarer hans forældre.
Ubehagelighederne rager frem som en Tjekhov’sk pistol. Manuskriptet – skrevet af Christian Tafdrup med broren Mads Tafdrup – samler dygtigt sammen til en grufuld tredje akt, hvor maskespillet endelig kan ophøre.
Christian Tafdrup har i Ekko #89 forklaret, at han i en gyser er mere optaget af angsten end af skriget, når monsteret endelig viser sig. Forbilledet er snarere Michael Haneke end Wes Craven, selv om mange publikummer vil føle trang til at lukke øjnene under de mest ubehagelige scener i dansk film siden Lars von Triers Antichrist.
Ligesom forbilledet Trier er Tafdrups store bedrift, at han er i stand til at hæve sig over køkkenvaskrealismen og skabe allegorier, der får os til at reflektere over, hvordan vi opfører os og behandler hinanden.
Han er ikke interesseret i at forklare ondskaben. Den opstår, fordi den ryggesløse humanisme giver ondskaben frit spil – en tese, der følges raffineret til dørs, på trods af at det koster noget af satirens genkendelighed.
Her kan Speak No Evil lede tankerne hen på George Sluizers kultgyser Spoorloos (1988), hvor et hollandsk ægtepar på ferie i Frankrig bliver offer for en psykopat.
Den film byder på en af filmhistoriens mest chokerende slutninger, og selv om det endelige opgør i Tafdrups film er bundet op på det danske pars dårlige beslutninger og manglende kommunikation, må man tage hatten af for tredje akts fatalistiske logik. Det bliver værre, indtil nogen siger stop.
Men det ville være jo være uhøfligt.
Kommentarer