Store eksplosioner, virtuose montager og andre storslåede filmiske redskaber er ikke altid nødvendige. Nogle gange er det nok blot at lade kameraet dvæle et ekstra øjeblik ved en skuespiller.
Førsteårsfilmene fra den nye årgang på filmuddannelsen Super16 tyder på, at eleverne deler en interesse for den jordnære, minimalistiske fortælling. Og det på trods af at de udforsker så forskellige genrer som et lægedrama, en periodefilm og en overnaturlig familiefabel.
Inspirationen fra menneskelige relationer på tværs af familie, kultur og arbejdsplads i forskellige sociale lag er tydelig.
Filmene byder på pragtfulde skuespilpræstationer, underfundige musikvalg og alternativ brug af filmiske udtryk med et twist.
Ingen film får mindre end fire stjerner, og for første gang har vi samlet set valgt at give en årgang fem stjerner.
Den alternative uddannelse, hvor eleverne selv står for undervisningen, har haft en enorm betydning i nyere dansk film. På 23. år formår den at finde frem til unikke talenter, og tolvte årgang bliver uden tvivl spændende at følge fremover.
Filmene kan ses eksklusivt på Ekkos hjemmeside frem til den 28. juni.
Amala
Amala beskriver sin tamilske familie som gammeldags. Faren slider i det på sit arbejde, mens moren er hjemme. Selv opdrages hun strengt, mens brødrene slipper afsted med stort set alt.
Derfor kigger Amala længselsfuldt mod den danske nabofamilie og ønsker, at hun havde deres liv.
Den unge kvinde er splittet mellem at føle sig dansk og tamilsk. Da hun får lov til at se den alternative virkelighed udfolde sig, forandres hendes selvopfattelse – ligesom for James Stewarts hovedperson i juleklassikeren Det er herligt at leve.
Vestlige og hinduistiske smykker og tøj, sprog, musik og optagelser af familiernes bordskik blandes sammen i instruktør Nivetha Balasubramaniams overnaturlige familiedrama.
Det skaber en sælsom, smuk stemning og afspejler hovedpersonens sind, som udtrykkes i den dygtige skuespiller Neesha Dewas længselsfulde blik.
”Tjum paka tjum pa,” synger en dyb stemme i Jesper Ankarfeldts indtagende, bevidst eksotiske musik. Allerede før hovedpersonen præsenteres, varsler den filmens fokus på mødet mellem kulturer.
Det vi plejer
”Jeg er i København,” siger festglade Mira i telefonen, da hun ringer til broren Ellis, der arbejder som hjemmehjælper.
Modvilligt lader han, som om hun er elev i oplæring og tager hende med på arbejde.
Men han er uforberedt, når en af de ældre får et anfald. Imens han går i chok, agerer den ellers umodne kvinde som den ansvarlige voksne, der støtter broren igennem en krise.
Instruktør Lina Vain Illalla udfolder en hjertenær fortælling om et umage søskendepar, der trods grundlæggende forskelle har hinandens ryg.
En tidlig scene viser Ellis vaske en ældre mands hår på badeværelset og trøste ham, når sønnen ikke kommer på besøg. Senere vasker Mira broren på samme måde.
Brugen af nærbilleder og håndholdt kamera er intimt og opleves som at være fluen på væggen, mens søskendeparret løfter humøret ved at drikke vin og ryge ud gennem vinduet i Ellis’ etværelseslejlighed.
Hun fortæller røverhistorier om sit vilde liv i Berlin, mens han nølende fortæller, at han måske er til mænd. Det er en ren fornøjelse, ikke mindst takket være Vic Carmen Sonne og Besir Zeciri – to af dansk films største skuespiltalenter.
Et eksempel: Dem på gulvet
Emma styrer med hård hånd de ansatte på psykiatrisk afdeling. Ikke bare, fordi hun er chefen og skal sætte dagsordenen, men fordi hun af erfaring ved, at de med færre hænder skal løbe hurtigere og derfor ikke har tid til at diskutere.
Baggrundsstøj af kaffemaskiner, fodtrin på gangene og klirrende bestik i køkkenet fylder lydbilledet, mens kameraet følger de medvirkende tæt uden at klippe. Vi bevæger os rundt i hospitalsgangenes grimme afkroge, hvor personligt svigt og håbløshed dominerer patienternes sind.
