Super16, årgang 11: midtvejsfilm

Det vil selvfølgelig være forkert at snævre beskrivelsen af seks forskellige værker med hver sit hold af filmskabere ind til en fælles betegnelse.

Men ellevte årgang på filmuddannelsen Super16 udmærker sig ved at have store armbevægelser.

De tør godt skeje ud med surrealisme og legende udfordringer, der involverer så ”udanske” genrer som western og musical. Og de er langt mere bombastiske, end vi er vant til i socialrealismens højborg. Samtidig byder midtvejsfilmene på en social bevidsthed og lyst til at fortælle historier med udgangspunkt i individet.

Persongalleriet tæller en hævngerrig præst, en oprørsk knallertbande, en mor bag tremmer og en københavnsk institution, der bogstaveligt synker i havet.

Vi anmelder filmene, der kan ses eksklusivt på Ekkos hjemmeside indtil midnat den 5. december.

Elsker dig i skjul

Ejendomsmægler Rasmus (Mathias Rahbæk) viser et hus frem. Henvendt til kameraet fortæller han om, hvor forskelligt man skal sælge et hus til en mand og en kvinde.

Det viser sig imidlertid at bunde i hans egen skrøbelige maskulinitet. Den udforskes i Teys Schucanys kærlige mockumentary, der tilføjer en hjertelig menneskelighed til den fiktivt dokumentariske genre, som oftest forbindes med komik.

Rasmus er nemlig bange for offentlig at kysse eller blot omtale kæresten Tore (Emil Blak Olsen). Han er lige så flov over Tores bøssede adfærd som over søsterens sexfikserede forestilling om homoseksuelle.

Hun ved bare, at de knalder i Ørstedsparken. Men både Rasmus og søsteren overser betydningen af sådanne rum for dem, der ellers ikke kan møde andre som dem selv.

Når han som led i et eksperiment får lagt sminke på, smiler han dog til spejlet, som om han for første gang genkender sig selv. Der klippes til en scene, hvor kameraet saligt peger lige op mod himlen og afspejler Rasmus’ lettelse.

Den overbevisende film udstiller maskulinitetens bedagede, snævre rammer, der er med til at skabe et destruktivt selvhad både i og uden for homomiljøet.

Opera Night

Springvand foran Amalienborg pryder den første scene, hvor kameraet peger ind mellem vandstrålerne for at vise Operahuset på den anden side af kanalen.

Danica Curcic er som altid fremragende i hovedrollen som rengøringsdamen Angeli, der lægger mærke til en revne i kælderen, hvor vand siver ind. Men ingen lytter til hendes advarsler. Bevidst forbliver det uklart, om det er hende eller de andre, der er ved at miste forstanden.

Som var det en Disney-musical synger både balletdanserne og Angeli om hverdagen i Operahuset. Hun sætter også ord på sine ambitioner, og det drømmende islæt formidler hendes rastløse higen efter opstigning på de skrå brædder.

Eller for at komme væk?

Instruktør Hilke Rönnfeldt udtrykker sig kafkask i sin skildring af bygningen, der er lige så labyrintisk som den hakkeorden, der hersker blandt de ansatte.

Balladen om den forsvundne revolver

I en tørlagt dansk provinsby iscenesætter instruktør August Aabo en moderne, nordisk western.

Amerikanske cowboys er blot erstattet af tørstige arbejdere, der kæmper for deres ret til at drikke sig fulde. Og i stedet for indianere er der en mystisk knallertbande, som begår hærværk rundt omkring.

Den eneste, der kan bevare ro og orden, er Henning Valins modige sherif. Hvis han altså kunne huske, hvor han lagde sin revolver!

Filmen kan ses som et oprigtigt kærlighedsbrev til genren. Instruktøren genskaber den berømte dør-sekvens fra John Wayne-klassikeren The Searchers. Og han lader kunstblod løbe ned ad hvide vægge som abstrakte malerier, mens Casper Belmaatis musik emmer af Ennio Morricones stemningsfulde toner til Sergio Leones vidunderlige spaghetti-westerns.

