Matt Duffer og Ross Duffer vandt med Stranger Things størstedelen af Netflix-brugernes hjerte med deres både gruopvækkende og varme sci-fi-fortælling om drengen Will, der bliver bortført af et mystisk monster.
Serien foregår i 80’erne, og alt fra personerne til underlægningsmusikken er tydeligt inspireret af datidens sci-fi-mesterværker som E.T. og Aliens. Nu er de tilbage med den længe ventede anden sæson, som elegant fører stemningen videre.
Et år er gået, siden Will blev reddet, men de grumme hændelser har tydeligvis sat deres spor i Hawkins' beboere.
Mike (Finn Wolfhard) savner Eleven (Millie Bobby Brown), der har været forsvundet, efter at hun brugte alle sine telekinetiske kræfter på at bekæmpe Wills bortfører.
Til gengæld er Will nu igen en del af drengegruppen, og første afsnit starter med en munter scene, hvor alle drengene febrilsk skraber deres sparepenge sammen og mødes for at spille i byens arkadehal.
Brat slutter den muntre stemning dog, da Will pludselig står helt alene i den mørklagte hal. Igen er han trådt ind i den anden dimension og finder ud af, at en endnu større trussel er på vej.
Det er skummelt, og anden sæson byder på langt flere monstre, men også en dansk skuespiller i form af Linnea Berthelsen, der spiller den mystiske Roman.
Men det er ikke monstrene og det overnaturlige, som gør serien binge-værdig. Det er forholdet mellem karaktererne og deres individuelle udvikling.
Uhyrerne med tusind hugtænder kan drengegruppen akkurat overskue, men da de alle møder op i skole klædt ud som ghostbusters til Halloween og finder ud af, at de er de eneste på hele skolen, som stadig klæder sig ud, krummer man tæerne dybt ind i fodsålerne.
På lignende måder blander serien humor og uhygge i en konstant underholdende cocktail. Winona Ryder har oppet sig gevaldigt og leverer denne gang en overbevisende præstation som Wills overbeskyttende mor, der selvfølgelig er rædselsslagen for at miste sin søn igen.
Alligevel har hun åbnet hjertet op for den kiksede, men bedårende Bob – en rolle, som Sean Astin, der spiller Sam i Ringenes Herre, er perfekt valgt til.
Der er kemi mellem de to, og generelt slår det gnister gennem hele persongalleriet, som indleder enten romantiske forhold eller nye stærke venskabelige bånd gennem sæsonens ni afsnit.
Seriens bedste duo, som indleder et overraskende familiært forhold, kan jeg ikke røbe uden at afsløre for meget, men næstbedst er Dustins (Gaten Matarazzo) bromance med byens tidligere bølle Steve (Joe Keery).
Sammen prøver de med simple midler som et baseballbat med søm i at holde monstertruslen i skak. Samtidig lærer Dustin en hel del om, hvordan man scorer damer af Steve, mens Steve er blevet mere moden og viser ægte testosterondrevet heltemod.
Stilmæssigt kører serien sikkert videre i sin mageløse skildring af 80’erne. Her er ikke tale om Mad Mens sterile og minimalistiske version af 60’erne eller Mindhunters kvalmende gule fremstilling af 70’erne.
Stranger Things ligner ikke bare 80’erne, men noget, der kunne være lavet i 80’erne. I hvert billede er der påført et filter, som Duffer-brødrene har skabt ved at scanne gamle filmruller.
Sammen med en gennemført scenografi og realistiske frem for karikerede 80’er-kostumer ligner serien en filmklassikker med over 30 år på bagen.
CGI-monstrene klæder desværre ikke seriens old-school-udtryk særlig godt, men til gengæld fungerer soundtracket helt sublimt. Hits fra Talking Heads og Cyndi Lauper bliver brugt til at fremhæve personernes karaktertræk og understrege forskellige stemninger.
Efter den rørende slutning, hvor alle drengene genert danser med piger under skolens afslutningsbal til Time After Time, er ventetiden til næste sæson nærmest ikke til at bære.
facebook
twitter
Kommentarer