Filmmagasinet Ekko viser lige nu og frem til 25. marts de fire førsteårsfilm af talenterne på den aarhusianske filmuddannelse Super8.
Og der er god grund til at se filmene, som behandler evigt aktuelle problemstillinger med et ungdommeligt frisk blik.
Man mærker filmskabernes personlige stemme i de fire kortfilm, der kommer forbi så forskellige emner som flygtningekrise, klimahærværk og ung kærlighed.
Det giver løfter for fremtiden. Talenterne befinder sig ikke kun i København på Filmskolen og Super16. Ingen af førsteårsfilmene falder igennem, og en af dem har tilmed det ekstra, der gør, at man kan have særlige forventninger til holdet bag.
Læs anmeldelser af filmene herunder og se dem her!
Instruktør Alexander Rahnami Mannstaedt har begået årgangens korteste, men også skarpeste og mest medrivende film.
Drømme om flugt starter på en stenstrand, hvor far og søn snakker om bedsteforældrenes hjem, som de ikke kan rejse tilbage til. Til lyden af arabiske toner bliver de kaldt tilbage af en vagt.
De bor i et motivationscenter, som den danske stat har oprettet for mennesker, hvis asylsag er blevet afvist. Og det er ikke et rart sted. En årle morgenstund bliver de flyttet fra deres interimistiske barak til et nyt sted.
Særligt Maximillian Florio Barimani er stærkt overbevisende som drengen Ahmed. Han virker helt naturlig med naive spørgsmål og et fødselsdagsønske om et maskingevær. Selvfølgelig er hans tanker fulde af vold.
Det viser sig også i hans drømme, som er skræmmende mareridt, hvor han og faren (Mehdi Mir Akhori) som zombier er ved at gå fysisk i opløsning. Filmen veksler effektivt mellem de uhyggelige sekvenser og et mere roligt kamera, når far og søn taler om deres situation.
Den femten minutter lange fortælling slutter med en eftertekst om børns vilkår på udrejsecentre, og ifølge filmen er virkeligheden ikke meget bedre end den dystopiske fremtidsfantasi.
Udtrykket havde været renere uden tekstens afsluttende henvisning til Røde Kors, der i en undersøgelse har fundet symptomer på PTSD hos halvdelen af de elleve-syttenårige på udrejsecentrene. Men i en tid, hvor der debatteres om danske børn, som sidder i syriske fangelejre, er filmen et hårdtslående skud i hjertekulen.
Amanda Radeljak har imponeret på Ekko Shortlist med hovedrollen i Super16-filmen Kaboos og over for Rudi Køhnke i Super8-filmen Vægge af beton. Hun overbeviser igen i Marie Gøtzsches førsteårsfilm.
I Øst for hav, vest for sund er den talentfulde skuespiller en ambitiøs journalistspire. Sigrid har ikke set sin far Niels (Michael Brostrup) i mange år, men hun øjner et scoop, da hans gård bliver ramt i en bølge af klimahærværk.
Far og datter spiller med fordækte kort over for hinanden, og man fornemmer, at det er andet og mere end konflikten mellem by og land, der har skilt de to ad.
Dramaet udfolder sig over eftermiddagskaffe og aftensmad, når kamphanerne diskuterer sandheden og prøver at finde ud af, hvad den anden egentlig har på hjerte. Fotograf Morten Højgaard indfanger masser af intense blikke til tonerne af uret, der går sin gang i det lille hjem.
Fortiden underspilles i en sådan grad, at man undervejs er i tvivl om, hvad historien egentlig handler om. Er der tale om et generationsopgør eller tilgivelse af synder?
Svaret blafrer i vinden sammen med Sigrids hår på de åbne marker, indtil den rørende afslutning sætter et slående punktum. Man efterlades med et katarsisk håndgemæng og forsonende toner, mens gårdens dyr fortsætter deres skæbnebestemte liv.
Marie Gøtzsche viser lovende evne til at skildre det store i det små og give troværdigt indblik i et miljø, vi alt for sjældent ser i dansk film.
Richard Linklaters Before-trilogi har ikke levet forgæves. Det vidste de fleste fans af instruktørens romantiske parforholdsfortælling nok i forvejen, men Fireflies sætter tyk streg under.
Mattis Huus Heurlin orkestrerer en fintfølende kærlighedshistorie om franske Lise og tyske Cedric, der er nyforelskede i København.
Men han er bange for at gro fast i livet og fortæller, at han snart skal flytte til New York. Hun bliver ked af det og ønsker bare, at de kan fortsætte deres liv sammen i København.
Fotograf Milan Bjørnild skaber drømmende og poetiske billeder fra start, når Joshua Esser som vilde Cedric maler Angela Jeannes skrøbelige Lise på ryggen. Filmen er mest gribende i de sekvenser, hvor billederne får lov at tale for sig selv.
I en scene balancerer Cedric på toppen af hus, i en anden hopper parret i vandet fra en bro. Andre steder bliver billedsproget lidt for symbolsk –- som når Cedric i en drøm danser med en pil i ryggen rundt i den københavnske nat.
Filmen springer i tid og sted med klip mellem lyd og billede, så man får fornemmelsen af at være i de unges menneskers sensitive univers – a la Joachims Triers Reprise.
Det er charmerende, men filminspirationen kammer over, da Lise ligesom Julie Delphys Celine i Before Sunset giver et nummer på akustisk guitar. Det fungerer noget bedre, når den generelt stærkt spillende Angela Jeanne finder ind til musikkens inderlighed i en scene, hvor hun langsomt slipper forlegenheden og synger et fransk karaokenummer på baren.
Det starter med en hidsig montage af katastrofer verden over – fra revolutionære protester over jordens tilstand til billeder af klimakrise med ekstremt vejr.
Men så finder Her er endnu en ind på et værelse med afskallet maling.
Her sidder Liv og William på sengen og ser noget slukøret ud. Kæresteparret har en diskussion om, hvor meget man må snakke om ekskærester. Og det er sjovt, når hun spydigt stikker til hans traume over sin gamle kæreste.
Samspillet mellem Maria Cordsen og stortalentet Nicolai Jørgensen (Victor på månen) får det til at smælde i de spartanske omgivelser. Der er vild dynamik mellem skuespillerne, når de råber, græder og forsøger at muntre hinanden op med skøre fagter og dans til Johnsons pophit Kig forbi.
Det er nærmest helt bergmansk, og tilmed byder filmen på en genial visuel vittighed, når Liv og William taler om et andet par, der viser sig at være lige i nærheden.
Instruktør og manuskriptforfatter Kim Svendsen fylder sin film med indtryk. Dialogen foregår på et meta-humoristisk plan, hvor William anklager Liv for at fyre klichéer af og parrets bofælle kommenterer sin egen replik: ”Irriterende måde at starte en sætning på.”
Det er en selvbevidst film om selvbevidste mennesker, og den slags kan være svært at overvære.
Men trods en spilletid på 29 minutter og risikoen for, at kammerspillet bliver teateragtigt, lykkes det skuespillerne har fastholde nerven. Man har lyst til at kigge væk, men kan ikke lade være med at stirre, mens man holder vejret. Og filmen rammer plet ved at gøre verdens forestående undergang bogstavelig mod slutningen.
Det sætter kontrasten mellem parforholdets hverdagsproblemer og de store samfundskriser i relief. Hvad er egentlig vigtigst: Coronavirus, #MeToo eller slet og ret at have det godt sammen?
facebook
twitter
Kommentarer