Drab, nøgenhed og heksekunster er blot nogle af de dristige elementer, der er plads til i afgangsfilmene fra den alternative filmuddannelse med hjemsted på Nordisk Film i Valby.
Se filmene eksklusivt hos Ekko frem til den 8. december.
Filmene fængsler tilskueren med små fortællinger, der udfoldes med fantasi, humor, vold og nogle gange en sirlig monolog.
Persongalleriet er mangfoldigt og skildres nuanceret. Man mærker ikke blot karakterernes motivation, men nogle gange også deres inderste, mørkeste hemmelighed, frygt og sågar åndedrættet.
Ellevte årgang udmærker sig så sandelig ved at have store armbevægelser, som Super16, hvor eleverne selv står for undervisningen, ofte bliver rost for.
Dimittenderne kender genrerne og filmhistorien og refererer til begge, men sprænger rammerne og lader ikke fortællestilen begrænse. Det er den selvsikkerhed, som skal sikre dansk film en lys fremtid.
Flygt frys kæmp
Samtalen er lidt akavet mellem Elliot og kæresten Mads, der netop er vendt hjem fra en længere rejse. Kæresten er liderlig og vil lynhurtigt knappe hovedpersonens bukser op.
Men Elliot holder noget skjult. Hver berøring får det til at løbe koldt ned ad hans ryg.
Instruktør Teys Schucany behandler modigt sin hovedpersons ptsd efter en voldtægt. Og han bliver godt hjulpet af Kristoffer Eriknauers fine præstation som Elliot, der med forvrænget ansigt og grådkvalt stemme prøver at bryde stilheden.
I mørket gisper han efter vejret og blikket stivner. Traumet efter et overgreb er til at føle på, men kæresten lægger ikke mærke til noget. Den unge mand står bagefter en evighed i badet. Stille som statuerne på museet, hvor de bagefter går på kærestetur.
I den sparsomt oplyste lejlighed – fremragende fotograferet af Philip Peng Rosenthal – holder persiennerne imidlertid solen ude. Ligesom Elliot ikke lukker Mads ind i det, der rører sig oppe i hovedet.
Heartbreak
Sneen falder på to afklædte mænd.
De sover i hinandens arme, mens deres nedre dele kun skjules af tynde lagener. Medinas For altid spiller, og den nu mennesketomme, hvide baggrund ses med filmtitlen påmalet med blod.
Det viser sig nemlig, at Adam Ild Rohweders hovedperson Sixten drømmer om at slå sin bedre halvdel Albert (Anton Hjejle) ihjel.
Det handler om den homoseksuelles frygt for i kærlighedens navn at tilpasse sig en heteronormativ, småborgerlig tilværelse. Den overvældende angst udfolder sig på parrets bryllupsdag som blodig og nogle gange absurd filmvold.
Genren pendler mellem komedie og gys. Og selv om der kunne skrues mere op for gysergenrens spænding og de komiske indslag, er August Aabos film et besnærende, gakket og vovet eksperiment.
Der er også plads til sand skønhed i de flotte billedindstillinger, når parret i øjeblikkets hede ser hinanden omgivet af roser og sarte lysindfald. Blodet, de begge er badet i, forvandles til guld, imens Ida Duelunds nervepirrende musik minder om rædslerne, der i virkeligheden udfolder sig.
En undersøgelse af empati
En legende blæsermelodi flyder over i en computersimulations lyde, da en ny tekst dukker op på skærmen og spørger, om tilskueren vil hjælpe med at undersøge menneskelige relationer.
De samme spørgsmål har Dana svaret ”ja” til i et spørgeskema. Hun hjælper Penelope med hendes afgangsprojekt fra Kunstakademiet. Nøgen læser kunstneren et inderligt brev op for Dana, hvorefter de skal tage billeder for at fange øjeblikket.
Imidlertid prøver den akavede hovedperson – fremragende spillet af Sara Klein Larsen – flovt at kigge andre steder hen. Kameraet får derfor lov til at udforske lejligheden, og Leslie Mings legende filmmusik erstatter talen.
