Super16, årgang 11: førsteårsfilm

Der er ét ord, der binder de seks førsteårsfilm fra filmuddannelsen Super16 sammen: relationer.

Hvad enten det drejer sig om et ungdomsdrama eller en ond horrorfilm, er fællesnævneren, hvordan vi agerer over for de mennesker, vi har i vores liv.

Det nye kuld instruktører følger fortrinligt i fodsporet på forrige Super16-årgang, hvis førsteårsfilm og midvejsfilm vi også anmeldte med stor begejstring.

Den tæller Ekko Shortlist-vinderen Kristian Håskjold, nyligt Robert-nominerede Hannah Elbke og Simon Mortensen samt Zinnini Elkington, der vandt en Robert for #MeToo-dramaet En flirt, der nu kan ses på Ekko Shortlist.

At instruktørerne på årgang elleve har en god forståelse for filmediet og filmhistorien, er tydeligt. Man mærker mere end én gang inspirationen fra de store mestre inden for forskellige genrer, men samtidig formår instruktørerne at sætte deres eget personlige præg på fortællingerne.

Filmene kan ses eksklusivt på Ekkos hjemmeside frem til 24. september og giver et friskt blik på, hvad fremtiden i dansk film har at byde på.

Dit navn skrevet i bølger

Bølgernes brusen af den konstante følgesvend i Teys Schucanys intime ungdomsdrama, der bør blive sat på skoleskemaet i de store klasser i folkeskolen – og for den sags skyld også gymnasiet. Den vil kunne fungere perfekt som samtalestarter for, hvordan man skal kommunikere i et parforhold.

En tur i sommerhus starter egentlig meget idyllisk og sødt for kæresteparret Karl og Andrea. Men efter første nat i huset begynder de små sprækker i forholdet at blive til afgrunde.

Skjold Rambow og Fanny Leander Bornedal supplerer hinanden fortrinligt. De veksler ubesværet mellem ømme omfavnelser og den slags syleskarpe, hjerteskærende bemærkninger, som kun en teenager kan levere dem.

Schucany og manuskriptforfatter Frederik Rye fanger de subtile nuancer i teenageliv, som Bille August og Nils Malmros tidligere har gjort i dansk film.

Finurlige zooms fra Stephanie Stål Axelgårds kamera giver illusionen af, at vi er til stede i rummet med personerne. Men vi kan ikke gøre noget ud over at være vidne til den langsomme destruktion af et, på overfladen, idyllisk parforhold.

Du er her

Døden er det altomsluttende omdrejningspunkt i Albert Morels historie om Emil, der skal sørge for at sprede sin mors aske nær barndomshjemmet i Sverige. Det var meningen, at han skulle have fået hjælp af sin far, der er skilt fra hans mor, men han er der ikke.

Gennem samtaler med halvsøsteren Anna, som han møder, bliver to vidt forskellige oplevelser af den tid, de tilbragte sammen i det svenske belyst.

Hvor hun husker det som en tid fyldt med sjove øjeblikke, er minderne mere triste for Emil.

”Jeg tror bare, jeg savnede min mor,” svarer han, mens han gnasker på en hård kiks.

Der er ikke mange store følelsesudbrud hos den stille mand, og søsteren er hans diametrale modsætning. Filmen er solidt håndværk uden de store svinkeærinder, og den ensomhed, der opstår efter, at man har mistet en elsket person, bliver sobert formidlet.

Christoffer Hvidberg Rønjes stoiske spil som Emil er interessant, for typisk ville man lade karakteren have store følelseseksplosioner. Den pligtopfyldende søn har valget mellem enten at fortabe sig i sorgens favn eller opfylde morens sidste ønske. En situation, mange vil kunne nikke genkendende til.

Hegn

”Men hvad nu, hvis nogen af os har et mareridt og har brug for et kram?” spørger hun sin kæreste med smil på læben og kærlighed i øjnene.

De to unavngivne kvinder taler om en underlig drøm, som den ene af dem har haft om vildsvin, almindelige grise og adskillelse. De to dyrearter må nemlig ikke komme i kontakt med hinanden på grund af frygten for sygdom.

Hilke Rönnfeldts Hegn er en finurlig fortælling om at være så tæt, som man overhovedet kan være på et andet menneske, men alligevel føle sig adskilt af en usynlig barriere.

Svenske Lisa Carlehed og danske Emilie Claudius Kruse giver en lektion i, hvordan man til perfektion gengiver de små blikke og favntag, som elskende udveksler mellem hinanden. Hvad enten de står ude på badeværelset og snakker om drømme eller sidder på gulvet efter en legefuld brydekamp, emmer hver scene af intimitet og en længsel efter at komme tættere på den anden.

