Serieanmeldelse
20. feb. 2025 | 15:11

Spillet

Foto | Sille Serup

Komikeren Oliver Stanescu skiller sig ud som en regulær player, der lyver uden skrubler og kommer i problemer, fordi programmet også handler om loyalitet.

Reality-koncept på TV 2 er en slags menneskeskak, som faktisk er vildt underholdende og på et psykologisk plan dybt interessant.

Af Kristian Ditlev Jensen

En psykolog lærte mig engang, at der findes én test, som kan afsløre, om en ansøger til en topstilling er psykopat eller bare en god beslutningstager.

Testen går ud på, at psykologerne løbende ændrer hele testens værdigrundlag, så det langsomt forandrer sig undervejs i testen.

Psykopater forsøger nemlig at regne testen ud. Men hvis testen hele tiden forvandles til noget nyt, kommer de til kort, fordi deres strategier pludselig er forældede.

Lidt den samme mekanisme er på spil i TV 2’s Spillet, der er et sydkoreansk reality-koncept. Det vækker mindelser om meget populære Forræder, men i Spillet får reglerne et lidt specielt og virkelig underholdende twist.

Konceptet er ellers det gængse, som er kendt helt tilbage fra Big Brother og i litteraturen fra Agatha Christie-klassikeren And Then There Were None. Et hold af deltagere spærres inde i en stor, luksuriøs villa, og en ad gangen elimineres de. Hos Christie myrdes de brutalt – lidt som de også gør i den moderne reality-fiktion ved navn Squid Game – men i reality-formaternes verden stemmes man heldigvis bare hjem.

Eller gør man?

En af gamechangerne i Spillet er, at man nok stemmes ud af Spillet, men man er faktisk stadig med. De hjemstemte bliver bare til ”kælderspillere”, der bor usselt på feltsenge og må slide som Askepot for føden.

Helt bogstaveligt. Mens de heldige upstairs’ere lever i sus og dus med både is, pizza og rødvin, skal kældermenneskene sortere tusindvis af kaffebønner og hvide bønner i bøtter for bare at få én sodavand.

Det er ret spændende og interessante spillere, som medvirker. Anna Lin er tv-vært, Astrid Olsen influencer, Glenn Bech forfatter og psykolog, Irina Olsen influencer, Jacob ”Jaxstyle” Krull dj, Jeanette Ottesen elitesvømmer, Jim Lyngvild designer, Joachim Boldsen tidligere elitehåndboldspiller, Mohamed ”skinz” Ahmed sanger, Oliver Stanescu komiker, og Sofie Stougaard er skuespiller ligesom Vicki Berlin. Og flere af dem kan jo trække på en stor erfaring.

Glenn Bech læser gruppedynamikkerne med det samme og manipulerer elegant, mens Joachim Boldsen konsekvent bevarer overblikket og uden tøven aflurer hele holdet. De to skuespillere analyserer deres roller og fylder dem ud – også når der skal lyves.

Oliver Stanescu skiller sig hurtigt ud som en regulær player. Han lyver og forstiller sig. For er det ikke dét, det hele går ud på? Jo, men det handler også om loyalitet, som er det modsatte. Igennem flere afsnit nærmer han sig sit endeligt, bortset fra at han jo ikke stemmes hjem – men ned i kælderen.

Der er vilde regler og dynamikker som for eksempel, at man kan få fat i ”penge” og købe stemmer, der kan bruges til at stemme andre hjem med.

Kælderfolket får mere og mere magt. Det voksende hold af udstødte kan bruge magten imod dem, der er tilbage ovenpå. Taberne stemmer med eller de vælger roller, som folk oven på skal leve ud. Og dem oven på fatter ikke en brik af, hvad der foregår.

Det hele handler om magt, intriger og især strategi. Og man skal ikke have spillet meget skak, før man tænker, at det her er menneskeskak, hvor personer er en slags levende brikker, der flytter rundt. Men hvem har gennemskuet, hvem der er konge og dronning?

Man forbløffes ofte over, hvor intenst de medvirkende i reality-tv lever sig ind i de julelege, de deltager i. Folk bliver vitterligt grådlabile, stormer ud af lokaler i regulære sammenbrud eller føler gigantiske svigt, når de – herregud! – bliver stemt hjem i en voksenleg. 

Tænker man sig bare lidt om, ved man, at det bliver alle jo, hvis der kun er én vinder. Set udefra er det lidt overkill. Men man må også indrømme, at det faktisk også er helt vildt underholdende og på et menneskeligt plan dybt interessant.

For er det virkelig psykologen, der gennemskuer det hele, eller er det komikeren? Og hvad sker der, når folk afsløres i løgne? Hvad sker der, når de værste forrædere bliver stemt ned til dem, de selv lige har elimineret? Findes der tilgivelse. 

Jeg har set de fem første afsnit af Spillet, og det giver et godt billede af de evigt skiftende spilleregler. Da femte afsnit slutter, er der pludselig kommet en uventet deltager. Men der er også pludselig kommet flere mennesker i kælderen end oven på. Og gæt, hvad bagmændene beder de to hold om …

Kommentarer

Titel:
Spillet

Sæson:
1

Land:
Danmark

År:
2025

Tilrettelægger:
Jane Stokholm, Jasmin Lennert, Clara Mosegaard, Katrine Juel

Medvirkende:
Anna Lin, Glenn Bech, Jeanette Ottesen, Jim Lyngvild, Jaxstyle, Vicki Berlin, Mohamed ’skinz’ Ahmed

Spilletid:
Tolv afsnit af cirka 60 minutter

Anmeldelse:
Fem afsnit

Premiere:
22. januar på TV 2 Play

© Filmmagasinet Ekko