Det er hårdt at stå i skyggen af andre, men nogle gange er der en god grund til ulige magtforhold.
Det er konklusionen efter at have set de første tre afsnit af Lars Hjortshøjs Viaplay-serie Store Lars.
Her forsøger skuespilleren at træde i karakter helt alene, men der er meget langt op til karrierens højdepunkter, som primært er skabt af Casper Christensen og Frank Hvam.
Lars Hjortshøj viste store evner som sketch-komiker i Casper & Mandrilaftalen, udførte genial idioti som Robert Dølhus i Langt fra Las Vegas og har glimtet som en gennemført usympatisk udgave af sig selv i Klovn.
Ved siden af det har han givet prøver på solid humor i god, gammeldags standup og vist en mere folkelig side som julemand i en række julekalendere samt som radiovært på DR P4.
Alle de forskellige sider forsøger komikeren at smelte sammen i Store Lars, men det bliver en pærevælling af den knap så morsomme slags. Hverken når han som ynkelig mandsling kæmper for at få lov til at onanere i sit eget hjem, eller når han målløs af misundelse hører, at kollegaen Jan Gintberg har fået en rolle som skurk i den næste Bond-film, føler man sympati med figuren.
Derfor hepper man ikke på ham, når han bevæger sig ud på dybt vand med uheldige bemærkninger til forskellige mennesker.
Lars Hjortshøj spiller ligesom seriens andre medvirkende under eget navn, men hans øjensynligt semi-succesfulde komiker er gift med skuespilleren Ellen Hillingsø. I de første minutter fanger han hende dog i at være utro, og så går turen ellers til de amourøse jagtmarker igen.
Her møder han søde og noget yngre Julie (Julie Agnete Vang), der driver et børneteater. I sin hovedkulds forelskelse anstrenger han sig meget for at imponere hende, og der er noget rørende ved den midaldrende mands famlen, når han går til casting på rollen som bi – blot for at være i nærheden af hende!
Lars dummer sig også i et job som hospitalsklovn, hvor han i fuld krigsmaling lader til at sende en meget direkte reference til vennernes populære Klovn-univers. Men inspirationen fra forgængeren er oftest mere en irriterende hæmsko.
Modsat makkerparrets serie og deres amerikanske inspirationskilde Curb Your Enthusiam er der i Store Lars ikke kælet for fortællingen, så de enkelte handlingstråde flettes sammen til effektive afslutninger.
Som pendant til Casper Christensens selvfede skørtejager er Martin Brygmann den energiske nabo, der en aften får besøg af den tidligere sportsstjerne og nuværende tv-vært Camilla Martin. Det er sådan set skægt nok, at hun viser sig ferm til at rulle en stærk joint. Og serien får da komik ud af sine korte kendis-gæsteoptrædener, når hendes kollega Joachim Boldsen i et andet afsnit pludselig afslører en nydelig sangstemme.
Men det fremhæver desværre også bare, at den vigtigste ingrediens ikke sidder i skabet.
Seriens grundlæggende problem er, at de pinlige situationer simpelthen ikke er troværdige. Klovn formår selv i sine vildeste øjeblikke – som når Frank pisker en hjernedød kvinde eller skider i en kattebakke – at gøre vildskaben til en naturlig konsekvens af hovedpersonens psykologi.
Men i Store Lars virker det hverken logisk eller motiveret, når hovedpersonen efter kort tids bekendtskab vælger at give en bøtte af sin hypervirile sæd til Julie, der forsøger at blive gravid.
Det skaber selvfølgelig forviklinger, fordi det sker til en børnefødselsdag, men optrinnet føles forceret og urealistisk.
Det samme er tilfældet, når Lars bliver mistænkt for at være homoseksuel, fordi han skal undersøge, om kusken på hestevognsdate er blevet bidt af en flåt i mellemkødet. At noget er langt ude, betyder ikke automatisk, at det er sjovt.
Alle mennesker dummer sig af og til, men her fremstår dumheden lidt for kalkuleret. Og når man ikke kan tage den fabrikerede verden seriøst, er det meget svært at grine ad den.
Komik er sjovest, hvis den er rundet af en genkendelig virkelighed.
Kommentarer