Roxanna Reiss’ hypnotiske billeder er en rendyrket visuel nydelse. Kameraets bevægelser gennem det høje græs i den lavthængende sols skær giver associationer til Terrence Malicks betagende værker, hvor forhold ofte er et fast element i hans historier.

Kaboos

Læg allerede nu mærke til navnet Jahfar Muataz!

Hans gyserfilm om den biologistuderende Amna er den filmiske manifestation af et ondt mareridt og den bedste danske horror-kortfilm, jeg til dato har set.

Amna har sidste eksamen mandag. Hun tager direkte fra moskeen til Odense for at overnatte hos veninden Freja (Asta August). Amna plages er skrækindjagende mareridt, som ender med, at hun vågner lammet af søvnparalyse. I takt med at drømmene bliver mere intense, udviskes grænsen mellem vågen og sovende tilstand.

Titlen refererer til det arabiske sagnvæsen Al Kaboos, en ånd, der angriber mennesker, mens de sover. Og når man vågner, er det, som om man er ved at blive kvalt. Ikke ulig det vestlige vandresagn om den overnaturlige mare, som giver mareridt.

Som en kombination af Under the Shadow og A Nightmare on Elm Street leverer Kaboos det ene mere uhyggelige øjeblik efter det andet.

Amanda Radeljak legemliggør perfekt den rædselsslagne, unge kvinde, hvor frygten langsomt kommer til udtryk i alt, hvad hun gør. Et mistænksomt blik eller en let sitren i skuldrene bliver til rysten gennem hele kroppen. Det er mesterligt fysisk skuespil, hvor hver eneste bevægelse har en betydning.

Tobias Kropp og Sune Kølsters underlægningsmusik kan bedst beskrives som en symfoni fremført af helvedes yngel, og Jahfar Muataz – der netop har vundet førstepræmien i pitch-konkurrence på Odense-festivalen, træder frem som en af de mest interessante nye stemmer i dansk film lige nu.

Parade

”Hvad er du bange for? Er du bange for din mor?” spørger Bojana, mens hun klapper med hænderne helt oppe i lilleputspillernes ansigt på håndboldholdet.

Bojana er særdeles intens. Hun giver alt, hvad hun har, til trænergerningen og forlanger, at spillerne skal yde det ypperste.

Hendes fyrige Balkan-temperament og kompromisløse lederstil er ikke populær blandt de andre voksne i klubben. Hun får et ultimatum: Lær at slappe af eller forsvind!

Lena Milovic instruerer sikkert Andrea Windings friske manuskript, hvor inspirationen til historien findes i instruktørens eget liv. Hendes far var også en håndboldtræner i en dansk klub og kommer – ligesom Bojana – fra Montenegro.

Marinela Djekic (Pusher 3) er både charmerende og intens som den kontroversielle træner, der absolut ingen problemer har med at råbe så højt, at selv dem på de billige rækker i håndboldhalen kan høre, hvad bliver sagt.

Men der også stille og mere sørgmodige øjeblikke – som når Bojana overhører børnene tale om hende i omklædningsrummet. Og man får et sug i maven, når den passionerede træner hører sin datter blive konfronteret med de andre forældres utilfredshed.

En ting er, at folk er trætte af én. Noget andet er, at det går ud over ens kære. De store emner og følelser får frit løb i håndboldhallen og kantinen, hvor pomfritter er det faste måltid, når livets problemer skal vendes og drejes.

Så længe vi ikke snakker om det

Med en æstetik, der vækker associationer til 90’ernes vhs-tid, følger vi Sunes tilbagevenden til barndomsbyen. Han skal hænge ud med bedstevennen Casper – en slesk type, der absolut ikke er populær blandt resten af byens beboere.

Instruktør August Aabo og manuskriptforfatter Frederik Rye har fundet på en film med mange interessante idéer, som dog ikke alle sammen bliver forløst – for eksempel idéen med, at solen aldrig går ned.

I stedet får vi en velkendt, men veludført historie om, hvordan tid har det med at forandre et venskab, uanset om vennerne vil det eller ej.

Godt og vel samtlige beboere i byen sender onde øjne og spydige kommentarer efter Casper, og Sune begynder langsomt at indse, at kammeraten måske ikke er helt så fed en person, som han husker.

Anton Hjejle har hygget sig med spille den skumle Casper, som på en og samme tid formår at fremstå som den klammeste stodder og en stakkels lille dreng, man har lyst til at give et kram.

Det provinsielle nærmiljø, hvor sladren flyder i en lind strøm, er den perfekte kampplads for at teste et venskab. Hvornår skal man sige fra over for den, som skal forestille at være ens bedste ven?