Super8 – førsteårsfilm årgang #12

Det er en stræbsom årgang på den jyske filmuddannelse Super8, der netop nu viser deres førsteårsfilm på Ekkos hjemmeside. 

Fra underfundige manuskripter til dristige musikvalg og maleriske kameraindstillinger er resultatet et friskt pust. 

Værkerne behandler sorg og omsorg med udtryk, der spænder fra skæve, ironiske og livsbekræftende indslag til noget mere følelsesladet i modsatte ende af spektret mareridtsagtigt. 

Allerede tidligt i deres uddannelse viser de spirende talenter kunstnerisk potentiale, der stikker i hver sin retning. Ambitionerne er til at føle på. De er ikke bange for at lade sig inspirere af historiens store filmskabere. Det bliver derfor særligt spændende at følge årgangens filmeksperimenter fremad.

Carbonara til stue H203

Smilende anretter hospitalskokken Alex maden som et par bryster, inden tallerkenen sendes op til en patient.

Noget tyder på, at hun kræser for måltidet til én, hun kender. Men det viser sig at være en ung mand med en terminal sygdom. Han laver videoer til sin lillesøster, så hun kan mindes ham, når han engang er borte.

Det bliver starten på et særligt venskab. Det får Alex til at tage en risiko på arbejde, som når hun går fra tjansen for at være sammen med sin nye ven. Selv om de griner og har det sjovt sammen, er det nervepirrende at følge med i. For det er et venskab med en indbygget slutdato.

Instruktør Selma Munksgaard Hansen, der sammen med Laura Hildebrand også er medforfatter på det originale og tankevækkende manuskript, har et snævert, men effektivt fokus på en menneskelig relation.

I filmens flygtige hospitalsoptagelser er det svært ikke at få associationer til Lars von Triers Riget. Men udtrykket er ganske anderledes med jazztrommer i baggrunden og beherskede lyde fra hospitalsgangen og køkkenet, der aldrig vokser sig til unødvendig støj.

Sara Klein fortjener ros for sin præstation som Alex. Med hendes udtryksfulde, nærmest lunefulde ansigtsmimik går fortællingen lige i hjertet.

Efter Oskar

Hjemmeoptagelser af tre teenagedrenge, der hænger ud på den enes værelse, klippes sammen med skønne, mennesketomme udendørsoptagelser. Ingen der klippes til den unge August, som sidder i toget med et kamera i hånden.

Instinktivt ved seeren, at det må være samme kamera, der har optaget sekvenserne, de lige har set.

Når August hilser på kammeraten Sylvester, som også var med i hjemmevideoen, bliver han afvist. Hver især bearbejder de sorgen over, at deres afdøde ven Oskar ikke længere er hos dem til at fuldende trekløveret.

Selv om Frida Stannum har instrueret den mest jordnære af de fire førsteårsfilm, skiller hun sig ud med sit effektive filmsprog.

Det er en rørende fortælling om venskab, der er stærkest i sine montagesekvenser, der blander nutiden med fortiden og sanseindtryk, som får knyttet tidslinjerne sammen. Men også drengenes dialog i en scene uden underlægningsmusik er udmærket i al dens enkelthed.

Høsten

Hårrejsende strygere ledsager optagelserne af en idyllisk gård omgivet af marker. Langsomt panorerer kameraet til landmanden Jens, der står og fodrer sine høns. 

Instruktør Jakob Korsholm Borums åbningssekvens har noget af den samme storhed som helikopter-åbningen i Kubricks The Shining, hvor et hotel midt i naturen præsenteres med dystre undertoner. Genremæssigt udspiller Høsten sig også som en gyser, hvor menneskelige relationer på en afsides beboelse er omdrejningspunktet. 

Henning Valin er fremragende som Jens. Han bor alene, men børnetegningerne på væggen afslører, at han engang havde en familie. Han svælger i sin ensomhed. 

Men en nat banker en svensker på døren og beder om husly. Uden at afsløre for meget føler den fremmede sig lige lovligt hjemme på Jens’ ejendom.

Filmen er gennemsyret af uhygge, men dens mystiske præmis havde stået stærkere, hvis filmskaberne holdt en smule tilbage og gradvist opbyggede stemningen. 

Desuden er der noget fjendsk ved filmens allegoriske skildring af udlændinge, som ikke kan opføre sig ordentligt. Hvis det er tænkt ironisk, er meningen ikke tydelig nok.

Instruktionsvideo Nr. 360

Kameraet peger mod et ældre fjernsyn, hvor en instruktionsvideo begynder. I lokalet sidder sygeplejere på plejehjemmet Lykkebo med stive ansigter og hvide kitler og ser med.

Ironisk nok er plejehjemmets slogan: ”Pleje med et smil.”

Filmens location er præget af symmetri og stilfærdige, men legende farver. Og den befolkes med et excentrisk, men robotagtigt persongalleri, der passer bedre på det danske bureaukrati end de ældre, som bor der.

Det er let at fremhæve stilistiske ligheder med Wes Anderson, men instruktør Jakob Lebech Krogh fylder sin stiliserede filmverden med galgenhumor og social bevidsthed. Ligesom Ken Loach er han ikke bange for at løfte pegefingeren, og det klæder ham!

Idéen er fremragende og lykkes langt hen ad vejen. Men fortællingen kunne have stået endnu stærkere med en mere menneskelig hovedperson – enten en beboer eller ansat på plejehjemmet, der får nok.