Således pisker instruktør Selma Sunniva – der på Ekko Shortlist er kendt som instruktør for blandt andet Skøge og som skuespiller for Alice Is a Nice Girl – en presset stemning op og lader kameraet dvæle ved skuespillernes trætte ansigter.
Hun indfanger den helt rigtige udmattelse i Benedikte Hansens præstation som Emma. Hun brænder for sit arbejde, men hendes flamme kan ikke brænde evigt.
Også Frederikke Dahl Hansen er skøn som den blåøjede nyansatte, der ikke tør sige fra, når hun presses til at tage ekstra ansvar uden oplæring.
De modfaldne personer i Kristine Plechinger Tüchsens stærke manuskript afspejler en væsentlig kritik af et krakelerende sundhedssystem, hvor omsorgsarbejde nedprioriteres.
Kuglen & Keglen
Rolands kolleger i bowlinghallen holder ham uden for fællesskabet. Om aftenen smutter de og får en tidlig fyraftensbajer, så han skal lukke biksen alene.
Imens han kløjes over at rense toiletterne, sker der et tragisk uheld, da en ældre herre sniger sig til at rulle en sidste kugle på banen.
Først når Roland (Jesper Ole Feit Andersen) fortæller om de rædselsfulde begivenheder, gider kollegerne snakke med ham. Men for at holde deres opmærksomhed overdriver han en smule.
En fjer bliver til fem høns, og snart udvikler dramaet sig til en fabel om konsekvenserne, når løgnen vokser sig større end fortælleren.
Den færøske instruktør Terji Mohr bruger neonoplyste bowlingbaner, dunkle baglokaler og repetitive toner, der kunne være fra et gammelt arkadespil, til at skabe et kunstigt, klaustrofobisk miljø.
Endnu ubehageligere bliver det, når filmen igennem Rolands øjne betragter kolleger og kunder, der smilende hygger, mens den ensomme hovedperson slider i det.
Sneglehuset
To granvoksne Congosnegle skrider om kap til jubel og applaus fra to kvinder, der hepper på hver deres snegl. Det er dagens højdepunkt for den fængslede adelskvinde Rigmor (Carla Eleonora Feigenberg) og tjenestepigen Karen (Anne Sofie Wanstrup).
Karen føler sig også fængslet af køn og klasse i 1600-tallets patriarkalske klassesamfund. Kvinderne beslutter sig for at flygte og leve livet i Tyskland.
Periodedramaer kendetegnes ofte ved overdådige kostumer og detaljerige kulisser eller historiske godser. Men instruktør Sif Lina Lambæk – som har tre film på Ekko Shortlist – skærer ind til benet og spinder guld af enkle dragter og indlevelse i personernes dynamik.
Den drømmende fortælling om kampen for frihed præges af sanselig kormusik og enigmatiske nærbilleder, der kunne være levendegjorte renæssancemalerier.
Filmsproget fuldendes med et bevægeligt kameras eksperimenterende vinkler og krydsklipning, som skaber en stemning med skift mellem det legende og uhyggelige. Ligesom de to kvinder oplever tilværelsen.
Tissemyre
”Hvad så, tissemyre?”
Sådan hilser Sigurds ældre søskende Astrid og Jens på ham, når de åbner døren.
Søskendeflokken samles for at dele farens bo, men Sigurd har noget andet på hjerte. Han vil give slip på fortiden og tilgive dem for at mobbe ham som barn.
Imidlertid mener Astrid og Jens ikke, at de har gjort noget galt og afslår tilgivelsen.
I løbet af filmens spilletid på 28 minutter kommer instruktør Frederik Paludan, der tidligere har lavet Soy No Soy, forbløffende tæt på sine karakterers kerne.
Filmsproget er minimalistisk, og musikken består primært af enkle klavertoner tilsat en sporadisk stryger. Resten klarer skuespillernes ansigtsmimik, der siger mere end tusind ord.
Især Isa Marie Henningsen stråler som den lede storesøster Astrid, der er enhver yngre søskendes skræk. Og brødrene (Anders Aamodt og Niklas Herskind) har en synlig, akavet distance til hinanden.
Også Katrine Kraft Hansens manuskript fortjener ros for elegant at tilføje de enkelte søskendes eget perspektiv på de samme begivenheder.
facebook
twitter
Kommentarer