Stranger Things – sæson 3

Det var vel kun et spørgsmål om tid, før den ultimative 80’er-fjende kom på banen i Netflix’ nostalgitunge monsterserie Stranger Things.

For efter at den amerikanske regering i de sidste to sæsoner har eksperimenteret med den dæmoniske paralleldimension The Upside Down, er det blevet gode gamle USSR’s tur til at rode med urkræfterne i den lille soveby Hawkins.

Den telekinetiske pige Eleven (Millie Bobby Brown) lukkede ellers portalen til The Upside Down i anden sæson. Men efter et pludseligt strømsvigt forsaget af de modbydelige kommunister, lusker et nyt monster rundt i krogene, klar til at partere Hawkins’ lykkeligt uvidende beboere.

Eleven får hjælp af kæresten Mike (Finn Wolfhard) samt vennerne Lucas, Max og den nervøst anlagte Will til at udradere truslen.

I 2016 blev Stranger Things prompte en sensation takket være sin 80’er-retrostil og en handling, der var som snydt ud af næsen på film som E.T., Aliens og Stand by Me.

Serieskaberne Matt og Ross Duffer havde fundet en nostalgisk guldåre, og Hollywood såvel som serieproducere var hurtige til at kæmpe om at få deres bid af goderne. I dag kan man knap nok se på et filmlærred eller en tv-skærm uden at få blæst øjeæblerne og høregangene med memorabilia.

Derfor er attraktionen ved den muntre 80’er-æstetik falmet en del, og det rammer i den grad tredje sæson af Stranger Things. De to første afsnit, der gør klar til endnu en monsterjagt, overdoserer med referencer til Reagans Amerika og kommer til at hænge som et anker om halsen på resten af sæsonen.

Der går således ikke ét minut mellem de flødede poprock-sange, og den charmerende hyldest bliver lynhurtigt til kedsommelige stereotyper fra en svunden tid.

Stjernepsykopaten Billy fra anden sæson præsenteres som en svulmende David Hasselhoff, der gør de liderlige husmødre bløde i knæene efter ung pik ved poolen. De unge teenagere har alle knas i kæresteforholdet, og Max og Eleven tager på shoppetur, fordi ”man jo kan lave så meget andet end at kysse med drenge”.

Imens har Mikes storesøster Nancy problemer på arbejdet som journalistpraktikant. Hun støder konstant hovedet mod sexismens uigennemtrængelige mur.

Det hele virker som et pangfarvet tapet, der skal dække over en efterhånden kedsommelig udvikling af det store persongalleri.

Eleven har droppet punkeriet fra anden sæson, og selv om Millie Bobby Brown gør sit bedste, ville hun have mere held med at have kemi med en gulvmoppe end Finn Wolfhards Mike, der mugger sig igennem samtlige scener. Will, som endelig er sluppet fri af de glubske monstre, tjener ikke andet formål end at være en monsterdetektor.

Heldigvis står det bedre til med andre personer i serien.

Dustin, den fjerde ven i det gamle firkløver fra første sæson, fortsætter sit kærlige venskab med fanfavoritten Steve. De får selskab af Lucas’ lillesøster Erica og Steves kollega Robin, da Dustin opdager en russisk konspiration, som foregår lige for næsen af dem i det nye indkøbscenter Starcourt Mall.

Gaten Matarazzo er fortsat møghamrende charmerende som Dustin, der har et glimrende sammenhold med den rapkæftede Erica, som også er et højdepunkt i den nye sæson.

”Du kan ikke stave ’America’ uden Erica,” siger hun selvsikkert til stor morskab.

Monstret er også langt mere interessant end tidligere sæsoner, selv om det trækker på for mange inspirationskilder. Fra afsnit til afsnit skifter referencerne – fra Invasion of the Body Snatchers til The Blob – og fiser ud i vandet med en tam gengivelse af tyrannosaurus rexen fra Jurassic Park udstyret med tentakelgribearme fra War of the Worlds.

Det er et smörgåsbord af referencer, og der smøres tykt på med fanservicen. Bamsefar sherif Hopper har groet skovsneglen og lagt maven ud, og politiuniformen smides i skabet til fordel for en Magnum P.I.-skjorte. Imens er Steve iklædt en bedårende matrosuniform igennem hele sæsonen.

Men som de fleste skandinaviske smørrebrødsbuffeter, hvor pålægget dækker over kedeligt brød, så dækker referencerne over en serie, der efterhånden er løbet tør for originale idéer.