Trods de dragende kunstneriske valg og pragtfulde præstationer forbliver det imidlertid uklart, om filmen helst vil være sjov eller spændende.

Det ottende sakramente

”Han gjorde, hvad han kunne, for at få en mand ud af dig,” siger en ældre kvinde til sin voksne søn (Rasmus Hammerich). Sønnen er præst, og moren håner ham for at finde sjælefred i troen.

Hendes stemme bliver til et ekko i den unavngivne præsts hoved, mens han sidder i en mørk kirke og beder til gud. Han forestiller sig dæmoner, der ligesom ham selv forsøger at tørre blod af deres hænder.

Symbolik spiller en stor rolle i Det ottende sakramente.

Filmen er også båret af et flydende kamera, der bevæger sig let og smukt som i Paolo Sorrentinos sanselige universer – Il divo og Den store skønhed – og skaber visuelt frydefuldt gys.

Når præsten skal trøste en mand (Henrik Prip), hvis datter har taget sit eget liv, og den sørgende bekender, at han har misbrugt hende som barn, ser præsten sig selv i den afdøde.

Jahfar Muataz’ skabte den yderst lovende gyser Kaboos som sin førsteårsfilm. Og han følger op med en mindst lige så ambitiøs, religiøs hævn-thriller. Undervejs får vi mere og mere at vide om det, der skete mellem hovedpersonen og hans far, men den sørgende får ikke ro i sjælen.

Det gør man heller ikke som publikum. Det ottende sakramente bider sig fast, og Jahfar Muataz understreger, at han både har modet og evnerne til at forlene dansk film med en spirituel kvalitet.

Kærlighed giver pote

Med lyserød skrift mod en blå himmel tilsat en let fløjtemelodi er instruktør Albert Morels Kærlighed giver pote sukkersød på den bedst tænkelige måde.

Filmens hovedperson Hans Erik (Joen Højerslev) præsenteres, mens han leger med hundene fra et internat på en nærliggende eng. Det er umuligt at modstå filmens charme.

Hans Erik er ganske enkelt den bedste mand til jobbet at passe hund. Men når internatets nye ejer sender arbejdsmiljøkoordinatoren Mona ind for at vurdere, hvordan han fungerer socialt med de andre ansatte, kommer jobbet pludselig i fare.

Skingre violiner og tordenvejr indtager filmen, når Hans Erik er til samtale. Uden at have hørt snakken forstår man derfor udmærket, at det gik dårligt.

Umiddelbart lægger situationen op til et fjendskab mellem Hans Erik og Mona. Men som i enhver god romantisk komedie mødes mennesker, og sød musik opstår, når man mindst venter det.

Albert Morel kunne let have instrueret en forbier i en genre, hvor Hollywood har presset citronen til allersidste dråbe. Men med sirlig lethed og oprigtig interesse i særlingen Hans Erik er filmen ganske enkelt bedårende.

Grand Tour Violence

Bea bliver kropsvisiteret, før hun vises ind på sin fængselscelle. Alle betjentene kender hende allerede, og det gør de indsatte også.

Men selv om det ikke er hendes første tur i spjældet, er det anderledes denne gang. Hun har en toårig datter derhjemme, og Bea vil gøre alt for at komme ud og være hos hende igen.

Camilla Lau har medvirket i serier som Herrens veje og Kastanjemanden. Hun er fremragende i hovedrollen og har en imponerende dynamik med de andre skuespillere.

Med lethed skifter hun mellem at spille den bly viol over for betjentene for at opnå deres velvilje, mens hun bander som en søulk foran de andre indsatte. I cellen filmes Bea fra skæve vinkler, når hun kaster lange skygger på væggene og kæmper for at betrække sin pude, som var det første gang.

Instruktør Lena Milovic pisker en ubehagelig stemning frem. Den forstærkes af, at hovedpersonen trækker vejret hurtigere og hurtigere og til sidst bryder sammen i et angstanfald.

Men filmen mister fokus i krydsklipningen mellem virkelighed og fantasi. Det resterende persongalleri taler i gåder på bekostning af et mere indgående portræt af Bea.