Stranger Things – sæson 4

Aldrig har den 80’er-nostalgiske Netflix-serie Stranger Things været så dyster som i det hæsblæsende næstsidste kapitel før seriens femte og endelige sæson.

Det er tilmed kun den første del af fjerde sæson, som kulminerer med to afsnit, der har premiere den 1. juli.

Førstedelen er en tætpakket kombination af gys og store følelser. Der er skruet helt op for både de kropslige og psykologiske rædsler i seks insisterende lange afsnit – alle over en time – samt et syvende på længde med en spillefilm.

Seriens vennegruppe af små og store teenagere er blevet et år ældre. Gruppen udgøres af de tre elskværdige nørder Mike, Will og Dustin og den mystiske Eleven, der i seriens første (og magiske) sæson flygter fra det laboratorium, hun er vokset op i. Blandt vennerne er også Mike og Wills ældre søskende, Nancy og Jonathan, plus Nancys charmerende ekskæreste Steve og hans lige så charmerende kollega Robin.

Det handler om pubertet, venskaber og kærester. Men i fokus for gruppen er The Upside Down, der befinder sig under den amerikanske soveby og gang på gang invaderer hyggen med slimede, onde monstre.

I denne sæson er et nyt monster på færde. Det knækker knoglerne på sine ofre efter at have knækket dem psykisk. I en hilsen til kultklassikeren A Nightmare on Elm Street fra 1984 plages de af den Freddy Krueger-lignende figur i vågne mareridt om fortidens traumer.

Netop traumer og sorg er omdrejningspunkt for den overmættede sæson.

Max (Sadie Sink) har mistet sin storebror Billy, der for at redde vennerne ofrede sig til monsteret i forrige sæson. Nu flyder Max rundt bag en mur af sarkasme og Kate Bush, som brager ud af høretelefonerne på hendes walkman.

Running Up That Hill er denne sæsons Never Ending Story og giver kuldegysninger i en neglebidende scene, hvor Max fanges i monsterets rødglødende hovedkvarter i The Upside Down.

Her lykkes serien perfekt med storhed og spænding.

Eleven (Millie Bobby Brown) har mistet stedfaren Hopper (David Harbour) og er sammen med familien Byers flyttet til Californien for at undslippe den tilbagevendende ballade i Hawkins.

Det lykkes selvfølgelig ikke.

For Eleven har også mistet sine telekinetiske evner og må tilbage til det selvsamme laboratorium, hun flygtede fra. Hun forsøger at genvinde sine evner, så hun som den eneste kan hamle op med byens monstrøse underverden.

Seriens underliggende fortælling foldes yderligere ud med Elevens mystiske forhistorie og tilblivelsen af The Upside Down. Der er en overgjort brug af de samme flashbacks, som giver forklaringer, men også er trættende.

På sin nye skole er Eleven blevet alles yndlingsmobbeoffer, og som altid er Stranger Things også fortællingen om skoletidens nørder og utilpassede, dens freaks and geeks.

Hun holder det hemmeligt for kæresten Mike (Finn Wolfhard), som senere kommer på besøg i Elevens solbeskinnede high school-helvede.

Imens har monsterets udvalgte ofre alle lidt i stilhed. Det bliver til en lidt udpenslet morale om at række ud til andre, når man har det svært.

Tvillingebrødrene Matt og Ross Duffers serie veksler vildt mellem det hyggelige og uhyggelige, som er underholdende, men også risikerer at gøre én lidt køresyg.

Popcorngyseren bliver ikke bare forsødet, men også reddet af den varme og humor, der især bæres af det skæve venskab mellem Dustin (Gaten Matarazzo) og Steve ”The Hair” Harrington (Joe Keery).

Især elskværdige Dustin er en gave for serien, der til tider er overambitiøs i sin seriøsitet og storhed.

Første afsnit skaber forventninger om, at det denne gang bliver endnu sjovere, da persongalleriet udvides med den kærlige anarkist Eddie (Joseph Quinn), der faciliterer den dødsens seriøse Dungeons & Dragons-turnering, Dustin og Mike deltager i.

Eddies tre scener i afsnittet er blandt seriens bedste.

Joseph Quinn brænder som en sol af varme og vildskab, der desværre slukkes allerede i slutningen af første afsnit under et grusomt besøg fra den anden side. Til gengæld bliver han uløseligt forbundet til det monsterbekæmpende venneslæng.

Serien står sig bedst, når den foregår i sine vante rammer i den forbandede forstad.

Det er straks mindre interessant, når den deler sig ud i diverse plotspor, som der i denne sæson er hele fem af. Tre af dem træder vande og keder, og de mange timers spilletid føles som overgjort frås for fanbasen.

Stranger Things vil gerne det hele, men er stærkest, når den som verdens hyggeligste gyser gør brug af humor, varme og nostalgi.