Hjemme hos Dana er der rodet og kaotisk, ligesom personen ser sig selv. Vasketøjet er ikke foldet, og sengetøjet ligger stadig fremme. Men hendes filmplakater og velvoksne planter passer til en kvinde, der kender sig selv på trods af den usikkerhed, som eksperimentet bringer til overfladen.
Ligesom filmens billedkunstner undersøger instruktør Hilke Rönnfeldt hovedpersonens måde at udvise empati, samtidig med at Dana søger en form for bekræftelse ved at lade sig udstille i kunstnerisk sammenhæng.
Bjergets tårer
Højgravid flytter dansk-montenegrinske Mina til forældrenes hjemland sammen med kæresten Daniel, der viser sig at mistrives i den sydeuropæiske varme.
Glimtvis får hun ham op at danse i deres lyse hjem med Adriaterhavet i baggrunden. Men for det meste surmuler han, kalder de lokale for primitive og bliver aggressiv, når hun foreslår, at han skal lære sproget – eller at de skal flytte tilbage til Danmark.
Instruktør Lena Milovic og hovedrolleindehaver Marijana Jankovic er danske, men de har begge montenegrinske rødder. En dualitet, som de spiller på med forrygende resultater.
En strygermelodi spiller, mens kameraet peger mod titlens bjerg og følger Mina til en mystisk hulemunding ved dets fod. Indenfor søger hun en klog kones råd. Nærbilledet af konens mund og Minas øjne gør samtalen nærværende, men også lidt mystisk.
Filmens magiske elementer er underspillede og slørede. Hvad der gør udslaget for filmens klimaks, forbliver usagt, men en indre rejse kan mærkes i skuespillerens mageløse, men beherskede ansigtsmimik.
Splittet
Malik er splittet – deraf filmtitlen.
Han er stolt af sit irakiske ophav, men opvokset i Sverige har han et tilhørsforhold til Norden. Følelserne bliver for alvor sat på en prøve, da forældrene på tv ser statuen af Saddam Hussein falde og beslutter sig for at flytte tilbage.
Det er med filmisk overskud, at instruktør Jahfar Muataz indfanger Maliks moderate glæde ved velkomsten. Familien fejrer ham med musik, klapsalver og pistolskud op i luften.
Men han føler sig fremmedgjort. Også diskussioner om amerikanerne, militsen og det gamle regime synes fjernt for ham. Det lægger tanten mærke til, og hun spørger hånligt, om han nu har skandinaviseret sit navn til Mikael.
Baider Al Jasims præstation i hovedrollen er underspillet, men nærværende og passer til personens ydre ro. Længselsfuldt kigger han ud over solbeskinnede bakkelandskaber uden for familiehjemmet, hvor indkaldelsen til bøn høres, mens en hyrde fører sine får hjem.
Indeni savner Malik sin egen hyrde til at fortælle ham, hvor han i virkeligheden hører hjemme.
Jahfar Muataz har allerede slået sit navn fast med et symbolmættet og pompøst filmsprog, der forleden blev hædret ved Ekko Shortlist Awards med priser til Det ottende sakramente. Med Splittet viser instruktøren, at han også behersker en mere intim og underspillet stil.
Afskærmet
Gustav er ensom.
Det hjælper ikke, at han knokler på forældrenes svinegård, mens jævnaldrende holder sommerferie. Med online-chatrooms som sin eneste kontakt til omverdenen brokker han sig over isolationen og hører techno for fuld volumen.
Værre bliver det, da den unge Daniel starter som feriehjælp. Til at starte med ligner det begyndelsen på et venskab. Men den nyankomne krydser en grænse, som bliver dråben, der får Gustavs bæger til at flyde over af vrede.
I nattens mulm og mørke optager Gustav sig selv begå en massakre på svinene og lægger det op online.
Albert Morels film er et skræmmende karakterstudie i den ensomme mands indre. Hans sociale omgang er farvet af kattevideoer og chokerende optagelser af skyderier, der kommenteres med ”lol” og bemærkninger om ofrenes tvivlsomme tøjvalg.
I en animeret drømmesekvens træder han ind i chatrummets drømmeverden, hvor han kan være fri. Nysgerrigt vader han ud i havet og svømmer dybere ned i underbevidstheden, før han vågner op til den virkelighed, han helst vil flygte fra.
facebook
twitter
Kommentarer