Super8 – afgangsfilm årgang #10

Livet er ikke altid behageligt. 

Det forstår tiende årgang på den aarhusianske filmuddannelse Super8. Deres filmkunst finder inspiration i virkelige livssituationer. 

Men måden, situationerne udfoldes på, er fabulerende, tankevækkende og nærmest hypnotisk, når filmene er allerbedst. Om det er dysfunktionelle arbejdspladser, usunde venskaber eller livstruende sygdom. 

Afgangsfilmene – som kan ses eksklusivt på Ekkos hjemmeside til og med 1. februar – spænder fra ungdomsdrama over dokumentar til spændingsfilm. 

Men mere end kendskabet til genrekonventioner er det modet til at dvæle ved ubehagelige situationer og skildre dem med humor, filosofi og drømmende filmsprog, som gør afgangseleverne til noget særligt.

Dagen jeg døde

Fotograf Loui Ladegaard indfanger hospitalsredskaber, der bipper i baggrunden, lægen, der forklarer diagnosen, og patienten, der forbereder sig til operation. 

Så springer vi til patienten Alexander, som også er dokumentarens instruktør. Han ligger i sneen med slåbrok. Lyden af maskiner viger for klapsalver og gospelsang. 

På et podium står ingen ringere end Nikolaj Kopernikus, som agerer munter vært i et talkshow, hvor man følger med i operationen og taler om instruktørens dødsangst. Kan han finde ud af at have det sjovt? 

Det kan han bestemt – endda med denne meget personlige dokumentarfilm om sin egen, autentiske hjerteoperation. 

”Hvis det er min sidste dag, har jeg spildt den i Horsens,” siger han kækt, mens han filmer sig selv på vej til hospitalet. Lidt efter åbner han sårbart op for frygten, der har fået han til at lave filmen. ”Jeg vil virkelig ikke dø!”

Dig & mig & mælkevejen

Instruktør Marie Gøtzsche har en fremragende evne til at skildre både svære venskaber og en kaotisk bytur. 

Til reception for Klaras (Roberta Hilarius Reichhardt) digtsamling lyser karismatiske Frederikke Dahl Hansens ansigt op blandt det klappende publikum. 

Hun spiller veninden Simone, der har lagt de vilde byture på hylden. 

Det skaber afstand mellem veninderne, som mærkes i stilheden, skuespillernes høflige smil og bortkastede blik. Især Klaras blik er flakkende. Det viser sig, at hun hælder ekstra sprut i den anden kvindes drink, eftersom Simone ikke frivilligt vil drikke sig fuld. 

Men først bades dansegulvet, hvor Klara og Simone hopper og danser, i rødt neonlys. Udenfor taler de frit om løst og fast inden de falder ned fra Dronning Louises Bro. Tiden forlænges, mens de falder, som var det hele en drøm. Og når de kommer op fra vandet, er de havnet ved en udendørs pool. 

Scenen er besnærende, men viser samtidig venindernes kontroltab, når de drikker.

Kold kanvas

Partnerskabet mellem Tobias og Benjamin slår revner under et forretningsmøde med investoren Allan, der spiller uinteresseret og snuser til vinen i stedet for at trykke dem i hånden. Men han viser sig at ville opkøbe en ordentlig luns af drengenes firma for en slik. 

”Hvor lille tissemand skal man have for at bo på et slot?” spørger Tobias, der fra starten forholder sig kritisk til Allans ekstreme rigdom. 

Kasper Løfvall Stensbirk veksler som Tobias mellem en komisk og dramatisk præstation. Hvorimod Lasse Steen er mere sårbar som den håbefulde Benjamin, der lader sig manipulere af selvsikre Allan (Paw Terndrup). 

Allans toksiske maskulinitet er tydelig, men overdrives enkelte gange, som når han har et indrammet billede af sig selv på et magasin ved navn Alpha Male. 

Under Kim Svendsens fornemme instruktion bliver dynamikken mellem de tre skuespillere dog fremragende intens og forstærkes af dunkel belysning, Morten Højgaards skæve kameravinkler og Benjamin Kamp Rozilios anspændte musik.

Salmon

En montage viser kokkeeleven Augusts hurtige fingre, mens han tilbereder mad på den fine restaurant, hvor han netop er blevet ansat. 

Tilsat hektisk trommespil opstår der en stresset stemning i køkkenet. Det står i kontrast til madglæden, som alle i køkkenet samles om. Stemningen presses yderligere, når den hensynsløs chefkok (Kasper Leisner) meddeler, at der kommer fint besøg ved bord 17 i aften. 

Det forstås, at intet må gå galt. Så når August taber laksen på gulvet og må erstatte den med lavere kvalitet, er der ingen tvivl om, at gæsterne ved bord 17 kommer til at bestille laks. 

Lucas Lynggaard Tønnesen er skøn som håbefulde August, der er handlekraftig under pres. Også når han behandles som et skadedyr i køkkenet. 

Det er ren filmkunst, når tilskueren sidder yderst på sædet for at se, hvordan August vil redde måltidet til de ukendte, fine gæster. 

Om instruktør Mattis Heurlin har sat skuespilleren til at nærstudere Damien Chazelles Whiplash, er uvist. Men inspirationen er til at føle på, og resultatet er lige så skønt som de uimodståelige nærbilleder af køkkenets smukt anrettede mad.